( PDF ) Fra det moderne Frankrig

Download PDF

ads:

Fra det moderne Frankrig

Richard Kaufmann

The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann

this or any other Project Gutenberg eBook.

This header should be the first thing seen when viewing this Project

Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the

header without written permission.

Please read the "legal small print," and other information about the

eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is

important information about your specific rights and restrictions in

how the file may be used. You can also find out about how to make a

donation to Project Gutenberg, and how to get involved.

**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts**

**eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971**

*****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!*****

Title: Fra det moderne Frankrig

Author: Richard Kaufmann

Release Date: February, 2006 [EBook #9843]

[Yes, we are more than one year ahead of schedule]

[This file was first posted on October 23, 2003]

Edition: 10

Language: Danish

Character set encoding: ASCII

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***

Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.

Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the

PG Online Distributed Proofreading Team

FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

ads:

Livros Grátis

http://www.livrosgratis.com.br

Milhares de livros grátis para download.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJOBENHAVN.

1882

I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vaeret en jaevnlig

Gjaest i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen

kjaerere og kjaerere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et

nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er folgelig intimere end den

almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at

vaere en Fremmed, der er paa Besog. Alt det, han har set, har han set paa

med en Nordbos Ojne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han

troet at kunne have Et og Andet at fortaelle, der var i Stand til at

interessere hans Landsmaend.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtommende Skildring af Livet

i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst folt,

hvor langt udforligere han maatte vaere, hvis et saadant Maal skulde

naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nodte de Graendser, der

var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde AEmner, som det havde

ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid

muligt siden at raade Bod, hvis Laeserne finder, at der er lidt Liv og

lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen foler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han

har set det moderne Paris med sympathetiske Ojne. Han har ikke vaeret

blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har

ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe staerkere frem. Han har

gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjaest han

er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden naermest. Han vil

fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme

Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.

INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjorenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

ads:

Hos Republikens Praesident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det rode Paris_

_Paa Borsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Sondage ved Paris

_Parisere en evidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebaeltet

Samfundets Bundfald

_Kafe- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis

PARIS OG PARISERNE.

Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer forste

Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Faerdsel endnu;

for Midnat laengst er passeret, taenker Paris ikke paa at laegge sig til

Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soireepuds, hele Timer kan han

drive med Menneskestrommen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en

Kafestol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok

baade for Oje og Ore. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham

i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetraetheden dog gjor

sin Virkning gjaeldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,

er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvaeldet,

blaendet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin

forste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende

ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa

maerkvaerdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker

alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vaekker,

at han gaar i Seng. Naar han den naeste Morgen vaagner, har han slet intet

Hastvaerk for at komme ud igjen. Han synes, han har vaeret laenge i Paris,

og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme

Faenomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer

forste Gang. Man har hort saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet

op til Noget, der naesten forskraekker. Og saa, naar man har talt med dem i

fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den

instinktmaessige Folelse af, at Tiden vil gjore En til gode Venner, har

tilbagevirkende Kraft.

Dette forste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det

er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke

vaere bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.

Under Touristbesogets tumlende Faerd dukker den forste Aftens douce

Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blaending, lutter Beundring

af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en

Sandserus, der intet Ojeblik horer op. Blot en Vandring ned over

Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres

Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar

uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste

Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og

Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Operas

Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,

overvaeldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske

Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde saette Indsegl paa

Byen og sige: dette er storre end selv det antike Rom, storre end Noget,

hvortil Menneskeslaegten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophae, den

mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fodt, et Vaerk, hvori

Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa

den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,

Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den maegtige

Hvaelving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med

vaeldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde

paa Knae og graede. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa

forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophae: Le Depart.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: forst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det

skjonneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der

existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr

af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor

Loft og Vaegge er lutter farvede aedle Sten, kunstigt satte sammen til

Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af

den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og

Madeleinens graeske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og

den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede

endnu, af hvilke hver enkelt vilde vaere nok til at gjore en hel Stad

beromt. For hver Gadeende naesten moder Ojet et arkitektonisk Storvaerk:

Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser

som Louvre og Tuilerierne, Mindesmaerker som Chateau-d'Eau-Pladsens

vaeldige Republikstatue, som Vendome- eller som Frihedssojlen paa

Bastillepladsen. Gallerierne rummer de storste Skatte fra alle

Kunstskoler, Musaeer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de

rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort

Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har

Rivaler nogetsteds. Og mens Oje og Aand maettes med Indtryk, viser den

glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,

der leer og lokker forforerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.

Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som

Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan

byde for at gjore Livet skjont og lykkeligt at leve i Ojeblikket, alt det

er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vaere Andet, end at

Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra

Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med

at blive ganske or af Berusning og Begejstring. Den sode Nektar gaar ham

til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sodme

er ham det Vidunderligste, han nogensinde har dromt.

Der er jo imidlertid den Omstaendighed ved enhver Rus, at der uvaegerligt

folger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tommermaend. Paris er ikke

det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjore det til.

Paradiser horer nu engang til den Slags Sager, som ikke laenger existerer

paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han horer op med at see Paris i Skjaer

af et flygtigt Feriebesogs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa

Tommermaendsindtjykket. Og jo storre Rusen har vaeret, desto staerkere

bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske

undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal

man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk horer til dem, der forsvinder

igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets

Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for

den, der har sovet Rusen ud og Tommermaendene ogsaa, bliver det en Kvinde,

med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa laenge det skal vaere, fordi han

ved Siden af menneskelige Skrobeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,

som nu engang horer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode

Egenskab at klaede ganske kjont, finder saa uhyre Meget, som han aldrig

kan blive traet af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt

Velbefindende, hvormed man begyndte sin forste Pariservisit, er ogsaa

det, hvormed man ender efter Aars Forlob. Paris er den By i hele Verden,

hvor den Fremmede finder storst Behag ved at leve. Det er ikke noget

Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde

ikke det aarlige Besog af Gjaester belobe sig til over et Gjennemsnitstal

af en Million, og Parisermenneskehavet daglig taelle omtrent to hundrede

tusinde Udlaendinge.

Sin Forkjaerlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa

vanskeligt ved at analysere som sin Forkjaerlighed for enkelte Mennesker.

For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjore. I de store

Hovedtraek idetmindste er det ikke svaert at sige, hvad der vaekker

Velbefindendet, som man foler her. Til syvende og sidst beroer det

simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og

Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald

ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, forst de materielle. Byen er lys og

luftig, gjennemkrydset med brede, traebeplantede Gader og Boulevarder,

hvor Solen kan traenge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige

Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en

Armee af Arbejdere. Det franske Kjokken er det bedste i Verden af den

simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Folge deraf den, der

stiller de storste Fordringer. Der er ingen Primor, som ikke kommer forst

til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i

samme Ojeblik den er taenkt. Fornojelser kalder paa En for hvert Skridt

man gaar. Man kan vaelge ganske efter sin Smag og sine Midler og behover

dog aldrig at vaere bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor

moderne Civilisation har udtaenkt for at gjore Livet bekvemt, er i Paris

dreven til sin hojeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen

Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa

vid Gab for Alle og Enhver, Hoflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er

en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en

Kjaerne, som er ikke mindre aedel, end Skallen er skjon og lokkende. Er

Paris det materielle Velvaeres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle

intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer

hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfaeldet

med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til

Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem

Menneskealdre, lige fra Molieres og Voltaires og de store

Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utraettelig

Propaganda alle den moderne Taenknings og det moderne Fremskridts Heroer

fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det

lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slaegt. Som hvert Skridt i dens

Gader minder om en berommelig Fortid, som der haenger et Stykke Historie

ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det naesten, som hvert Drag, man

aander ind af Byens Luft, er maettet med Atomer af disse store Tanker. Og

nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet

Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske

Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den

franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Laere;

Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere

kommer til Paris, fordi de foler, at det kun er der, de har Rod og Bund.

Den franske Musik er ved at overfloje den tydske og italienske, den

franske Skjonlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et

Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle

dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der

ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke

Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og

Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got

og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Laerde og

Videnskabsmaend som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med

aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris

uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belaering og

Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjor Paris enestaaende. Der er Byer

rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem

alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre

Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad

der kan gjore Hvilen sod. Den, der alene kommer for at nyde, bliver

derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som

med Ojet aabent til at se og Tanken aaben til at laere traenger ind mellem

Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad

Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er

Hundreder af Staeder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve

Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstraekkelig til at se,

hvor dette Fysiognomi skifter. Forst den fornemtaristokratiske Boulevard

de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa

igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispraeg over Poisonniere og

Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.

Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg

Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stoder hinanden paa

Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra

hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne

Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at

komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi

dodelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den

Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive traet

eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men

netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som

bevirker, at man foler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,

ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen

indrommer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst

at opnaa. Ingen orkeslos Lediggjaengers misundelige Oje vaager over, hvad

Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave

Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affaerer,

der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vaelge sit

Selskab, som man vil. Vil man vaere Eneboer, er det den letteste Sag af

Verden. Man behover kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man

var i en Orken. Man kan bo aarvis Dor om Dor i det samme Hus uden at

kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme

Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Traenger man derimod til Omgang,

saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den

Fremmede er en simpel Praesentation i en Salon nok til at skaffe ham

Invitationer, saalaenge han lyster. Den nivellerende Nutid vaelter de gamle

exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg

Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsaettelser af Gaden.

Hundreder og atter Hundreder har vaeret det laenge, ligefra Republikens

Praesidents ned til Millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end

at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa

sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,

man synes om, hore paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man

finder for godt, man behover ikke engang hverken at sige Goddag eller

Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hojst karakteristisk for, hvordan

Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjaelder for den enkelte Kreds,

gjaelder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man

lever, saa vaelger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er

det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at soge En op.

Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafeer,--Ingen sporger, hvor

man er bleven af. Man kommer ikke laenger til Theatrenes Premierer, men

til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.

Efter lang Tids Forlob kan det da passere, at man traeffer en af de

fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en beromt Kommunist.

Han moder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager

sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,

svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i

Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har

saa let ved at gjore sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er

saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt

fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig

ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjaestevenlige

Pligt at imodekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind

paa en Restauration og traekker sine Pinde op af Lommen for at spise med

dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han

to, tre Gange igjen, anskaffer Vaerten sig selv Pinde og serverer ham, for

at Gjaesten kan folge sit Lands Skik og Brug. Det er haendet, og det er

typisk. Der er ikke den Udlaending, hvilken Nation han end tilhorer, der

ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette

sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund

med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen

med saerlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er

letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Haevd paa sig,

men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette

arbejdslystne, sparsommelige Folkefaerd, der slider Dag ud, Dag ind uden

Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjonneste Drom,

hvis hojeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have

og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man

dommer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part

Udlaendinge, nydelseslystne Lediggjaengere fra alle Verdens Kanter, og

Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vaere et moderne

Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke

Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal

Mabille; der kom hojst en for hvert tusinde Udlaendinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevaegelige. De

holder af at laegge saa staerkt Solskin over Alt, hvad der haender, som der

kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring

og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de

gjor Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til

Fingerspidserne. Der kan ikke taenkes noget taknemmeligere Folkefaerd end

dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro

paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der

kommer, vil bringe dem Guld og gronne Skove. Det gjor dem til store

Fantaster og til store Born. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,

lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i

Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der

har slojfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med

Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa

Ord, der har bragt Menneskeslaegten videre fremad end alle Kantske og

Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.

Der er Ingenting, der gjor Mennesket staerkere og sundere, der er Intet,

der giver friskere Kraefter til at udrette Noget, end det altid at gaa til

Arbejdet med en Sang paa Laeben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til

Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags

Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at

misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til

Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Laeben, hvormed

de har forlost saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald

den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig Folkefaerd at

leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og

det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I

Orkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nodt til at

vaere det, Kampen for Livet gjor det til Selvopholdelsespligt. Det blode

Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes

Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.

Man tager sig sammen, man spaender Evner og Energi, naar man veed, at man

maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der

lofter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lobe ned ad Bakke.

Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre

Hoflighed. Man er indifferent, kold, ufolsom over for Naboer og Gjenboer,

man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner

Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er

complaisant, imodekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som

Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med

Naturnodvendighed, Livet i Mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man

ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke

og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt

ihjel. Man vil nodig selv vaere mellem denne Halvpart, derfor tager man

Hensyn, derfor lader man vaere at traede over Fodderne uden Nodvendighed,

derfor hjaelper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i

Gadetraengslen, er det overalt. Man moder Urbanitet og Forekommenhed for

hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke

menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det

kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til

daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig

og besvaerlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske traenger

til, kan han naeppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor

Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Haederligheden

det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og

Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men

istedetfor at erklaere sig insolvente begjaerede de Opsaettelse og betalte

siden aerligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Borskrach

bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,

gjorde de dog ved Slaegtninges og Venners Hjaelp Udveje for Pengene og

modte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge

et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres graendselose Uvidenhed. Men den

generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De

daekker den med en Glassur af medfodt Dannelse, af naturlig

Velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig Rede

for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske

Tanke, der er fodt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det

vaeldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris

absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er

Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den

unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene modes i det samme Fornojelsesliv

med Restauratorsonnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere

Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjorer

for; Arbejderen betragter det ikke som en AEre for sig men for

Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.

Alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at

der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa

Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt

Folelse af, at han maa kunne haevde sin Position, at der i hans ydre

Optraeden ikke maa vaere Noget, som kan skille ham fra den hojest Dannede

og hojest Stillede. Denne Folelse er det, der virker opdragende paa ham,

og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin

vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og

sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa Straa, da han

begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet

af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben

for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Faerdsel i

Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevaeger sig imellem,

hjaelper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan

foroge Velbefindendet, som den Fremmede foler ved at leve i deres By. De

har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at

man kan gaa med aabne Ojne gjennem Paris uden at laegge Maerke til dem. Vi

vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt folende og

foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og

som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved

Paris. Det forste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad

er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervose Feber

omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,

hvor alle Menneskeslaegtens Pulsaarer lober sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]

PARISERINDEN.

Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har

ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige Orn. Men man skulde skynde

sig at soge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjobet.

Han vilde ikke have svaert ved at finde et Motiv; der er et, der ligger

lige for. Et zirligt Dameskjort, der i blode, elegante Silkefolder

draperer sig for Exempel over to korsede Landsestaenger, af hvilke den ene

istedetfor Spids baerer en Rembrandthat med bolgende Strudsfjer, den anden

en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke

vaere fri for at vaere karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,

men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fore i Skjoldet, hvad man

hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens

Hovedstad, hverken Praesident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er

de egentlig Maegtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i

Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at soge hverken i

Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af

de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den

havde sit Saede.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtraenger Alt, er

den ogsaa allestedsnaervaerende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den

Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er

tildelt hende i den samtlige ovrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,

hun er i det store Samfundsuhrvaerk Fjederen, der driver det Hele. Og det

ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore

moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjore det

hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vaekker og flammer op

til Handling. Franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefaerd,

der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjonne

Halvpart af Menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske

Vaesener med vaesentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt

handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end

det Kjon, som har faaet Ord for at vaere det staerke.

Der er en hojst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor

Hoben franske Komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge

rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader

sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun soger at

fremstille deres Betydning som mindre vaesentlig. Det er en Umulighed,

lyder hans sidste Replik, men hun erklaerer saa simpelthen: _"Je le

veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. Naar

denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi

den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har

for Oje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, for hun kommer frem med

sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det

engang sagt, saa maa Alting boje sig for det. Hun er i alle Forhold den

absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,

men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin

af Samfundsstigen; Faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige

Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det

ikke hende, som vaelger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,

hvem der skal vaelges, og som saetter deres Valg igjennem. Hun forstaerker

den ene parlamentariske Gruppe og svaekker den anden, hun hverver Stemmer

for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at

gjore Fiasko. Det er hende, der besaetter alle Statens Embeder. Hun farter

fra Ministre til Departementsdirektorer og fra Departementsdirektorer til

Souschefer, hun gjor Dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter Verden

paa den anden Ende for at saette sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den

Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til

Praefekt, bliver Praefekt, den Forfatter eller Laerde, som har fundet Naade

for hendes Ojne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som

staar under hendes maegtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og

avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler

Ordensbaand og Udmaerkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren

faaer Renommee, at Laegen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der

bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer

Modeleverandorerne deres Sogning. _"Ou est la femme,"_ sporger den

franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er

ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der haender

i dette Land, at man kan gjore det samme Sporgsmaal. Seer man

Kombinationernes Vaev efter i Sommene, vil man bestandig finde Kvinden

som Islaet.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jaevnere Borgerstand, saa

skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre

dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der forer Bogerne og

forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og

Kafelokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa

Opvarterne, sorger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver

sendt paa Torvet for at gjore Indkjob eller ud i Kjokkenet for at passe

paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skraedder, saa er det Konen, der

tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,

hvad man skal vaelge. Manden bliver kun tilkaldt et Ojeblik for at tage

Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham

at bestille. Det er hende, der afgjor, om Tojet sidder eller ikke sidder,

det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.

Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa

talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle

Departementer under sig: Vaerelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,

Tyendet, Indkjobene, Spisesedlen og Regnskabsforingen. Mandens hele

Livsopgave indskraenker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,

ose op og skjaere for. Betroes der Andet til ham, saa er det hojst

saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter

Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens

og Kvindens Roller ved Udforelsen af den faelles Haandtering. I hele det

handlende og industridrivende Paris tager hun aerligt og redeligt

Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den

Halvpart, som kraever Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store

Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa

umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at

Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der

belyser dette Forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. Han er

ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog

som hans Komedie har vaesentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne

praegtige Bagerkone, der begynder med et Brodudsalg i en Forstadsgyde og

udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'

Brodforsyning, som Millionaerinde, der forhandler paa lige Fod med

Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og

suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af

Middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og

en Energi til at handle, der gjennemtraenger hendes Vaesen helt ud til

Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de

lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mojsommelige Arbejderliv med alle

dets Savn svaekker Evner og Kraefter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser

baerer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker

hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe

sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa

Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og

samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et

hojst karakteristisk Traek, man vil laegge Maerke til, naar man seer en

saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sondagen. Det er Manden, der maa baere

Bornene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der

skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette

Samfund virkelig er et overlegent Vaesen. Pariserinden er det. Det franske

Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke

nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den

har naaet sin hojeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,

det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmaendene er

Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt staerkere under

Sandseberusningens Herredomme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og

ost for dem. De vil leve og nyde i Ojeblikket. De kan ikke slaa sig

tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa

Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun naermer sig

aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske Andagt, der straaler ud

fra hele hendes Vaesen. Man har oversat Bjornsons "Arne" for dem, men de

har ikke forstaaet den; de har let af disse Mennesker, der sidder Aar og

ser paa hinanden og laenges uden engang at kunne faa deres Kjaerlighed paa

Laeben. De kjender ikke til at laenges og sukke og dromme, de kjender kun

til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et storre

maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de

uophorligt ligger i Stovet for Kvindens Fodder; Opnaaelsen af hendes

Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svaermer. Hun veed det, hun seer dem

offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphaere, hvor hun horer det

summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjaerlighed. Derfor

er det, at hun ikke blot selv foler sig som en overordnet Skabning, men i

Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der forst og sidst skaber Pariserindens

dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger

hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende

i de store, kritiske Ojeblikke. Historien har vist hende i saadanne.

Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over

almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nodvendigt at gaa saa langt

tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende

Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er

disse sorgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de

stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vaesentlig hende, der har

AEren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange

Gange mere vaerd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Maendene

egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa Sagen? De slap for

at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen

overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres paene

Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til

Klubberne og Bevaertningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller

de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig

surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjore

sig det fornojeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden

Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning naesten

blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de

af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Forste med

det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen

vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede

den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornodenheder end

dem, Regeringen havde sorget for. De var blevne hobede sammen ved privat

Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive

ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer

forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dor til Dor i hele

Byen og banke paa overalt og sporge, om Nogen led Nod. Blev der svaret

ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.

De Syge fik AEggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv

Louis vaerd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu

kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet

Kjod og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til

Lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen Stakkel paa Gaden,

deres eget Toj af og haengte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Staender

gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i

Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente

Brod paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og

i Sne til Knaeerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dottre af

Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.

Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der forte Paris'

Belejring. Og med hvilken vidunderlig Folelse af Solidaritet, med hvilken

Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og

aldrig modlos, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom

kan man hore Fortaellinger nok af ethvert Ojevidne. En Dansk, der ved den

Post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har

skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske

Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil

komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den Bedrift, han

har at forevige, er en af de storste, vore Dage har set.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det

traditionelle Billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt Vaesen,

uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og

purt Fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende Modeller, men

fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment

gjaeldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har

gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som odelaegger Slaegter og

dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige

Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjor umaadeligt

Sprael, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornojelseslivets Paris

med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjaer. Touristen

seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han

ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det

Paris, hvis Faerd begynder paa Hjornet af Boulevard des Italiens og ender

ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis

hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har

hverken Tilbojelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst

Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Boger, de holder

ikke Forelaesninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men

Noget skal de jo dog have at beskjaeftige sig med, og af deres Behov til

at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. Hun existerer kun

for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hojst

af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa

hundrede Parisere. Resten horer til den store Rastaqouairslaegt, disse

gaadefulde Vaesener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende

Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med

Millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes

de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,

desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en

naturhistorisk Lov, at den kun saetter sig paa de allerede dodsdomte

Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,

hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i

Paris, de Samfundslag, der er Kjaernen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget

staerkt til at stille disse Nanafigurer _en evidence_ og stotte Overtroen

om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Faenomenet er

forklarligt. Ligesaavel som Udlaendingen, der kommer til Paris for et

flygtigt Besog, faester den parisiske Forfatter vaesentlig sin Opmaerksomhed

ved de Sider af Byens Liv, der springer staerkest i Ojnene. Og _la femme

du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. Derfor har

Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin

Demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel Literatur om det

samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne

har udtomt AEmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som

hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lober bort. Figuren existerer

i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.

Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at

sige: dette er usundt. For hver, der lober bort, er der Hundreder og

Tusinder, som bliver ved Hjem og Born. De er mindre taknemmelige at

skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have

Undtagelsen praesenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har

faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er

nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af

Vaemmelse hos Kritik og Laeseverden. En hel anden Literatur om helt andre

Ting er i Faerd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop

fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke

laenger vaere den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men

Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere

og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Hojst har hun ved Siden af store

borgerlige Dyder den Mangel: at vaere hverken synderlig dyb eller

synderlig trofast i sin Kjaerlighed. Det kommer nu for det Forste af den

omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Traeffer hun

en sjelden Gang det hende overlegne Vaesen, som hun bestandig soger efter,

saa er der naeppe nogen Kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin

Kjaerlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere

hendes Herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes Slave. Og

dernaest skriver Losheden i Kjaerlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved

den Institution, som skulde hellige og faestne det. AEgteskabet er i

Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Ojeblik, da hun er

giftefaerdig, holdes den unge Pige straengt under Moderens eller

Klosterpensionens bestandigt vaagende Oje. Alt, hvad der kan udvikle

hende til Kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og

vedbliver at vaere et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,

hvis Stilling byder AEkvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man

arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit

Samtykke. Vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet

bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke

kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad

Kjaerlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast

som Moder, men hun er det ikke som AEgtefaelle. Hele hendes Liv gaar op i

Bornene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig

Intimitet. Han er og vedbliver at vaere hende en Fremmed; hojst

karakteristisk siger hun altid "De" til ham og saetter bestandig i Omtale

det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig folt sig noje

knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lost. Hun giver sig

let hen; hun gjor det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun laegger

ikke nogen overdreven Vaegt derpaa. Hendes Sjael er kun sjeldent med deri,

og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter

overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan

fristes til at gjore, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun

aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder

forst og fremmest for Bornene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,

hvorpaa hun saetter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Faerd en god Okonom, og hun er alt andet end

fornojelsessyg. Det er i den jaevne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,

der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver

ved Hjemmet og Bornene. Naar hun et Par Sommersondage kan tage paa

Landet, helst med sin voxne Son, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun

holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at

gjore det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klaede sig paa.

Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjor det; Arbejdersken, der gaar

barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme

Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.

Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvaerk om Vinteren tager den

lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er

specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men

den er et Produkt forst og fremmest af selve Omgivelserne, af den

hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og

Smagens Stad hjaelper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art

som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsog i andre Lande paa

at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man

har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men

kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over

sig, som det havde, naar han udforte det i Paris. Han glemte

Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og

det gjor Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i

den, og hun horer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af

dens Liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at

lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende

fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en

Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad

der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hojde med det, i Stand

til i de betydningsfulde kritiske Ojeblikke at kunne blive den overlegne,

heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris

har Behov.

VINTERLIV I PARIS.

Klimaet

Der gives Laeger, som paastaa, at Paris til sine ovrige store og gode

Egenskaber ogsaa fojer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.

Saerlige Hojdeforhold, Dalstrog, gjennem hvilke Sobrisen kan naa Byen,

samt andre lignende gunstige Omstaendigheder ved dens Beliggenhed gjor det

let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Laegfolk er

det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.

Dodelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,

taler i Favor af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af

Vinterskrobeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden

Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjore deres Paastands Rigtighed

endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et

ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det naesten ikke

kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som Fiakrernes Kudske, som

Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulorte Stromper, som Gadesaelgernes

Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den

store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtraek, der karakterisere den parisiske

Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vaesentlige Saerpraeg.

Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende

Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene

Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om

Natten traekker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen

ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.

Man vil i forste Ojeblik, naar man kommer udenfor Gadedoren, ikke tro

sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,

at Varmen, som slaar En imode, maa stige op fra et eller andet

Kjaelderkokken, saa maettet kan Luften, vaere med lummer, unaturlig Hede.

Den naeste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stonner i Sommeroverfrakker,

Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa

Kafeernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders

Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er folgelig inderlig

fornojet. Man pynter sit Foraarstojs Knaphuller med Violbuketterne fra

Nizza, man kjorer i Boulogneskoven med lidt Pelsvaerk paa, men i aaben

Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjonne Nat

springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en

Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,

Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de

opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan vaere alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med

den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller

ikke selv alvorlig. De iforer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for

saa at baere den stot til hen i April eller Maj, de kjender ikke til

Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,

da man ikke gjor det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar

det er koldt, binder de et Torklaede om Halsen af Frygt for at blive haese

eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklaedende, der er ved den Slags

Upasselighed, har de en overdreven Skraek for. Men egentlig garderede mod

Kulden ser man kun de Faerreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,

at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,

giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklaede har

draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysees' Traeer

ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne

bryder sig i Concordefontaenens Iskrystaller. Og den store

Lediggaengerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil

med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin

d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i

Folies-Bergere. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,

ved at vaere noget Aparte, Noget, der ikke horer til. Klager man over, at

den gjor Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad

Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun

liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det

Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de

kjaere Indfodtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Traek

i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjor det det, saa

er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.

Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense

Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,

men det hjaelper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med

Bortkjorselen, Leg med det Hele. Sneen spaerrer Faerdselen, Paris er den

forfaerdeligste Mudderso, der kan taenkes, lige til Regnen kommer. Forst

den kan gjore rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uforet staar paa,

er Pariserne om en Hals med deres Fodtoj, som kun er beregnet paa blanke

Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Laere, det falder de

aldrig paa.

Saalaenge Kulden har varet, har de bundet Torklaedet om Halsen og slaaet

Kraven op om Orene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blaeser

den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de

atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtoj deres Cigaretter ude paa

Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjorer i Boulogneskoven i aaben Vogn

og uden Pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at det kan vaere akkurat

ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig

ind, at der spaserer Isbjorne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlaendinge, der er paa Besog i Paris,

Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring

med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstorklaedet. Man ser i ti

Graders Frost en burnusklaedt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk

omkring i det samme Kostume som paa en solglodende Augustdag. Jo laengere

mod Syd, desto mere haerdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det

samme Faenomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den

forste Vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi

Nordboere derimod er kuldskjaere, Vi finder os kun med Vanskelighed i

Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser

saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under

disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte

Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.

Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjor Forsog paa

at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro

i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vaeret ovenpaa, har

gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt

sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er

adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man taelle de Vinterdage, paa

hvilke Vejret ikke er maettet med nervos Feber, og dem ogsaa, da det ikke

regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar baerer

man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.

Gjor man det, har man de allerstorste Chancer for at komme gjennemblodt

hjem. I December og Januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde

paa at ose sine otte og fyrretyve Timer i Traek, i November og Februar

horer det til Regelen, at der vaelter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut

paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er

Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes

gjennemtraengt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem

faenomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne

maa standse deres Ture flere Timer for reglementeret Tid, fordi de kjorer

vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele

Dogn, da al Faerdsel var spaerret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en

saa absolut uigjennemtraengelig Damp, at der paa hvert Gadehjome maa

opstilles Politibetjente med taendte Fakler for at hjaelpe de Gaaende til

at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder

uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; Paris er og bliver deres

kjaere Paris, hvor Alt med Djaevels Vold og Magt skal vaere fortraeffeligere

end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til

Paris for at befinde sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at se

Alting i Rosenskjaer; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden

udstedt Parole har Sandheden svaert ved at kaempe. Derfor holder den gamle

Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.

I Virkeligheden kan man saette et rodt Kors i Almanakken ved de Aar, da

Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er

det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.

Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er

henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjorenhedsballer.

Hvori Velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som

har kunnet fortaelle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa

tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjornet af Avenue de l'Opera rejser der

sig to hoje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En

Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlaeggelsen af en

Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive

admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den forstkommende

Loverdag gives i Hotel Continental under Protektorat af Handelsstandens

eller andre Staenders Damer. Endvidere fortaeller Plakater, som er

opslaaede i de til Ballokalet horende Spillesale, at et Spil Kort koster

fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de

l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man

gjor vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til

Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjorenhedens specielle Ojemed har

Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortaelle. Disse

Velgjorenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske

Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmaessig et af dem hver

Lordag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant

Besog taler tydeligt nok for deres Hensigtsmaessighed, selv om der ikke

fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,

Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de

Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.

Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for

dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede

Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til

Baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens

Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,

har dog altid sin Begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa

gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jaevne

Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer

sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hojden; kan man

betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hojden i dette

dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,

umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller

bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten

er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,

eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer

der fjorten Dage, til Foraeldrene uden at falde med Doren ind i Huset kan

sporge dem, om de vil vaere Svigersonner. Vil de, saa har man ikke Behov

for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig Maade Lobepas

for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa

samme Tid mer end nogle ganske enkelte AEgteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjorenhedsballerne virkelig gjor vel mod de danselystne

Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer

der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,

forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke paene unge Piger

af paene, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres

Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de

aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse

Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, aegte

demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og

Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem

i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende

Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i

Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem

har broderede Skjorter, krollet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,

i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,

saa har den altid kulort Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til

ceresa og spanskgront. Damerne excellerer i faerdigsyede Atlaskes

Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og

til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, naesten

altid tre, fire i Folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt Papa.

Sode Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneojne, Halse, hvor

Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de

ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke

havde Mani for at trippe om paa rode Ben ligesom Storkene. Himlen maa

vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode Stromper.

Saa er der dem, der har rode Ansigter, rode Arme, Brudekjoler og Handsker

af Nummer syv og en halv med en, hojst to Knapper. Fremdeles Staklerne,

hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i

Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.

De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de

andre har kun en fjernere Slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt

dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.

Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for

dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drommes om og spares op til

Maaneder forud.

De foler sig naeppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet

dromme.

Hotel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre

maegtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til

Dandsen. Marmorsojler baerer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,

Flojl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,

som var de vaevede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder

af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en

Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,

stadig med Spejlvaegge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe

en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Taepper,

pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbaer og med elektrisk Lys

paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshoje Kameliatraeer,

Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfaere dirrende af Vellugt, Varme og

fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der

er en, som forestiller Vinterhave. Vaeggene er Espalier af slyngende

Blomster, det hoje, hvaelvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset

falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs

Blus Braender, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og

blankbladede Traeer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glodende

osterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og

kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal

naturligvis Korridorvaegge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier

glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En

Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i

Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske

Skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet Eftermiddagstone, i

hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet

i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres

Billeder og morkt resedafarvede Flojlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter

med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbaer, maegtige

Solvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knaebenklaeder

og Silkestromper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Ojne.

De er fortumlede, de lober Panden mod Spejlvaeggene i den Tro, at det er

Doraabninger, de prover det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tor

ikke danse paa det, skjondt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem

i Fodderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer

friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som

ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til

den franske Musik, de ler himmelhojt selv over deres Kejtethed, og

Latteren gjor Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,

tre Par begynder; der folger ti, der folger hundrede efter. I et Nu

hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihaerdighed, hvilket

Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som

Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dorene til det dromte,

forjaettede Land er sprungne op; de svaelger i Herligheden, de giver sig

knap Tid til at traekke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal

faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken

Tolv. Aldrig for. Det vilde ikke vaere blaseret, og for dem er Livets

hojeste Opgave netop at vaere blaseret. De kommer langsomt slentrende,

slaebende efter sig Foden med de lavhaelede, lakerede Sko, som om de i

Grunden fandt det under deres Vaerdighed at tage dem med. Overkroppen

dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrokenerne; men det er, fordi de

er for traette til at gide baere paa den. De kaster deres Peltsfrakke

tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere traekke den

af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres

chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det

broderede Navnetraek, stopper omhyggeligt Guldkjaeden i Vestelommen, hvis

den haenger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man

saae dem med Guldkjaede til Kjole--saetter Monoclen i det ene Oje, og

driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de

allerdejligste Pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det Samme. Vaesener i

Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler horer for dem ikke til

Kvindeslaegten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nogent Bryst er kun

undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage

Ryggen. Ovenpaa er de gronne Borde, der horer de hjemme. De staar og ser

lidt forst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op

af Vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa Bordet, som om det

egentlig ogsaa aeklede dem at have med det at bestille. Men her gaar

Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,

begynder der at komme Fut i de livstraette Herrer. Spillet er for dem

Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlob forlader

det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs

rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i Dansesalen. De foragter

end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa

den slaebende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en

tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.

Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Laeber, Hals og Arme. Og

den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nogne Buste skinner

blinkende frisk, saa Ojet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at

dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grod, kredser de om de

Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser

og polkerer og ler og lober de og vender Alting paa den anden Ende. Der

er kommet nyt Liv i det Hele. Og forst og fremmest i Restavrationen. Den

har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist Englaender hist og

her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Souper til en halv Flaske

Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige

Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle

Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le

beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-faehig. Garconerne flyver,

Vittighederne holder Festfyrvaerkeri, Latteren faar de Graadige i

Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dorene.

Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en

Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne laenger

og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjaede og farter

ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og

Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden

Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er

Velgjorenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan taenke sig af

Parisisk, broget som Boulevarden, solfornojet som en Dag ved de store

Lob. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,

som har fundet paa det forst, har vaeret en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde

kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en

Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og

Tilbojeligheder. Den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske Traek, der

spejler Befolkningens inderste Vaesen, fremfor Alt fuld af store

Modsaetninger, som de netop horer hjemme i Modsaetningernes maerkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader

begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vaegge

forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa

have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glaede, de maa baere

den ud i fri Luft, for at den skal kunne traekke Vejret rigtig. Hjemmets

Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord

for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Saerpraeg

hos os, kjender man i Paris Intet til. Slaegt og Venner gjor ikke lange

Rejser for at vaere sammen, end ikke Julegaverne existerer. Forst

Nytaarsdag foraerer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en

Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i

Lobet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekraemmerne hos os giver de Piger

Chokoladekager, der har vaeret flittige Kunder.

Men Alverden maerker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;

Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,

det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har

hvert af de ydre Kvarterer og saerlig hver af de tilstodende

Smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til Paris, deres "fete

foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig

over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen

erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele

den over en halv Mil lange Straekning fra Madeleinekirken til

Bastille-pladsen er fyldt med Traeboder. Paa det mest befaerdede Strog,

Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,

staar de saa taet ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at

der kun akkurat lige ved Traeerne er en snever Passage, gjennem hvilken

man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i

Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en

Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under

hoje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en

Maskine til at skraelle Gulerodder med, en Plade til at saette paa

Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vaerktoj, der paa samme Tid

er Hammer, Ildtang, Proptraekker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtoj,

paa hvilket Saelgerne soger at vaekke Opmaerksomhed ved med haes skrigende

Stemme at praesentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",

"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix

centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der saelges paa Boulevardernes Julemarked, er

nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Laengsel, som

vi har det efter Julen. Laengsel er atter et Begreb, for hvilket det

franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vaerksteder, i de

flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--straebes og spekuleres

og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Oje. Den er den

lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads

for denne Industri. De storartede Nouveautemagasiner og lignende

Forretninger holder den nede; Haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa

egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med

Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der

stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vaere glad til, naar den

vil give ham hans daglige Brod. Den lille Rente, Rygstodet for de

kommende Aar, der spiller en saa vaesentlig Rolle i enhver rigtig

Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at

Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjaelp. For en Bagatel lejer han sig

en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sonner

og Dottre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes

Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre

Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive

staaende endnu en Ugestid efter. Det gjaelder da at finde paa Noget, som

kan faa Afsaetning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er

Opfindsomheden selv. Man stoder i disse Boder paa Hundreder af snilde

Smaating, der rober hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og

Nodvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Faellesnavnet

"articles de Paris", har forste Gang vaeret udstillede i Juleboderne paa

Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har

de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler

Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der

er de flittigste Besogende ved Juleboderne, aner gjennem de forste,

primitive Forsog, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de saetter sig i

Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at han kan

fuldkommengjore den, og naar saa den naeste Decembermaaned kommer, saelges

Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautemagasiner for siden at

gjore sin "tour du monde". Desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige

Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjaeftigelse Aaret

igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse

til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brod har den sikret ham,

og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille

Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til naeste Julemarked har han

atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalaenge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en

Traengsel uden Ende paa Boulevarden. Men vaerst bliver det naturligvis

selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt

ihjel ved at lade sig fore viljelost med af Strommen. Hastvaerk gjaelder

ikke. Paris har intet Hastvaerk i denne Tid; det handler og ser kun. Men

der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis

aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver forste og anden Juledag

baade Matineer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det

til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,

hvorpaa de parisiske Fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et

af de ejendommeligeste Traek af Byens Gadefysiognomi, lokke med en

uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafeer og

Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke

paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa

Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan

Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen

Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget

Fornemmelse af, at man gjor ham Konkurrence paa den anden Side af

Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det

aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange

Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit

Landsted, men saalaenge han driver Forretning, bukker og skraber han ud

for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af

Cafe Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafeer, er Millionaer, men

hans Son staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og

bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noel Peters

har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders

Restauration i Arv, en af Paris' beromteste, gjorde han sig til

Overgarcon i Lokalet. Storsteparten af Paris's Handlende horer til ganske

den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en Stimulation for dem til at

vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig

haes for at anbefale en AErmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved

Elektricitet", saa soger Juveleren ligeoverfor at drage Opmaerksomheden

bort fra dette Raab ved at saette elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker

til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden

Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa

neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med

Paerer saa store som Graeskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske

Jordbaer og Ferskener. Gjor en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord

Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store

Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter

til to Hundrede Francs og med favnehoje Orangetraeer, der bugner af modne

Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder

en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af

kigge paa dem, den anden for at kjobe Nytaarsgaver. Det rige og det

fattige Paris modes i Stimmelen, fores nogle Minutter med af den samme

Strom og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for

fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's

Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklaedt. De ydre Boulevarder og

Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjoglere, der dandse paa

Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med

Kaempekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser

det i den skjonneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,

respekterer Pariserne ikke. Men det er iovrig naesten, som den selv

respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det

staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere

Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende

overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.

Forst "Midnatsmessen" og den efterfolgende "Reveillon" ere i Grunden

Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun

Minoriteten af Parisere forsommer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor

dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i

Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Saerlig til Messen i

Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i

den endelose Traengsel ikke vaere Tale om; men Koncerten med dens glimrende

Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af

komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vaerd at hore. I vor

Julestemning vilde det Hele skurre staerkt, men til Parisernes Julefest er

det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Reveillon", det store Julemaaltid med dets

obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Maengde

har dog ogsaa arrangeret det paa Kafeer og Restaurationer. Disse er

allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder

der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Reveillon" paa orthodox Vis, maa

Gildet ikke ende, for Solen er staaet op den naeste Morgen. Det er den

eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke

taet. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefaerd, der existerer, men

Julenat horer der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra

vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det

traengselsfyldte, tumlende, straalende Paris laenges Nordboen efter

Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Faerdselen og

Livet, som spaender hans Handlekraft, paa Kafeen, hvor der deklameres og

diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Oje spejder efter

Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det

uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid

dog naermest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.

Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,

det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige saerlig paa den forste

Dag af det nyfodte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at

de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar

Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder taetpakkede af

Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har

lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetojs- og den Slags Boutikker stimier

Publikum saaledes sammen for at gjore Indkjob af "Etrenner", at ikke

engang et tripleret Saelgerpersonale kan tilfredsstille Begjaeret. Alle

Markedsbarakkerne saetter det bedste Ben foran for at tiltraekke sig

Opmaerksomhed i den extraordinaere Stund, da hver aegte Pariser er i

Spendeerhumor, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes

Munterhed soger at folge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed

de Handlende har fundet paa at pynte deres Facade ogsaa til daglig Brug,

de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetojsdyr, der hopper og

kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne

skyder det nye Aar ind, Alting saetter Liv og Lune i de drivende

Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette

fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af

deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketraengsel og den

oredovende Stoj hvaelver sig en Himmel, stille, stjernebesat og

maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften

maettet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra

Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers

Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde

vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,

kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfaerdeligste

tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er

der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie

et Vaesen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,

flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars

Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.

Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjondt det under almindelige

Forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader

og Boulevarder med en Fraekhed, som om der slet ikke existerede Politi.

Men hver forste Januar kvaeler det formelig Byen under sig. Alverden har

paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,

hvilke Haerskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige

Paris, der til daglig Brug forer en lyssky, underjordisk Tilvaerelse i

Forstaedernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,

Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad

der kan praesteres af affaeldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Dieborn.

Har Familien det normale Tilbehor af Lemmer, Ojne, Naese og Oren, saa

soger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjore Indtryk.

Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjaelder at gjore sig til

Blinde eller Kroblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man

kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og

Skrobeligheder blottes og stilles til Skue, de vaerste Pjalter, man kan

stove op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre

Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al Orientens

Smuds og Misere. De spaedeste Born vralter omkring og spaerrer En Vejen med

deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og traekker Kjolen fra

det kraeftbefaengte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller

Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner

Lirekasser, Flojter, Saekkepiber, Violiner, Harper og andre

Raedselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafe. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,

det har kun faaet andet Kostume paa. Garconerne ere saa fri "at tilbyde

deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulort Baand paa til

Herrerne og en Appelsin eller et Kraemmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man

betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmaessig efter hver

Konsumation i Aarets Lob erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hojlig

fejl. Den er kun en Invitation til Extraducor i Anledning af det nye Aar.

Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne

aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste

en Snes Kafeer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.

Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris

Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,

Frisorsvende, Handskejomfruer, Skraeddertjenere, Theaterouvreuser og saa

fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres

baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med

Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut

ikke kan give mindre end en saadan Mont. Det varer ved lige saa laenge som

Boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. For henimod Slutningen af

Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det naestsidste Operabal, der lover at blive

ualmindeligt glimrende. De, der onsker at deltage i denne enestaaende

Karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i Tide." Saaledes lod en Notits,

som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige

Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede

itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken

slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer

mine Skridt op mod det straalende illuminerede Academie nationale de

musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.

Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,

hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad

Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en

Luft maettet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra

Gungls Orkester bolgede de Indtraedende imode. Det saae ganske vist

overordentlig lovende ud, og havde Enden vaeret Begyndelsen lig, vilde man

ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men

desvaerre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med

saa mange skjonne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv

har man Hastvaerk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis forste

Indtryk vaekker de allerstorste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier

Metra og den ungarske Maestro har loftet Taktstokken for sidste Gang,

gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det

er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde vaere ganske kuriost at vide, om Operaballerne nogensinde har

set ud, som Romanerne fortaeller. En meget gammel Generation paastaar, at

de i deres unge Dage har vaeret baade morsomme og pikante. Men det er saa

sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man

bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret taenker over de enorme

Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine

paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"

nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vaesentlige Pikanteri er ikke

synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige

Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Cafe

Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer

af den fornemme Verden, som en Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,

og hvis rode Skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige Kombinationer, at de

kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa

anstaendige Damer--naar da undtages Udlaendinge, for hvem Alt er tilladt,

og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de

sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af

Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Maend.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og

de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. Det er

nemlig ikke laenger Fashion for Fruentimmerne at vaere i Kostume. Hvad de

mandlige Gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekraemmersvend

ind at klaede sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden

Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet Taxt, og de

sorger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i

deres nedvaerdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin

Fornojelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,

springer de Ulykkelige, der er domte til dette Traellearbejde i

Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnogne

Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive

Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretraekker at betragte

Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen

driver man frem og tilbage i forste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller

umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest

overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske

karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden

af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Ol koster en Franc; denne

Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved

den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder forst, naar Ballet ender. Pariserne er et

for ceremonielt Folkefaerd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone

paalaegger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiose Hensyn, som gjor

dem stramme og stive inden fire Vaegge. Udenfor derimod giver man

Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler

end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig

forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede Promenademarche, er

ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en

Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkafeerne har de Naetter, der er

Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa draebende

kjedsommeligt der har vaeret paa Ballet, ligesaa livligt er der

paa Kafeerne.

Man gjor i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vaere

dod ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man

det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage

overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks

Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre

Kvarterer nu end i Studenternes.

Saerligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for

Smaaborgerne maaske Aarets storste Festdag. For den lange Fastetid, der i

mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,

paa hvilke man ifolge Traditionen skal saette Maven istand til at kunne

staa imod de efterfolgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjor

Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag

spiser deres Middag hjemme, kan taelles. Alt, hvad der existerer af

Restavrationer, Vinknejper, Kafeer og lignende Steder, som i en snever

Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der

maa staas i Queue i halve Timer, for der kan opnaas en Plads ved et Bord.

Jo laengere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.

Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,

hvor selve Kjokkenet tages til Hjaelp, og hvor der serveres Gjaesterne ved

improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi

hele Familien slaebes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,

der knap kan rokke afsted, til Skjodebarnet paa et halvt Aar og derunder.

Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstaeder, saa man knap kan

danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af

Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes

der de atten Timer af Dognet, uden at man nogensinde faar Sol eller

Himmel at se. Man kan da taenke sig, hvilken Fest det maa vaere for

saadanne Vaesener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule

til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor

der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok

taenke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren

oversvommer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'

Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al

Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden

fortsaettes ved Kafebordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen

under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den

anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa taet proppet, at det paa

sine Steder er rent umuligt at traenge sig gjennem Menneskestrommen. Paa

de "store" Boulevarder er Traengselen i Aarenes Lob bleven mindre, men

samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af

Maskerne fortrukne, siden de paene Folk blev for blaserede til laengere at

tage Del i Lojerne. Men Karnevalslivet har naeppe tabt derved. Maskerne er

blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt

mere oplagte til at slaa Gjaekken los. Rundt omkring paa Gadehjornerne

improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til

Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der

naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes

om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.

Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer

ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside

under hoje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken

Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i

Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er

ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange

Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblaesende Forening i

Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, folger af

sig selv, men Alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det

forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne

langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til

daglig Brug er disse Lokaler naermest besogte af et Publikum af endnu

vaerre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet

for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder

saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstorste Skuffelser. Nu

derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den

broget kostumerede Maengde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige

Portner- og Haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede

Forklaedninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebornene

medindbefattede, med Ojne, der straaler af Dandselyst, og med

kirsebaerrode Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante

Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet

af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det

fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse

Tusind og en Nats Fester, om hvis overdaadige AEventyrpragt der af og til

naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Haenderne

sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver

imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra loste

Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det

moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt

Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er

noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres

Tilflugt til storre og storre Extravagancer. De orientalske Nabober er i

saa Henseende laengst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortaelles

saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-a-vis

Triumfbuen, hvor man unaegtelig kom Kleopatraskikkene ganske naer. Familien

Mackay horer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellose

Rigdom fra Solvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i

hvert Fald er der ingen Ende paa Millionaerfamiliens Luxus. Hotellet var

ikke stort nok til at rumme de Gjaester, man vilde indbyde. Men det

generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Naetter, ved

Hjaelp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et

Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men

et virkeligt Palais med rode Flojls Vaegge, Spejlglas, Marmor og Guld

overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han

sine fem hundrede Gjaester friske Jordbaer, forskrevne fra Alverdens

Sollande, Storer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke

fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte

Kotillonen en ny, om muligt endnu storre. Istedetfor den ordinaere

Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebaelter, Skaerf,

Torklaeder o.s.v., alle forsynede med et aegte Smykke, hvorpaa det

amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde

kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den

Tilfredsstillelse, at hans Fest berommedes som den rigeste under Aarets

Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i

Haelene paa ham. Jordbaerrene og Kotillonen bragte ham Sejren; naeste Gang

vil imidlertid en eller anden Konkurrent soge at overtrumfe dem, og Hr.

Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomme ikke skal

gaa flojten. Heldigvis for ham har han de uudtommelige Miner; de er snart

absolut nodvendige, naar man vil fore Hus i Paris. De primitive Tider, da

man nojedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de

er forbi for laenge siden.

Hos Republikens Praesident.

Hr. Jules Grevy er en rar, stilfaerdig Praesident, der ikke beskjaeftiger

Verden altfor forfaerdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og

gaa. Freycinet afloses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen

af Freycinet og Ferry; Hr. Grevy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar

paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner

i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vaere

inspireret af ham, tillaegger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan

man vaere ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nodt til at

dementere sig selv. For en Republik, der gjor saa meget Spektakel som den

franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig Praesident. Hans Ro

boder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke

vaere til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grevy, Republikens Praesident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grevy virkelig

beskjaeftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store

Elyseeballer. Kunde han folge sit Hjertes Drift, strog han ganske sikkert

ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som

en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han

traekker det sorgelige Ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod Midten

af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i

Elysee; det er saa nodvendigt, at der gjores Noget. Grevy kalder sin

Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjobes ind til det

forste Bal. Praesidenten for den franske Republik og Praesidenten for

Kjokkenet i Elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen

deres regelmaessige Sammenkomster; men det er kun under

Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstraekke sig til Timer.

Kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet Pande i Bevidstheden om den

AErbodighed, hvormed Leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og

gjor sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld

og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det

Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det

langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard

Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sorgelig

Erfaring, at et Elyseebal koster mange Penge.

Naar Praesidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig

ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskraenke sig til at invitere

Familierne Grevy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af

Huset. Hele Paris gjor Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part

af Provinserne og af Udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i Byen,

mener at have om muligt endnu storre Berettigelse til at stille samme

Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet naermer sig, kommer ud i Staden,

bestormes Praesidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om

Billetter. Selv et Theater i Vaelten, der er ifaerd med at bringe et nyt

Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vaere mere plaget.

Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa

i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange

Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme

vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes

nodsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor

Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfolgelig

betragter hver Enkelt det som en personlig Fornaermelse af Gesandten, naar

hans Begjaering ikke tages til Folge. Det bliver paa denne Maade

Hundredetusinder, der vil med til Grevys Bal; en halv Snes Tusinde af dem

i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.

Der fojes af Teltdug store Tilbygninger til Palaeet, alle de til daglig

Brug ubeboede Sale stoves af og befries for deres Mobelovertraek, de

Tusinder af Messing-Moderatorlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest

belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet

Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,

Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de

naermeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hojtidelige

Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdommets Dage, der

gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til

Hove, existerer ikke laenger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske

efter eget Behag. Adgang naegtes Ingen, som er i Selskabsdragt og

praesterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for

Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig

Karton af hvidt Glacepapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift laestes:

"Praesidenten for Republiken og Fru Jules Grevy udbede sig AEren af Hr. N.

N.'s behagelige Naervaerelse i Elyseepalaeet den og den Dag", og nedenunder

paa Foden den lille Bemaerkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde

det have gjort magelos Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst

streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre

Herrer i kjole og hvide Halstorklaeder sidde ved et stort Skrivebord og

attrapere enhver Indtraedende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der

rives et Hjorne af den smukke Glacekarton, og naar man vil ind efter at

have givet sit Overtoj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge

Sider af Entreen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der

vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man

een Gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af Herligheden.

Stundom kan det endogsaa haende, at man maa blive der laengere, end man

selv skjotter om. For at forebygge Traengsel, paastaa Nogle, Andre mene af

faderlig Omsorg hos Praesidenten, for at hans Gjaester skal faa Alting at

se, er der nemlig ved Elyseeballerne foreskrevet Selskabet en permanent

Rotationsbevaegelse. I den forreste Sal, hvor Praesidenten og Fru Grevy

tage imod saerlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor

Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke

tilladt at blive staaende. Standser man et Ojeblik, har man strax en

sortklaedt Lakaj med Solvkjaede om Halsen paa Siden af sig og bliver i en

daempet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre

hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjotter om det, men

det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken

man er kommen. Op ad Dorstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det

ender, plantet to hoje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og

med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spaerrer

Doren. Vil Nogen fremad, traekkes Laeggen i den hvide Silkestrompe aerbodig

ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spaerrer den

Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe

pas". Hele Palaeet, Stue, forste og anden Etage med dets labyrinthiske

Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og

Vandringen begyndes forfra igjen, for man kan komme til det Sted, man

engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i

hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Traengsel slaas om at komme til

Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt

til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at

vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem

Dansene onskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde

gjore den ellers foreskrevne Rotationsbevaegelse, blive nodt til at

absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid

nok, for han faaer banet sig frem mellem Raekkerne, der stadig staar

opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forovrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,

hvor man har Tilladelse til at bevaege sig frit, ogsaa er det eneste Sted

i hele Palaeet, hvor det er fornojeligt at vaere. Toiletterne opholde sig

ikke der; Traengselen er altfor umaadelig, til at de kan gjore sig

gjaeldende. Men Toiletter behover man i Paris heller ikke at gaa paa

Elyseebal for at beundre. Hvad der derimod traeffes i dets Dansesale, det

er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden

Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede

Kinder, med store, forundrede Ojne og Ansigter, der straaler af

Henrykkelse over at vaere paa Bal, Faenomenet er overraskende, men det er

ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der

udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som

Amerikanere og Englaendere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives

til andre Udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.

og Fru Grevys private Omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske

Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og

Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dotre til Parade

mellem store Kokotter og smaa Boulevardlover. Men for Praesidenten har det

saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig

mellem den mylrende Skare. Dets Dotre moder med Balkortet ved Viftesnoren

og med Sextenaarsglaede ved at danse, de skriver de unge engagerende

Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,

de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med

Studsen standser Udlaendingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt

forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i

Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem

om, at disse henrivende unge Vaesener virkelig er tro Kopier efter

Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de

dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lonnede

sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i

Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der

Svedebadstemperatur og Pestatmosfaere af Lampeos og sammenpakket

Menneskemylr allevegne. Man gisper og stonner, Hovedet vaerker,

Tindingerne banker i Feber, for Rotationsbevaegelsen er tilende, og man

atter kan traekke Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,

er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefaerd end dem. Forst

henad Et kommer Ballets store Maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles

nodvendig vaere med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.

Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Traengsel viger

tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling

Militaer. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vaeret saa meget

mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at

pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hojtideligt paa Faerde. Nu

kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange Ridestovler, hvide

Benklaeder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De

Fremmede bilder sig et Ojeblik ind, at det er Praesidenten, der gjor

ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjaester. Men Hr. Grevy er

ikke saa pretentios. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de

Kommende og traenger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie

reserverede Vaerelser paa forste Sal, ser man en aeldre, graahaaret Herre

gjore Forsog paa at arbejde sig gjennem den roterende Maengde. Det er

Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.

Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de

mandlige Balgjaester, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke

Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa

at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysee-palaeets Kjokken, den

kommer for at assistere. Maerkvaerdigheden, som skal gaa for sig, er

Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjokken og Champagne

i Stromme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinaer

Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre

aarlige Elyseeballer er de eneste, ved hvilke Gjaesterne bydes paa Souper.

De faar den ganske vist kun efter noget Besvaer, men de faar den dog.

Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den

serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid

et mystisk Ord, som gjor Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar

man hvisker dem "Corps diplomatique" i Oret, traekker de Silkelaeggene

tilbage. Men overfor Gardisterne hjaelper ingensomhelst Parlamenteren og

ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og

Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de

gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie

paa Operaen at hore, som de gjor det ved deres Theatres Billetkontorer,

ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjore Queue er bleven

deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det laengere. Med

Mellemrum aabnes Soupersalonens Dore, og der slippes saa Mange ind, som

den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dor, og

en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra

Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjokkenchefen

Bevaertningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har

kun den Trost, at de ved at staa opstillede saa laenge har erhvervet sig

storre Chancer for at faa deres Overtoj end de, der er brudt op paa et

tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyseebal ligesaa beklaedt,

som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme

derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende

Skjaersildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at

Republikens Praesident og Fru Jules Grevy tre Gange om Aaret udbede sig

deres tro Republikaneres Naervaerelse til denne Fornojelse, og Konveniensen

fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Naervaerelsen saa

behagelig, at de saetter Himmel og Jord i Bevaegelse for at opnaa den.

Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjore,

FORAAR I PARIS.

Den tyvende Marts skal ifolge den franske Almanak Foraaret begynde, og

den tyvende Marts skal ifolge gammel Tradition det forste Foraarstrae i

Paris staa med gronne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og

morsomt nok, som det hjemme i Kjobenhavn er Holbergs Trae, saaledes er det

her Molieres, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietrae

ligefor Indgangen til Theatre francais. Der staar det midt i Byens

Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af

det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den forste gyldne Solflod

breder sig og svommer ud over Boulevarderne gjor han en Afstikker til

Traeet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Laengselsfuldt

kiger han op til de violetbrune Knopper og folger deres voxende Bugnen.

Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede

Skjael og ser det forste gronne Blad deroppe titte frem, pjusket som en

lille dunet Kylling, der lige kryber ud af AEgget, den Dag er hans store

Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjaere Paris Maaneder

igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere:

den skjonneste Stad i Verden.

Samtidig med Molieres Trae springer hele Paris ud i et Nu. Under

Boulevardkafeernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa

Trottoiret og leer op til det piplende Gronne og til det endelose Tog

derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller

Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysees i Raekke ved

Siden af Raekke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind

mellem de lovende Alleer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,

Bornene lober og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa

Karusselhestene eller staar og hviner af Glaede over Forestillingen paa

Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer

Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet

promenerer Dandyen sine Vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,

de hvide Frugttraeer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,

gronne Plaener, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.

Laengere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver

lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.

Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrojer paa og deres rode og

blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og

forsvinder bag Pynten under Haengepilens fantastisk-skjonne Hang af

lysgront Lov. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den

vidunderlige Luft og svaelger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa

Rad, lige til de store Junilob er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne

til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som

hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris

og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres

Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sorger for, at det kan vise

sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sodt

Kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede Kinder og snehvid

broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjore sin

Sodhed gjaeldende. Det gjor de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen

Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af

Natur paa Praesenterbakke. Den traenger ikke til nogen Assistance, naar

dens fulde Skjonhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere

i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klovermark eller ved Aalobet, der

risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og dromme

paa de rode Valmuer. Saalaenge der derimod endnu ikke er hverken Romantik

eller Skygge, men kun Sole og vissent Vinterlov under Skovtraeerne,

saalaenge Klovermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hojst en

lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Faerd med at smelte,

saalaenge har den kjaere Natur dog maaske en Smule for meget Slaegtskab med

de mindre propre Smaaglutter, hvem Naesen lober paa. Man skal vaere Moder

for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vaere idetmindste et

Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede

sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en

gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa

udmaerket Dejligt ud deraf. Paa den forste Foraarsdag er Alt komplet, Alt

i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfodelsesfest,

og Paris har Festens Dragt. Plaenerne straekker sig gronne og tykke og

blode som Flojl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det

svulmende, fyldige Taeppe; der er ikke et drysset Knopskjael, der har faaet

Lov til at ligge og saette Plet paa Vaarens jomfruelige Klaedebon. Riven

har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde

vaere der; de gule, fjedrende Stole staar paa Raekke og Rad i Solskinnet

som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler

og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rode Ribes. Om den antike

Sojlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge

AEllinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa

Laurbaerbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlov

sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park

ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,

hvor den forste Foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i

flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende

Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede

Kjoreveje, med dets Fontaener, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer

endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og

naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,

og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels Boulogneskov.

Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i

Reglen aldrig faar den at se, for den er affloreret. Deres Indvandring i

Paris begynder forst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens

Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,

baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjobstadmarked. Den skal ses helst i

Marts eller April, tilnod i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har

da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som

Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den

gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det

er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og

Lindeduft kan vaere berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men

den er der Tusinder af Skove, som er faelles om. Boulogneskovens er der

derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstraeet ved Theatre francais staar i Knop, indtil

Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertraengselen og Stovet paa den

store Vaeddelobsdag ved Longchamps har staenket Banalitet over de fornemme

Alleer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for

hver aegte Pariser-existens. En Promenade der horer til. Man kan bedre

undvaere Desserten til sin Diner, end man kan undvaere den. Men der er kun

een bestemt Promenade, som gjaelder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller

Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel

kommer i Karosserne a la Louis quatorze med den vaeldige Fadding vuggende

sig paa Kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive Lakajer.

Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante

Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte

imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;

Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i

Baggrunden af deres lukkede Koupe, men udfordrende, brammende, med

Rosenbuketter bag Hestens Ore og i Groomens Knaphul, stiller den store

Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjonhed ud

paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en

Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstaevnet.

Fremmedkolonierne folger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger

fra alle Verdens Egne, der kommer en Saeson til Paris, for at Guldfloden,

hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure

Tilvaerelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem

de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af

den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,

strammes pludselig Tojlerne, og hele Strommen af Kjoretojer ruller

langsomt videre i Skridt. Man gjor _le tour_, den verdensberomte _tour du

lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Traengselen er

for taet, kjorer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsos Bred.

Der er tre, fire, undertiden fem Raekker Vogne ved Siden af hinanden og

ikke en Armlaengdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store

parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen,

for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning

Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.

Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-a-vis_

hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig

standsende, bevaeger man sig fremad til Enden af Soen. Paa den anden Bred

er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allee, men denne anden

Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjaelder kun

den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,

vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage

igjen, ind i Traengselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har

naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,

sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil

paa urette Sted, en Bevaegelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem saette

Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuose Ramme omkring det. Det kunde males

paa Bagtaeppet i en Feeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad

der kan udtaenkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig

spejlblank So med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaoer, der

romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen haenger ud, saa at

dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem

Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende

Bosketter og blode, gronne Engskraenter, hvor de hvide Sommerfugle leger

Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alleer og de sarte

Akacielunde og de lange Plaener, der ligger saa rolig, som om de var

vuggede i Drom af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner

dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og

Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Lov og tegner

det igjen i Skyggerids paa Graesset nedenunder. Friskhed bestandig fra

Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Stovgran paa noget Blad, men smaa

Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det

fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke

Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er

Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er

der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens So. Men det ser ud

omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der

fine Lystslotte og pudsede Parker, Skraenter med Villahaver og ranke

Alleer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens blode Bugtninger

det ind med Romantik, allevegne ligger Kaempestaden i Baggrunden med

Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa

slaar sine Ojne op i den hele Verden. Men det har et Saerpraeg her, som det

intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet

i Elegancens skinnende Klaeder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhorerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]

I KAMMERET.

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde vaeret opfundet andetsteds,

vilde Franskmaendene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for

deres Behov. De traenger til at hore og hores. Forst i det talte Ord er

Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,

at de har deres Styrke; forst det talte Ord virker paa Sandserne, og de

staar under Sandsernes Herredomme i al deres Faerd.

Men havde Franskmaendene gjort Opfindelsen, vilde der vaere kommen en hel

anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne

hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at

akklimatisere den, maattet laempe den adskilligt. De har, om man saa vil,

oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,

jaevn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan

Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmaendene kun ringe Sans. De

er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven

Kjod og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider

uden Forskjel, den gjennemtraenger hele Nationens Liv. Anderledes derimod

med Franskmaendene. De kan i et givet Ojeblik passionere sig for en

Regeringsform, men ogsaa kun et Ojeblik. Saasnart de har den, onsker de,

at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behover at

tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal

sorge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres

egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har

sin uhyre Udbredelse, klemmer, hojst karakteristisk, de mest laeste

Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent

for udelukkende at blive litteraere. Politiken spiller kun en Rolle i

Franskmaendenes Liv, naar den gjor Spektakel, naar den byder

Tilfredsstillelse for deres stadige Torst efter Sensation. Det forklarer,

hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversaettes til fransk

Behov. Den hedder i denne Oversaettelse Tribunen, og den har i den

undergaaet en fuldstaendig Forvandling. Parlamentarismen i England er en

Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesaettelse er det Forste, der springer i Ojnene, naar

man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et

Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds

haever de Deputeredes rode, magelige, hojryggede Klaedesbaenke sig over

hinanden, med saa staerk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet

op til Rummets halve Hojde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske

Marmorsojler med Broncekapitaeler, der baerer Loftsplatfonden, hvor

Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken

Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Sojler og byggede

fuldstaendig efter Monster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det

profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjaelp af

Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa

Amphitheater--tydeligt folge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil

sige paa den maegtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for

Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den

er en formelig Bygning med Etager, Trapper, taeppebelagte Afsatser,

Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.

Overst throner i sin gyldne Laenestol Kammerets Praesident, omgivet af

Staben af Sekretaerer og ovrige Embedsmaend. Paa Trapperne farter

Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante

Kjoledragt med Solvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er

Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og

Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Baenke, og midt imellem, bag

Talerstolens flatterende Brystvaern, paa en Plads, der er saa stor som et

almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele

Salens Opmaerksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Praesidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa

denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom

hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.

Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om

det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Ojeblik,

han begynder at beskjaeftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.

Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager

ham til den med uophorlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle

hans Laengsler, Maalet for al hans AErgjerrighed. Thi Tribunen forer i

Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv

Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at laegge Evner for Dagen, der

anbefaler til en hojere, man tager sin Stilling med Storm i et langt

Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,

og den naeste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat baerer

Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,

at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til

Ministertabouretten, idet han saetter Foden paa Tribunens forste

Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme haende ham, der er haendet

Hundreder af hans Forgjaengere? Han har altid Exempler fra de seneste

Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis

Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om

den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store

Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa

Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik

som en anden lille, brodlos Advokat omkring og holdt Taler ved Olglasset

og tog paa Borg paa Kafeerne, da han tilfaeldigvis kommer til at fore

Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for

Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne

ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev

Partiforer, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet

Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de

store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i

Slaegt med Skuespillerens. Kommer man lobende fra Gaden op paa Scenen uden

at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken

sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende

i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjor man ynkeligt Fiasco. Det

er paa Tribunen ligesaadan. Der sporges der meget mindre om, hvad man har

at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;

den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken

der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af

Modstand, for Forstaaelsen kommer. De griber ikke ojeblikkeligt og river

med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,

der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der

allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver

enkelt af Tilhorerne og praesentere dem saa paent paaklaedte som muligt,

helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Oret og kan

blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man

saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i

tilborlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succes

ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se demettre"_ har han

styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks

Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de

afgjorende Ojeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder

Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han

Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man laeser hans Taler,

forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man horer dem, forstaar man

dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig

skiftende Udtryk, Ojnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i

Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til

Auditoriet, faestner dets Opmaerksomhed ved direkte Sporgsmaal, lurer paa

hver af dets Bevaegelser og ojeblikkelig fanger selv den mindste af dem,

for at stotte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til

Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det

Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i

den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er

det Formen, det gjaelder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af

_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun

betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjobe til

Deputeretkammeret, vilde der vaere Dage, da de gjerne betalte Hundreder af

Francs for en Plads, men der vilde ogsaa vaere andre, da man ikke fik dem

til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en

almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et

Budgetsporgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa

er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her

sidder en ensom Tourist og falder i Sovn efter forgjaeves Forsog paa at

gjenkjende de beromte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en

Landvaelger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat

og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal vaere med til en

rigtig Fest. En tung Atmosfaere, maettet med Kjedsomhed, fylder Rummet.

Ogsaa Amphitheatrets Baenke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som

sidder der, gjor Orden i deres Skuffer, laeser deres Post, besorger deres

Korrespondence eller anstiller Tegneovelser i Lovforslagenes Margina. Men

Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas

perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af

Nyhedsreferenter, gjor Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de

selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke

endelig er bleven faerdig. Men han staar der endnu, bladende i sine

Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Hojst den Sagen

vedkommende Minister gjor Forsog paa at hore efter. Man har flokket sig i

Grupper og snakker hojt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som

Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa

Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un

peu de silence, s'il vous plait,"_ Praesidenten dundrer i Kathedret med

sin store, gule Opskjaererkniv, et Par Saetninger af den ulykkelige Talers

Foredrag bliver horlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang

i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor laenge, taber man til

Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle

Ender og Kanter af Salen. Praesidenten farer op; han slaar et, to Slag paa

Klokken, men Utaalmodighedskorets Bolger voxer kun hojere derved. Han

bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjor et

Spektakel, saa almindelige Orer er lige ved at blive dove. Men de

Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Stoj.

Praesidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham

Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at

gjore. _"Au vote! au vote!"_ broler det opmuntrende Kor endnu mange Gange

hojere end for. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne

gaar rundt. I Gruppemoderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den

afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Modet er tilende.

Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der

kjender, for de den naeste Dag laeser dem i Bladene. Den hele Forhandling

har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpraesidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande seance". Det er ikke

fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Forst og

fremmest gjor naturligvis alle de Moder det, i hvilke man forsoger at

vaelte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det

franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere

bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning

behoves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande seance" stillet paa

Benene. Der udkraeves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede

Tribuneaktorer vil optraede. En meget almindelig Interpellation om et rent

ubetydeligt AEmne kan vaere nok, saafremt den blot giver Lejlighed til

oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar

Clemenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en

Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar

Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Hojrebaenkene, den unge

Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjaeg og de

altid ulmende Tendenser til Vesuveruption onsker at vide, hvorfor der er

bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax

en "grande seance" af allerforste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting

at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen saetter Lidenskaberne

i Bevaegelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk

Skuespil _a grand spectacle_.

Gjor den det, saa bliver Kammermodet en stor Pariserbegivenhed. Alverden

faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisorsvenden, der plager

sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som

meget let lader sig realisere i klingende Mont, helt op til de fornemste

Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Praefektpost i

Udsigt som Doucor for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det

forst og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde

Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og

sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager

storre og storre Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags

Hof i Palais de l'Elysee og ved de store offentlige Festiviteter. Men med

Hr. Grevys Regeringstiltraedelse er det komplet forsvundet. Selv paa en

Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Praesidenttribunen

saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden

finder det under sin Vaerdighed at vise sig der. _"Ca devient horriblement

canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har

foruden sine Tirsdage i Theatre francais og sine Fredage i Operaen

egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermoder tilbage,

hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for

det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen folgelig enorm. Det er

aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan saettes i Gang for at

opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef

de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne vaere alle mulige

Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af

Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.

"Hans Sal" har vaeret overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Storsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille

sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,

skjondt Modet forst skal begynde Klokken To. Staerke Delinger Politi

traekker Kordon paa begge Sider og danner en Allee, gjennem hvilke Vognene

kan kjore ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.

Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i

Traengselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog

saa sige at de har vaeret med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de

forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er

desvaerre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det

Forfaerdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Raekke, vilde det

nye Toilettes Virkning vaere odelagt. Man vilde maaske ikke engang blive

opdaget fra Journalistlogen og folgelig heller ikke blive naevnet i

Aviserne den naeste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at

rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv

Pluraliteten af Deputerede lader sig det vaere magtpaaliggende at optraede

standsmaessigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar

der er _grande seance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke

numereret. Kun de allerrodeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjor det

grumme nodigt, men de tor ikke risikere deres Popularitet hos

Tilskuerhoben paa Quaien.

Defileen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater

og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ praesenterer Gevaer, Fanfaren

lyder, Kammerets Praesident begiver sig, eskorteret af Huissierer og

Sekretaerer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger

Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.

Modet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom

i Theatrene har man som oftest en lille _Piece de rideau_ til at aabne

med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,

for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken

Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne

i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem

deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.

Endelig, lidt efter lidt, daemper den bolgende Uro imidlertid af. De

Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne

uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og

som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besaetter

Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal

forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter

raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det haende, at den fuldstaendig skuffer Forventningerne, at

den bliver en lang, alvorlig Styrkeprove med Tale efter Tale, hvori der

er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden

Storm og Torden, uden vaesentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget

lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,

Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slaeber sig hen

efter Time, og man tor dog ikke gaa, thi det vilde jo vaere altfor

harmeligt, om det store Sammenstod indtraf netop som man var forsvunden.

I Journalistlogerne erklaeres Modet for det mest kjedsommelige, der

nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager naeste Morgen

den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvaere noget Saadant; man

vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine

Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis

sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande seance_ ret laenge kan holde

sig i Tomme. Der dumper en lille, bidende Bemaerkning ind, som bliver

fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,

Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra

alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.

_"Silence au Mexique"_ broler et regeringsvenligt Medlem under vilde

Bifaldshyl af Majoriteten over til Hojre. _"Silence a la commune"_ svarer

Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.

Praesidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved

Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen vaerd at anbringe sit _"Faites

silence."_ Man rejser sig fra sine Baenke, man flokker sig sammen i

Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny saetter derop med

Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hort. Tumulten kan vare

hele Kvarter ad Gangen, fore til personlige Sammenstod og Udfordringer,

fore til, at Modet forelobig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt

mere af sin grande seance, end man egentlig onsker. Idealet er, at

Stormen kommer, men at den daempes igjen af en oratorisk Koryphae, der

behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede

Lidenskaber som Baggrund og med den Spaending, som de saetter paa det Hele,

bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et

stort Bravourslag afgjor Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.

Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,

man vil have. Udviklingen kan gjerne traekkes lidt i det Lange, om det

skal vaere, med smaa skjaemtende Skjaermydsler, men Knuden maa strammes,

Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,

forsonende, ophojede Losning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar

hjem med Ro i Sindet, men bevaeget, loftet ud over det Dagligdags. Forst

naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande

seance. Aviserne kan saa den naeste Dag med rolig Samvittighed skrive

Spalte op og Spalte ned om Modet, naturligvis forst og fremmest om dets

smaa accessionelle Sider. De kan vaere sikkre paa, at hele Paris vil sluge

dem med Opmaerksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor

Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under

almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot

bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Ojeblik, da den franske

Tribune bliver mere end et sensationsvaekkende Skuespil. Saadanne

Ojeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon

tidt kan frembyde, saa tor det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie

stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte

vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har

vanslaegtet fra sit store Ophav.

DET RODE PARIS.

Paa den venstre Seinebred, i en af de laengst bortfjernede Udkanter af

Paris, ligger der mellem faldefaerdige Ronner, i en mork, ubrolagt Gade en

lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om

at naa i Droske. Bagved Skjaenkestuen med dens grontmalede Traeborde og

tilrogede Vaegge er der et storre Lokale, som af og til plejer at blive

brugt til Feter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa

Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jaevnligt i koreografiske

Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til

tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tonde, kan der

ogsaa til Nod stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var

bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophaengt en

vaeldig, med rodt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes

udenpaa Skibe for at afparere Stod, og man havde dekoreret Vaeggene med

tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rodt Shirting, mellem

hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og

af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var

Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behaengt med rodt Toj og

ved Hjaelp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs

Vaeggene stod der lange Borde af uhovlede Braedder, bedaekkede med grove

Duge og store Olglas.

Anledningen til alt dette var saare hojtidelig. Tro mod Traditionerne fra

den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,

Broderskabets og Humanitetens AEra, som skulde brede sit Lys ud over hele

Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre

festligt Sprog betod det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre

akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden

nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig

hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund

forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende

med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smorrebrod

paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui

sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide

Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var naeppe komne til Syne, for hele

Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve

Kommunen!" Men Ingen taenkte paa at gjore Plads for de ankomne Gjaester;

sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, for

man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemaendene fra

Ny-Kaledonien var torstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var

der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin

Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk

Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemaendene var

AEresgjaester og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en

reserveret Dor vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der

ikke laenger var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af

Bevaertningen ved at vaere imodekommende, aabnede Raekkerne sig, og

Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig

hoje Raab nede fra Skjaenkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var

arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier

Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af

aldrig endende Brol: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Folge saaes

Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoit

Malon, Guesde og andre forhenvaerende Kommunechefer. De tog Plads ved et

for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.

Modet var fuldtalligt. Opvarterne praesenterede sig i Salen med

langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjaenkedes samt med store

Brodbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu hojere Hyldestraab

end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og

stoppede endelig med deres Smorrebrod Munden paa Skraalhalsene.

Formandsklokken ringede; den hojtidelige Del af Festen tog sin

Begyndelse. Det var en uendelig Raekke af Taler, i hvilke Essensen dog

omtrent vedblev at vaere den samme. Ved det souveraene Folks Villie var de

overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Faedrelandet, fordi det

republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den

forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhaengere vilde levere det

kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte

Kommunen igjen; naeste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun vaere smykket

med rode Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele

Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den

havde i Virkeligheden ogsaa naermest gjort Indtryk af en

Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,

halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rodskjaerfede Borgerinder, der

fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde

Talerne, med de hvert andet Ojeblik vaeltende Borde, med dens opstyltede

Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le

bon Dieu", dens hele oredovende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.

Men ikke destomindre var Dagen en Maerkedag i det rode Paris' Historie.

Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa

den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,

til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af

Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdommets Fald havde man kun kunnet arbejde saa

smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa

Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden

holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man

lagde til Bygningen, maatte laegges i Smug. Men saa blev Marschallen

styrtet, der kom ubegraendset Tale- og Skrivefrihed, der kom forst og

fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, provede Arme vendte tilbage

fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig

ved hojlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornodent, for at det

kunde blive til Noget. Efter den forste "AErespunch" for de hjemvendte

Martyrer, fulgte en lang Raekke Banketter og lignende Festligheder, ved

hvilke man sogte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev

ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i

Ojeblikket var det ganske vist mere Lojer end nogen alvorlig

Samfundsfare, der var paafaerde. Friheden selv, sagde man, vilde vaere den

bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man

glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske rode Agitation laa et

stort, alvorligt Samfundssporgsmaal og ventede paa sin Losning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med taette Taager om sig.

Lykkelige over igjen at kunne gjore Spektakler, saa galt de lystede,

flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet

faelles Maal end netop at gjore Spektakler. Der kom da den forste Periode

i det rode Paris' nye AEra, den store Enighedstid under Banneret, som

Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til

hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt

opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende rode Helgeninde

Louise Michel.

Hun er oprindelig Laererinde og har, skjondt hendes Foraeldre var Bonder,

faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt

saerlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde

reflektere over, hvad hun havde laest, gik det op for hende, at hver Gang

Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det vaeret

tilstraekkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det

Ojeblik har hun selv kun levet for at udfore et saadant

Supprimeringsvaerk; hun folte det som en hellig Mission, der var betroet

hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldfore den,

er hendes tragiske Skaebnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig

Umage nok. Forst var det Kejseren, der skulde vaere hendes Offer. Hun lod

sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis

hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand

stottet paa et Dodningehoved og den anden loftet theatralsk haevnende i

Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som

hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og

Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at traenge frem til

Kejserens umiddelbare Naerhed, og folgelig kunde hun heller ikke komme til

at stode Dolken i hans trolose Bryst. Da han var styrtet, kastede hun

sine Ojne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbod Kommuneregeringen

at gaa til Versailles og gjore Brug af sit saa laenge slebne Vaaben, og

for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til

Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt

Mandat til at ivaerksaette sin Plan, men Ferre, den Samme, der lod

Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges

paa en Forbrydelse og forbod hende at fuldfore sit Forsaet. Stakkels

Louise Michel! Hun lod sig da noje med at ifore sig en Uniform som

Nationalgardist og kaempe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy

blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte

hun sig selv og erklaerede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer

mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"

sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun

blev ikke skudt, hun blev sendt til Noumea, hvor hun senere kom til at bo

Dor om Dor med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt

til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved

alle Lejligheder forte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst

have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjore en

fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at

myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsaet, Zuluerne gik

hende i Naeringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Noumea fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans

Glorie. Han var bleven den forste Mand i Republiken, han stod omgivet af

en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populaere Dage aldrig havde

naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede

sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene

Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville

eller La Villette, og overalt strommede den rode parisiske

Arbejderbefolkning til for at hore "den store Borgerinde". Rochefort

havde arrangeret en hojtidelig Modtagelsesscene paa

Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og

i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende

om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden

vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet

hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun

kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Bornene i Omegnen og

skjaenkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og

Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfaeller i Exilet. Da man i

Betragtning af denne Adfaerd tilbod hende Benaadning, afslog hun den og

erklaerede, at hun vilde blive paa Noumea, saalaenge der var en eneste

Landsmand derude, der traengte til hendes Hjaelp. Og ogsaa efter sin

Hjemkomst sogte hun at give dette Helgenindery ny Naering. Hun afviste

Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.

Folk, der besogte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog

Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste

Armod, og hver Gang hun gav Mode i en Forsamling, undlod hun ikke, efter

at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhorerne om, at hun desvaerre

maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg

Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes

ostentative Praesentation af sig selv som barmhjertig Soster end var,

undlod den ikke at gjore et umaadeligt Indtryk paa de parisiske

Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Forere i den Grad

opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, horte man dem idelig

sige: "De seer jo, hun gjor Alt for os, Intet for sig selv." Det var det

vaesentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi

personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun vaeret smuk,

vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredommet over Masserne. Men

hun er tvertimod grim som de Faerreste. Paa en lang, mager Hals sidder der

et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Naese, smaa sorte,

stikkende Ojne og grove, mandlige Traek. Hendes Organ er tort, rustent,

hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad

hun siger, er en Lektie, hun har laert udenad. Men hvert Ord siges

distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsaetter sine

Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at hore i disse

Forsamlinger. Efter hver Saetning gjor hun en lang Pause, under hvilken

man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var naerved at vaelte

Huset i endelos Begejstring. Og naar Talen saa var faerdig, var der i

Regelen en lille rodklaedt Pige ved Haanden, som overrakte hende en

vaeldig, hojrod Rosenbouket, Louise Michel blev rort til Taarer, takkede i

bevaegede Ord og erklaerede, at hun modtog disse Blomster for at laegge dem

paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke vaeret vild for,

blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra

Tribunen og baere hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver

naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhojeste Grad,

Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med

fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig

vaekker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun

siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, hojtravende Ord om Folkefrihed

fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om

Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med

smaa, historiske Fortaellinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,

Versailles' Faengsler og Auberive. Selvfolgelig har hendes Foredrag et

staaende Omkvaed, der gjaelder hendes og hendes Medborgerinders Mission.

Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun moder stadig med en

kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og

Marie Cadolle jaevnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har vaeret underkuede,"

siger hun, "men ogsaa vore Baand skal spraenges. Alle skal vaere

ligeberettigede, og ogsaa vi vil vaere det. For at bevise vor Ret dertil,

forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte fore det forste Stod.

Vi Kvinder vil praesentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har

nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Haevnens Vaaben i Haanden og offre

sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjaeves venter paa Lejligheden til at gjore dette, er

imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.

Hun viser sig endnu af og til ved storre, hojtidelige Anledninger, men

Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke laenger

som for i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den

rode Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usee", som det,

saerlig i Paris, er de fleste populaere Afguders Skaebne at blive det. Hun

har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmaessig et nyt Bind

hver anden Maaned. Den rode Bevaegelse, som hun en Stund bidrog til at

give Vind i Sejlene, har ikke laenger Brug for hende; den er kommen ind i

nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglaeden efter Noumeaaarene og paa

rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den

kunde rimeligvis have varet adskilligt laengere, end den varede, hvis ikke

den Allarmanledning, som man gik omkring og sogte uden at kunne finde

den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de

uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen

derovre hverken var forberedt med den nodvendige Indsigt eller fortes med

den tilborlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet

at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sorgeligste

Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Folge af, at

Frankrig styredes af et Ministerium, hvis vaesentligste Beskjaeftigelse i

laengere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,

i hele to Maaneder var Landets Repraesentation under disse alvorlige

Forhold ikke samlet, den rode Agitation kunde aldrig onske sig heldigere

Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store

Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveraene Ret til selv at

konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket

op med den forhenvaerende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og

Domfaeldelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysee Montmartre.

Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Rode nu af en

formelig Mani for at ville saette under Anklage. Der blev Uge efter Uge i

Anledning af "de skandalose Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og

ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjaendig

Spekulation af rovbegjaerlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",

holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og faeldet

Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta

til hele Samfundet under Tiltale. De Rode svaelgede i Spektakelnydelser.

Deres populaere Dandsesale praesenterede sig i straalende Dragt. Fra

Balkonen vajede der rode Flag i Maengde; foran Musiktribunen i Salens ene

Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rodt og flankeret af

sorte Bannere, hvorpaa der med luerode Tal stod "1871". Vaabenskjolde med

Stokkebundter og Liktoroxer, Statuer af Republiken med den rode frygiske

Hue paa Hovedet, lange, rode Silkefaner med gyldne kommunistiske

Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget

om Lokalets saedvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Ol og

Braendevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og

af Hvidlog, og som ikke forbedredes ved Tobaksrogen fra Hundreder af

Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udforelsen

af deres Funktioner. De talte og hvinte, braendemaerkede Regeringen med

samt de andre "Forraedere", som var i Pagt med den, vaeltede det gamle

Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville saette under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der

blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjaelde, horte

Enigheden mellem dem op. Rodt er ganske vist altid rodt, men den rode

Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise

skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved

Siden af hinanden. Saalaenge det i Samlingsperioden under Jeanne

d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde

Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i

Haand; saa saare derimod et konkret Sporgsmaal tvang dem ind paa

Undersogelse af, hvad der skulde vaere Maalet for deres Spektakler, kunde

der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske

vist Kaempeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede

ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Hog over Hog.

Kollektivisterne forkjaettrede de Intransigente, de rene Anarkister

forkjaettrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste

var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev

stemplet som en Reaktionaer. Han havde jo "slikket de kejserlige

Generalers skimlede Stovler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en

Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til

Haeren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente

simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,

erklaerede Gauthier, en af de Hojrodestes Talsmaend, Sligt for ligefrem

Idiotisme, Kun Forbrydere eller Staerblinde kunde fremkomme med et saadant

Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstaevnes, for de Modres Dom,

hvis Sonner fortes til Slagterbaenken i Afrika, for de Faedres, de Brodres,

hvis Stotter og kjaereste Slaegtninge myrdedes uhaevnede paa en fremmed

Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet

ikke vilde vise sig saare villigt til at give Mode for en saadan

folkelig, hellig og suveraen Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat

have droftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig

til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste

Venstres Deputerede forsoge paa at spaerre Folket Vejen, skulde man gaa

over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres

Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde vaere, fik man ogsaa at

vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa

lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa

de nuvaerende Institutioner i Frankrig, hele det nuvaerende Samfund ende

med en Sang. Men denne Sang skal vaere sidste Vers af Carmagnolen: "a la

lanterne! a la lanterne! a la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i

Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte

Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og

ojeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var folgelig ikke Andet end

en Hoben Forraedere, Menedere og Bedragere. Clemenceau havde aldrig vaeret

Andet end en forklaedt Royalist af vaerste Sort, selv Tony Revillon, deres

egen Repraesentant og Gambettas Besejrer, havde kun behovet at sidde i

Kammeret tre Dage for at blive gjennemtraengt af dets Raaddenskab. Man

havde folgelig kun Et at gjore: lade hele denne Yngleaets Hoveder falde

under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Mode med rene

Ord anbefalet som en Nodvendighed, og man skiltes med Loftet om snart

atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste

Gang havde vaeret saa ufornuftig ikke at braende.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Lofte. Regeringen lagde Proces an

mod Hovedtalerne paa Modet for Ophidselse til Opror, under et tidligere

Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til

Forsamlingssalen stodende Kaserne for at skride ind, hvis

Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig

Gambetta kom til Roret, fandt de Rode det endnu hensigtsmaessigere at

stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornodent Fald ikke

vilde vaere bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under

denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det rode

Paris meget betydeligt. Den havde losnet Taagerne omkring det; den havde

tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhojre de blakkede, famlende

Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en

Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,

der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den rode Bevaegelse i sin Haand. Det

kan under givne Forhold faa Assistance fra beslaegtede Revolutionaere paa

begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne

komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe

af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har

under de forhenvaerende Kommunardchefer Eudes, Grange, Vinant og Cournet

delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med

Formaend og Underformaend, der skal sorge for Udforelsen af det overste

Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning foler ingen Lyst

til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen

af Cheferne, der kan fortaelle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var

fodt Konspirator. Der er Folk, der fodes til det, som der er Folk, der

fodes Poeter, og Andre, der fodes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun

det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle

mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjaele. Selv Hovedmassen af dem,

der er tilsinds at vaelte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa

Lov til at vaelte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske

Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene

deres Standpunkt. Ethvert Forsog paa Organisation var efter hans Mening

overflodigt og reaktionaert, og folgelig ogsaa Dannelsen af en

hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Ojeblik

konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den

Organisation, som behovedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde

skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,

faeldede sine Domme og sorgede for deres Udforelse. Med en saaledes

beskaffen Samling af Revolutionaere er der under normale Forhold ingen

Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstaerke Grosset af

en eventuel Omvaeltningshaer, men de kan ikke selv hverken forberede eller

fremkalde nogen Omvaeltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.

De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres

Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:

gjore Spektakel for at gjore Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas

Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig

Udbredelse og hans Tilhaengere synes talrige, fordi det republikanske

Partis yderste venstre Floj med Clemenceau i Spidsen gik sammen med dem.

Clemenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under

Gambetta, og det var forst, da dennes autoritaere Tilbojeligheder begyndte

at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr sogte Kadrer

for den Oppositionshaer, hvis Chef han haabede at blive. Han har et

Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,

demokratiske Republik, gjennemfort ud i alle dens Konsekvenser. Han vil

fare med Damp, hvor de andre Republikanere onsker en langsommere,

gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der

existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets

forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere

forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et

Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille

nogen Rolle, maa de stotte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,

og alle deres Bestraebelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve

ved at skrive det sociale Sporgsmaals Losning paa den Fane, paa hvilken

de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer

noget socialt Sporgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han

kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det

i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i

det Ovrige gamle Europa. For det Forste er det allerede ved Revolutionen

af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige

siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med

Naturnodvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er

samlet paa nogle ganske faa Haender, er i Frankrig en absolut Umulighed,

simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa

staerkt, som det overhovedet kan lade sig gjore. Den langt overvejende

Masse af Folket er i England ejendomslose Nomader, i Frankrig er det en

Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa

den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis

antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store

Industricentrer staar som et endnu mere truende Spogelse det Tidspunkt,

da Landbefolkningen drages med ind i Bevaegelsen; den er den umaadelige

Reservehaer, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Stotte.

I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstaendig; der kan der aldrig

blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle

Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet

naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,

Jorden rig, Lonnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornodenhedernes

Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det

er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et

anstaendigt Udkomme, men gjor ham det ogsaa muligt, naar han er

sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtraedende Dyder i den

franske Nationalkarakteer--at laegge til Side, saa han kan sikre

sin Alderdom.

Det er da ogsaa forst netop under de sidste Aars rode Agitation, at den

socialistiske Bevaegelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der

er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en

okonomisk Basis og har okonomiske Maal for Oje. Lige siden Saint-Simons

og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels

enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos

Folket, dels politiske Agitatorer, som sogte at blande socialistiske

Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde

lede. Men den egentlige, okonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned

til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke

vaeret nogen Kraeftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i

1871 var i Virkeligheden et politisk Faenomen, fremkaldt ved rent

exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling for eller

senere. Forst efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske

Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rodes Ledere soger en Formel for

deres Agitation, og de finder i det sociale Sporgsmaal den eneste, paa

Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en

revolutionaer Bevaegelse. Under Meetingsperioden fremtraeder den

socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoit Malon og Jules Guesde i

Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegraendsede Tale- og Skrivefrihed,

en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit

eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts

"L'Intransigeant" soger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter

naermest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne

rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser

Nodvendigheden af at slutte sig taet til det nyopdukkende Parti, daglige,

og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,

populaere Piecer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der

praedikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med

fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et

naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,

hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans

vage revolutionaere Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske

Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede

Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen

af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhaengere, ved Valgene til

Deputeretkammeret i September var modte med en Styrke af 106,000. Om

nogle Aar vilde de, tilfojede han, efter hans Overbevisning vaere en

Million og udgjore "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne

vilde kaempe lige forgjaeves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa

vil hans Profetier dog naeppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er

i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste rode Bevaegelse, der

virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden

vil samle alle revolutionaere Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,

fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig

organiseret, og fordi den i Modsaetning til de andre rode Partier

fremtraeder med et bestemt Program. Man faaer ingen Saed til at voxe og

trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken

er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk

Bevaegelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa vaesentlige

Modifikationer, at et socialt Sporgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis

af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhosten er i flere Aar slaaet

fejl, Phyloxeraen har odelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre

Omstaendigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende

Stigning paa alle Livsfornodenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke

har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsogt

Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, for Skaden kan vaere udbedret.

Desuden maa der tages med i Betragtning det maerkelige okonomiske Faenomen,

der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold

i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte

Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er

tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes

mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig

heldigere stillet end sine Kaldsfaeller i England og Tyskland; det rent

materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvaer. Det bliver ham

imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre

tilstraekkeligt. Med den stadig voxende Folelse af Menneskevaerdighed, med

Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestraebelser

for at gjore selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater

og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har

sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over

det for Livets Ophold absolut Nodvendige, han faar en Sans for Nydelse,

et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere

og mere energisk kraever Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslonnen, hvori et saadant Krav havner, har

hidtil vaeret mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den

franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede

Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et maegtigt

Stod fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af

Produktionsmethoderne, Nodvendigheden af at gjore den engelske Industri

Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige

tilstodende gunstige Omstaendigheder bidrog til at gjore dette Opsving

endnu staerkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdommet var en industriel

Guldalder for Frankrig. Krigen medforte vel en uundgaaelig

Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget

dodbringende Stod, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,

indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit

Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembod Betingelserne for,

at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men

Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har

kjendt. Samtidig med, at Livsfornodenhederne bestandig bliver dyrere og

dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver storre og

storre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at

Arbejdslonnen yderligere kan foroges. Denne Hindring er den Konkurrence,

som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle

Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede staerkt fremtraadt. De

uhyre Landstraekninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjor det

muligt for en Kolonist med sine egne Haender at kultivere et ti Gange saa

stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i

Havres Havn kan saelges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For

mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa

uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har

end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der

lader de europaeiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har

aabnet paa Kornmarkedet, er den i Faerd med at gjennemfore paa saa godt

som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og

videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig

Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslonnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle

Foretagender var i Haenderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke

vaere saa betaenkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for

dem selv ved ikke at imodekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa

nogen Maade lod sig gjore, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede

Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt

Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver

Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som

Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,

af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imodekommen mod den

arbejdende Klasse er ikke laengere mulig. Thi de Tider er forbi, da den

store Industri var i Haenderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som

overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil

sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med

Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at

Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og

Aktionaerernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af

deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor

den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital

og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Faerd med at forme sig i

Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nodvendighed og synes i

ethvert Tilfaelde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstodet af

dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for

sin Udsaed, som hidtil har manglet, men som Omstaendighederne synes hurtig

at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem

selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionaere

Politikere blive for at gaa dens AErinde og derved om muligt fremkalde de

rorte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjaelp gaar Alting

grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i

et uoverskueligt Tidsrum vaere i Stand til at holde den socialistiske

Bevaegelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod

Socialisterne, man erklaerer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,

arresterer og dommer Partiforerne. I England har Demokratiet gjennem

Aarhundreder bojet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stod

udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, for det atter kunde losgjore

sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler

Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe

fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde

aldrig have kunnet finde sig i at lade et Sporgsmaal som for Exempel det

irske traekke ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Sporgsmaalet har rejst

sig tilstraekkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjorelse, taaler man

ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov

til fuldstaendig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele

Samfundets Omvaeltning og Spraengning saa bindegalt og i saa ophidsende

Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort

Samfundssporgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke laenge blive holdt

in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe

Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed

for, at det alligevel vil blive den forste Skueplads for dens

Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det rode Paris har opdaget

dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil

fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kraefter paa Forberedelserne

til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde

Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.

Det er en okonomisk, ingen politisk Omvaeltning, der gaas imode. Det

sociale Sporgsmaal vil fremtidig vaere Indskriften paa de Rodes Banner.

Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Losning paa

Samtidens store Hovedsporgsmaal, men saalaenge ingen anden er funden, er

dens Doktriner de farligste, det rode Paris kunde bruge som Loftestang

for sin Agitation.

PAA BORSEN.

Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store

Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Borspladsen. Den er

Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Braendpunkt tillige for

disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under

bestandig Hojtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa

Asfaltfliserne og saetter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i

taette Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene

raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem

gjennem Traengselen. Vognene proppes paany Med en Behaendighed som

Akrobaten, der dandser mellem AEg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud

af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle

Kanter af Kaempebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa

den anden Side Midnat endogsaa. En Haerskare af Avissaelgere vandrer

omkring og raekker paa lange Staenger deres Blade og Flyveskrifter op til

Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voila le crime de

Boulevard Malesherbes! Voila la France! la 2me edition! Faut voir le

bombardement d'Alexandrie! Les dernieres detailles! Voila le scandale de

l'Elysee! Voila, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,

broget Blanding af Sandhed og Roverhistorier imellem hinanden, men mest

det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at

pirre de blaserede Oren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra

Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner naesten i

en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse

hundredtungede Raab kun gjor Virkning som enkelte daempede Violinstrenge i

et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i

hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalaenge

Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,

man horer, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er

potenseret op til en Hojde, draget ind i en daemonisk Sfaere, hvor

menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke laenger

straekker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som

den, hvis Helligdom er Templet paa Borspladsen, ingen anden, der har saa

fanatiske Tilhaengere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.

Dens Praester er ikke her en Kaste for sig af stive, torre,

forretningskolde Vaesener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af

"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde

Revue over hele den Verden, der svommer ovenpaa i Paris, der tumler sig i

dens Nydelsessol og saetter Praeg paa dens offentlige Liv; for hvert

Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og

Trosbekjendelse, hvis hele Tilvaerelses Indhold rummes i den ene Saetning:

_je vais a la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa

gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Lon end er, der betales for

mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu storre. Med en

halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat

lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",

der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal

raade over, for at den kan gjore Figur i samme exklusive Verden, er

aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten

af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.

Paa den anden Side skal man vaere svaert i Skuddet eller have en

exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for

det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,

at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Borsen".

Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til

Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de

Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold

ikke synderligt Besvaer at foroge den aarlige Indtaegt med baade tyve og

halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne

Pariserliv efter i Sommene, vil man finde, at det er forbausende Mange,

der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at

forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage horte man til de

misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af

en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade

kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmaendene, der

staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler

Maengdens Opmaerksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at

have i sine Saloner, det er deres Gjoren og Laden, der fylder

Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der

Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjonne, som der nogensinde har

vaeret. Men de gjor ikke naer saa meget Sprael som den store, guldrode

Borskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure

Smaamillioner. For rigtigt at vaere med i "Tout Paris"'s Liv er det saa

halvvejs nodvendigt at vaere med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_

fra Firserne ma "gaa paa Borsen". Har han ingen Trang eller Lyst til

Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjaeftiger

sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og

Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det

vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,

en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids

mere Oplyste selvfolgelig ikke tager med i Betragtning.

I taette Stromme bevaeger da umiddelbart efter Frokosttid de Andaegtiges

Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er

ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder

sig ud i Borspladshavet, men den faar stadig igjen Tillob fra alle

Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter

og danner en uigjennemtraengelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.

Klokken halv Et kommer Ypperstepraesterne, _le parquet_", de edsvorne, af

Staten ansatte Vexelmaeglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som

derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en

Million for et Agent-de-change-Patent. De forste Kurser slaas op. I

lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu for de

er standsede, og farter op ad den hoje Marmortrappe. Kun den skjonne Part

af de Andaegtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men

til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres

Lidenskab vaeret altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille

Hoved med de spaendte Ansigtstraek ud af Koupevihduet og sender

forventningsfulde, urolige Ojekast op til den store Bygning, hvor deres

Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der

staar paa Tavlen mellem Sojlerne, deres Sorgens og Glaedens Evangelium,

det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,

den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og

gjor det lille Hoved ort, som Kjaerligheden gjorde det i de unge Dage, de

knap mindes laenger. Den breder sig ud over dem, denne daemoniske Larm, ud

over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer

helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,

magnetisk forunderligt, overdovende, hvor fjernt og dumpt den end

klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer taetved En. Den har

over sig det Samme som Stojen af en stor, styrtende Fos inde mellem

Bjergene. Den er uhyggelig, denne Stoj, den klemmer for Brystet, den

jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den

paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og horer

og taenker.

Mellem Sojlekolonnaden, der lober rundt omkring Bygningen, og inde i

selve Borshallen er det mere end Stoj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle

umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke hores. Den

umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa taet, at der

ikke kan saettes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de

i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je

vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je

vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den hoje Borsbetjent i

sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Ojeblik

mister sin kolde, vaerdige Ro. Men de Andre horer ham ikke. Med funklende

Ojne og faegtende Arme, med hele Legemet i Fart soger de at arbejde sig

frem i Traengselen. Oppe fra Galleriet, der lober rundt omkring Salen,

seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemaeng, som en

titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens

Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer

Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Oret i smaa,

hemmelighedsfulde Saetninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde

i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevaeget Markedet er, desto

bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden

vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte

Arme og med Haanden loftet som til Slag. I det naeste Ojeblik synes den at

skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Facon de

parler_, en af Borssprogets mange maerkelige Terminusser. _C'est un

Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man

forstaar hinanden.

[Illustration: Kurserne slaas op paa Borsen]

Tummelen og Traengselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til

Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser saettes, og saa er det, man

i en Fart maa bestemme, om man vil kjobe eller saelge. Alle strommer til

_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor

Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemaenget naaer sit

Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og broler og river og flaar i

hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfaerd

i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevaegede Krisetider ofte gjaeldt. Men

det gjaelder ikke saa sjaeldent mere endnu. Efterdonningerne af Larmen

derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op

til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om

selve Landets storste Interesser, der tages Bestemmelse. Som Borspladsen

er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefaerdsel, saaledes er

Pariserborsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de

vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,

og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun staerk,

naar den har Borsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed

ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers

naesten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,

og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs

Skaebne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Borsens Aversion mod hans

Finantsminister Allain-Targe. Med Rette eller Urette betragtede

Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for

Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i

denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog

Borsudsendingene koldt og ikke ansaae det nodvendigt at lytte efter deres

Raad, erklaerede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle

Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det

store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populaereste Politiker

ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Borsen for Leon

Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjornesten. Det havde hverken

Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til

det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de

store Borsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik

Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige

Politik ogsaa; havde de tre Praesidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,

som Borsen viste det, saa vilde dets Dage have vaeret talte, inden der var

gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk

Sporgsmaal, saa er det forste Dokument, man raadsporger, Borsens

Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betaenkeligt paa Hovedet,

selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der

er i Gjaere, fortraeffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man

det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for

Landets Velfaerd Tjenlige.

Et saadant Faenomen vilde vaere utaenkeligt, hvis det i Borslivets Tummel

alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige

Pariserlediggjaengeres Indtaegtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden

drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.

Templet paa Borspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det

spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af

Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Haevderen af

dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserborsen i Ondt som i Godt er

kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne

til det maa soges laengere tilbage. Allerede det andet Kejserdomme gav

Stodet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for

den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side

den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden

det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under

Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var

ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne

baere de med dette "vie surchauffee" forbundne Udgifter begyndte den

fornemme Verden allerede da at gaa paa Borsen. Saalaenge Adelen holdt sig

fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa

Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjondt de selvfolgelig

ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blaendet

af det tredie Kejserdommes Glands, fandt sig befojet til saa halvt om

halvt at laegge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det

nodvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at haevde sin

Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen

var forsvunden. Selve Hoffets naermeste Omgivelser oste af den nye

Berigelseskilde med fulde Haender. Millionen var en Stotte for Regeringen,

og den haedrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati

blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog

Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske

fornuftigt og ganske hensigtsmaessigt at give de gamle rustne

Vaabenskjolde et nyt Overtraek af Louisd'or-Guld. Borsen gjorde ingen

Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den folte sig vel

endogsaa baade stottet og smigret ved, at man henvendte sig til den

derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forogedes, dens hele Liv fik Dag

for Dag under Kejserdommet mere og mere Vind i Sejlene.

[Illustration: I Borssalen Klokken Tre.]

Det er imidlertid forst under den tredie Republik, at den er naaet til

Hojden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens

Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart

for den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende

Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilvaerelse.

Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs

uudtommelige naturlige Hjaelpekilder strommede hele Landets Befolkning til

med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige

Summer blev overtegnede tredive Gange i Lobet af en eneste Dag, man stod

i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var

greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med

Beundring var Frankrigs Venner, med indaedt Misundelse dets Fjender Vidne

til denne overvaeldende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor

selve Rigets Graendser kunde den ikke undgaa at vaekke Forbauselse og, da

Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtaegt. Man havde faaet

det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa

at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var

kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjore det fluktuerende var

bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i

Milliardlaanene, man bod det nye Aflobsrender, og det og meget mere til

ostes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende

dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i

en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Borsens Tiltraekningskraft. Der

bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af

Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:

Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmaend har bestandig betragtet

deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en

Formue. Man havde oprindelig nojedes med at forlange den som Resultat af

en Ungdom i ihaerdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Borsen,

forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk

lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som

Millionaerer den naeste. Saadanne Exempler maatte nodvendigvis virke

fortumlende. Man begyndte med at ville vaere rig i Lobet af to, tre Aar,

man endte med at ville vaere det i Lobet af en Uge eller to. De alvorlige,

grundmurede Borsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over

Spillet. Alverden spillede paa Borsen. Landets forste Slaegter gav Tonen

an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.

med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv

Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betaenkte sig ikke paa

offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar

Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa

Borsen. En eller anden forhenvaerende Ministers Navn kunde ikke undvaeres

og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og

Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om

Love, som kunde saette en Stopper for dette Uvaesen. Og mens

Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dor til Dor paa Samfundets

Hojder, traengte den samtidig ogsaa laengere og laengere ned i Dybderne. Den

traengte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,

der saae deres Herre kaste Penge ud, skjondt de vidste, at han ingen

Formue ejede og Ingenting bestilte, de laerte snart at opdage den

uudtommelige Guldkilde og at ose af den selv. Portneren saae en skjonne

Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De

Operationer, der gav saa magelose Resultater, mente han, maatte han dog

ogsaa forsoge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de

store Summer, de vandt, til Urtekraemmer og Spaekhoker og Gronthandler, og

ogsaa de fulgte Trup. Og Gronthandlerne smittede Saelgekonerne, og saadan

i det Uendelige.

Udenfor Borsen, paa Baenkene langs Omnibuskontoret og under Traeerne, sad i

lange Raekker de gamle "Boursicotierer" og drev Spekulationen i deres

vaerdilose Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre

fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen

havde naaet sit Hojdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.

[Illustration: "Les boursicotieres".]

Den kom i Affairen med _"Union generale"_, Bontoux's beromte Bank, det

sorgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Borsspekulationen og

dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde for Firserne kun

vaeret lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som

den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da

han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at stotte

sig til Mac Mahons naermeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der

gjennem denne stod i hoj Gunst hos Kejseren af Osterrig og de osterrigske

AErkehertuger, Maend som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de

Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med

Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Maengde

Koncessioner i Osterrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde

"Union generale" og dens Affodning, den osterrigske "Laenderbank", eller

_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmaerkede Forretninger og

erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Osterrig fra de

tidligere Forretningsmaend. Men dertil kom yderligere en anden, meget

vigtig Omstaendighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at

skulle vaere et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til

at modarbejde Jodernes, saerlig de tydske Joders Indflydelse paa det

parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende

Pengemagt kaempe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjorende

katholske Kirke. Den stottedes som Folge deraf af hele Gejstligheden i

Frankrig og Osterrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af

Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve

Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Stotte for Banken.

Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lod paa 500

Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde

hundrede. Kort for deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de

til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens

Grundlaeggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.

Selvfolgelig kunde det ikke vaere gaaet naturligt til. Der havde vaeret

Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud

mirakulose Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.

Under Kampen med de jodiske Bankierer, der dannede Konsortier for at

fremtvinge Baisse paa "Union generale"'s Papirer, havde denne selv sogt

at holde Kurserne ved strax at opkjobe de af dens Aktier, der blev

tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet

godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne spraengte. Men

til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne

Borsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen

blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget

betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne

op til en ikke mindre fabelagtig Hojde end "Union generale"'s. Fra 900

var de stegne til 3500. Den naevnte Spekulant havde forst ved alle

kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjobe,

faaet det paagjaeldende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da

saa Hojdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa

Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang

sine naermeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en

eneste Dag medforte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv

sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke

undgaas. Dette Ojeblik benyttede Koalitionen af Borsmatadorer for at

ramme Bontoux dodeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre

Baisse, som Paris's Bors endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke

engang i Mires's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke modtes af nogen

Kontramine, og da Banken ikke laenger havde Summer nok til at kjobe op som

for, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Borsdag fra 3200 til

1300, altsaa noget naer 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag

over Paris, og det medforte en almindelig Panik. Den langt overvejende

Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som

ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de

saelge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte

ligeledes saelge for at daekke dem, og Baissen bredte sig da og

oversvommede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,

hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte

paa Borserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden

horte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne

ogsaa vaeret forsynlige Folk, som havde hort op, mens Legen var god, men

de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag

styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde

tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Odelaeggelse, men Mange kom

kun ud af Krisen med en Gjaeld paa Halsen, som de kunde behove Aar af

deres Liv til at daekke. Der var saerlig een Klasse af Mennesker, som

Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med

dens store Behov for Luxus, dens staerke Fantasi og dens gamle Tro paa, at

Guld og gronne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa

den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var

der naeppe ti, som ikke i storre eller mindre Grad kom under Indflydelse

af Berigelsesvanviddet. Verdensberomte Stjerner, der havde gjort Karriere

og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra

igjen med tomme Haender; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,

sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle modte

paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke

kaempemaessige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner

og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling

om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i

disse sorgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev

forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved

at hjaelpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed

indbyrdes, der er et af de smukkeste Traek i den franske Nationalkarakter.

Overfor Fremmede har Pariseren Hofligheden paa Laeberne og Hjertet lukket;

Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.

Denne Redebonhed til at hjaelpe, i Forening med den umaadelige Evne paa

alle Kanter til at kunne gjore det, forhindrede, at Katastrofen med

"Union generale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget

Foretagende gik kun et Par enkelte andre storre Banker tilgrunde i

Krisen. Landets Velstand ramtes ikke foleligt af den, og den gjorde da

maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har

vel naeppe forhindret, at der kan folge andre efter, men den har dog for

en Stund gjort de Funktioner normale, som Borsen er bestemt til at udfore

i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tor ikke

undervurderes. Der har vaeret store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets

maegtige, smittende Ideer, da dets Kunst og Literatur gav det den forste

Plads mellem Nationerne. Der har vaeret andre ogsaa, da det var de franske

Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fodder. Men Tiderne skifter.

Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav

for stor en Magt, til at Taenkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang

mellem Staterne. Som Frankrig har vaeret Vuggen for alle Menneskehedens

store, moderne Ideer, saaledes er det endnu det ukraenkelige Tempel, det

eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu

mandsstaerk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin

inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens

Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Ojne kan

overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen

Militaermagt. Skal Frankrig haevde sin Position i vort Aarhundredes

Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,

hvad Tiden gjor til det Storste og Vigtigste, fordi det er det rigeste

Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og

Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa

Borspladsen, der forvalter og frugtbargjor den. Pariserborsen behersker

ikke blot det franske, den behersker det hele internationale

Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som

ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de

nodvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som

Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde

udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske

Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerborsen, gjorde man

ynkeligt Fiasco og var nodt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar

til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,

anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede

Milliarder, dette Land har vaeret rigt nok til at laane den ovrige Verden.

En saadan Rigdom vilde aldrig vaere kommen, hvis man som i gamle Dage

havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strompeskafter.

Alle Samfundslag har laert at bringe det til Borsen, derfor er det, at

Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i

vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.

Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserborsens Haand, det er af den

Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods

alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne

franske Samfund.

[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]

KUNST OG KUNSTNERE.

Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode for netop i vore Dage.

David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste

virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som

Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Forst henimod

Fyrretallet, med Piejaden, hvis storste Navne var Delacroix, Millet,

Theodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjore Epoke.

Siden da har den taget svaer Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem

al moderne Kunst, den ikke blot faester hele Verdens Opmaerksomhed paa sig,

den har foroget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de

betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan

have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at naegte. Men den

har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at

dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er fodt. Den klaeder vore Dage

i kunstnerisk Kjod og Blod. Den gjor det med store Evner, med en uendelig

Sum af Energi og med levende Sandhedskaerlighed tillige. Det er

Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.

Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er

den ogsaa en hojst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position

i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som

misundelsesvaerdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmaerke dem, Fru

Fortuna oser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,

efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere

og mere blevet dens forste Fornodne. Et Hus, der er indrettet _comme il

faut_, kan ikke undvaere sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar

dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet

Kunstvaerk i sin Salon. At det haenger paa Vaeggen der, er ligesaa

nodvendigt, som at der haenger Diamanter i den gifte franske Dames Oren.

Om man har Noget i Kjokken og Kjaelder faar blive, hvad det er, men

Brillantorenringene og Malerierne, de er som Klaeder paa Kroppen,

Velanstaendigheden forlanger deres Existens. Med Begjaeret stiger Varens

Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,

har sin forste Grund i, at de er Nodvendighedsgjenstande for den moderne

Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre

til ogsaa.

Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden

Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmaend og

Yankeer Dag for Dag udviklet sig til storre og storre Intimitet. Ved

enhver Lejlighed haedres Sosterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens

Saeder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens

Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises

Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjaeles for, lovprises i Aviserne og

begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmaerksomhed er Amerikanerne

yderst tilfredse, og de gjengjaelder den ved at bringe Paris deres Penge.

De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste

Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober

tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af

"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske

Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som

udelukkende "gjor Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte

Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.

Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstvaerkerne. Man

kjober nutildags Malerier ikke blot for Fornojelsens, men ogsaa for

Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, traekker store Renter,

mens Billederne haenger og pynter op og giver deres Ejermand Air og

Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man naesten vaere

sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat

i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjore

det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmaendenes udpraegede

Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare laenge, for de

gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den

til Indtaegt. Ved at spekulere i Aktier klaeber der dog endnu for visse

Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god

Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille

Spekulationstrangen, at vaere en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at

give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have

Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at vaere fransk Maler,

der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at vaere

et Lykkens Skjodebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende

udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjobe, og de er de eneste, man

vil kjobe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der

er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt haengende en

Primaticcio, som han vil saelge for tusinde Francs, men som han ikke

engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med

den storste Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,

malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et

diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa

gjor han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des

Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjobt for 300,000. Naturligvis gaar

der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,

da han gav Gerome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog

beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel

lober der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren

"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i

Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af

temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags

Priser kan selvfolgelig ikke holde sig i Laengden. Men hvor meget end

Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare

Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk

Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det

bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlaengst forbi, da

Millet manglede Brodet til sine Born, og Rousseaus "Le givre", som han

selv kun med Nod og naeppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu

hundrede tusind vaerd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtaegter

og forer et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,

deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af

Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard

Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Vaerdi er

endnu storre. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som

fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og

han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder

aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde

Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at

Kunsten ikke lonner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers

udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret

allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren forer ned ad

Dampskibstrappen efter et Besog ombord. For at danne mig en Forestilling

om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,

hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,

svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der

havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende

Sujet, ikke kunde finde Kjobere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde

vaeret Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind

Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers horer

endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne

Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods

deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succes'ens

Hojde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.

I hele sin ydre Fremtraeden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en

ganske anden Race Mennesker end dens Forgaengere, der forte Bohemienliv

paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede

Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med

Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er

der naesten ikke Skygge tilbage af laenger. En ung Kunstner fra vore Dage

er en Kavaller _comme ti faut_, klaedt efter sidste Mode, fint dannet,

elegant, beleven i sin hele Faerd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller

Peters og laegger ingen Vaegt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,

naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin

fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,

konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de

sidste Premierer; naar man bliver praesenteret for ham, byder han En sit

Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og

aflaegger man ham saa et Besog, finder man ham i det fine Monceaukvarter

installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en

fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret

med orientalske Taepper og Draperier, antike Kunstmobler, gamle Vaaben,

Sevresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjore

artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til

ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Ojesyn, og det

haender heller ikke saa sjeldent, at de kommer.

Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare sogt Mand. Han

lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget faelles Kunstnerliv, som det

endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det

existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv

Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis

Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som

taeller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les

Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at

more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa

Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre

Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En

Soiree er mislykket, naar Vaertinden ikke kan gjore Stads med en eller

anden Kunstner i Vaelten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi

Billedhuggerne holder sig vaesentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.

De betales endnu forholdsvis daarligt og forer et Liv som Kunstnerne i

gamle Dage, og det skjondt der mellem dem findes Talenter af allerforste

Rang. Paul Dubois er en af Verdens storste Mestere, Falguiere, Fremiet,

Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,

naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knae for.

d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de

Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Forste er det

ogsaa tilgavns. Amerikanermillionaererne navnlig kan ikke leve uden

d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med

Billetter. "De maa absolut praesentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil

vaere Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at

spise til Middag hos mig, Froken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal

rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra

alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa

er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,

der maa agere Maitres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og

dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det

faaer Tid til at vaere saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en

Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan

naaes i Paris.

Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest sogte af dem.

Franskmaendene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som

ikke blot tilnaermelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres

Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret

til en fabelagtig Hojde. Man behover blot at taelle Balzacs, Victor Hugos,

George Sands eller Alexandre Dumas Boger for at have et klart Billede af,

hvilket titanisk Arbejde disse Navne repraesenterer. Antoine Baryee har

alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'

og Rousseaus Vaerker er utaellelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar

paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.

Tvertimod. Der er et Traek, der er overordentlig karakteristisk, og det er

tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske

Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans

Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han

sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han

vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede

vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal vaere i Ro, saa

bliver det saa at sige ugjorligt at portraetere den i Bevaegelse.

Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Naerheden af

sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse

Skinner anbragte han et Slags bevaegelig Laenestol, i hvilken han tog Plads

med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved

Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,

medens en anden skjod Laenestolen frem paa Skinnerne, parallelt med

Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin

Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Storstedelen rent ud

hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i

sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem

malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere

eller mindre baerer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed

og Liv og Troskab i deres Billeder.

[Illustration: Meissonier]

Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,

for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som

Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau

er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest

slikkede Arbejde, der kan taenkes, han holder Ligtaler over sin Ven

Boucicault, Ejeren af Bon Marche, og han driver selv ved Siden af Kunsten

en indbringende lille Biforretning som Husvaert. Samtidig med, at han

sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer

med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjor

sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og

ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,

fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig lober lobsk. Folk som han vil

altid have et beundrende Publikum, saerlig i Paris, hvor Eliten ganske

vist er storre end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Maengde

er ligesaa forfaerdelig stor, som den er forfaerdelig intetsigende. De Unge

gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille

som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen

har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i folgende

Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle

Bouguereau engang lukker sine Ojne, hvem skal da fore Idealet frem?" I

det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke

vil vaere nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu

forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til

Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet

angaar, saa horer det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det

er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.

Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".

Franskmaendene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa

Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Straeben og sende blaa

Cigarringe og blaa Dromme op i Luften. De gaar los paa Realiteten. Det er

det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er

blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Raekke af unge

Malere har i Virkeligheden ingen anden Laeremester end Naturen. Det er

ogsaa derfor, at man kun i hojst uegentlig Forstand kan tale om en

moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,

som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gerome og Bonnat kan

ikke siges at have skabt Skole; de har kun vaekket og udviklet en Kreds af

Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har

unaegtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de

talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om

Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og

oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af

Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Storsteparten

soger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der

kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmaend og

Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.

Naest efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske

Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den storste Rolle.

Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa

Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme AEre nylig er bleven tildel, kappes

om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i

Vaelten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrom har ligeledes baade

Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det

Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere

Arbejder udstillede.

"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenvaerende Industripalads i

Champs-Elysees, er Braendpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den

er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig

Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af

udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side

ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.

At alt det skulde vaere virkelige Kunstvaerker, er nu naturligvis umuligt,

saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Aflobsrende

for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af

andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit

har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de

Seze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte

Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Ojeblik sammen for at

praesentere Publikum deres Vaerker, hvor de kan komme til det. Det horer

snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke

er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer

ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa

vaere en By af Malere. Svaert skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at

finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der

ikke en Neveu eller en Faetter, saa er der i ethvert Tilfaelde en Niece

eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse aeldre eller yngre

Frokener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene

Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end

Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi

de Frokener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa

en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, for han har "korrigeret"

deres Billede, hvilket naesten altid bliver ensbetydende med, at han gjor

det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der

kan taenkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og

klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske

overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjor Ingenting, de

hjaelper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto hojere naaer

dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa

Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Vaerker, der vil leve

bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning

har frembragt.

[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]

Kan man saa fortaenke Pariserne i, at denne Salon for dem er

Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den

almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til

anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at

gjore, maa spaerre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af

Nyhedsjaegerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le

jour de vernissage_, er en af de allerstorste Pariserdage, Oprindelig

skulde det kun vaere Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen

for at gjore sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophaengte

af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtraek af Fernis, som de ikke

maa have, naar de indsendes til Bedommelse. Men efterhaanden er det

blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprove. Har man

nogensomhelst Pretensioner paa at hore til den Part af Befolkningen, der

taeller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad

det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;

hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken

Elleve er alle Salene proppede fulde; man stoder paa en Beromthed for

hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se

hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til

Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening

om alle Hovedvaerkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den

med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem

denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som

allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,

at Afgjorelsen traeffes, om det er en daarlig Salon eller en af

Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,

at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa

Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa

kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre

paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum faelder, bliver

ligesaa sjeldent underkjendt som Premierepublikumets i Theatrene.

I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den

fine Verden har ligesom i Theatre francais og Operaen sin bestemte Dag,

Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine

Kunstbetragtninger uden at lobes paa AErmet af den store Maengde, koster

Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske

Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.

Man siger, at man har vaeret nodt dertil; Tilstromningen er i hele

Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet naesten ikke kan

rumme Publikum. Alle maa have vaeret paa Salonen, for hvor man kommer hen,

tales der ikke om Andet. Hojst karakteristisk er det, at Aviserne, der

kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys

udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med

Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa

bliver laest. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres

Salonartikler horer til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i

vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen

Tvivl om, at Interessen for den naest efter Theatersvaermeriet i hvert Fald

er den af alle aandelige Interesser, der er staerkest og har bredt sig

videst ud i det moderne Paris.

[Illustration: Bonnat]

LITTERATUR OG AVISER.

Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og

dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste

cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes

tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en

Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt

stadig at vaere fuldstaendig paa det Rene med den litteraere Produktions

Omfang; Antallet af de litteraere Fodsler kan opgives med samme

Nojagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Ojeblikket

belober de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange

Volumina foroger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og

Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter forst, naar de er

slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.

En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Lobet af en

Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af

ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke

gjor det, lader dog deres Boger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor

den er rent forsvindende. Den indskraenker sig saa at sige til nogle

provencalske Digtsamlinger i Avignon og Nimes. Selv Byer som Marseille og

Lyon giver sig ikke af med at trykke Boger. Som alt Andet er ogsaa hele

det litteraere Liv centraliseret i Paris.

Men man maerker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjor _"grande

besogne"_, men den gjor ikke stort Sprael. Udkommer der et nyt Vaerk af

Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vaekker det Opsigt ganske vist og

bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste

Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Boger, der har en

saadan Evne til at samle Opmaerksomheden og blive Dagens Lover. De fleste

kommer til Verden i al Stilhed og gjor deres Karriere uden Allarm. En

Roman kan vaere trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at

den har staaet naevnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Ojeblik

har vaeret et braendende Thema for Konversationen. Paris er ingen litteraer

By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig

om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager

at beskjaeftige sig med, til at den kan vaere det.

Pariseren i Almindelighed laeser heller ikke meget. Han gjor det, saalaenge

han er ung, for han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.

Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med

den aeldre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har

dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han traeder ind i

Livet som Mand, har han ingen Stunder laenger til Laesning. Forretningerne,

Kampen for at gjore Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa

uendelig; saetter han ikke alle Evner og Kraefter og Tanker ind paa at byde

den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans

Gjerning ved, kan han beskjaeftige sig med. Og naar der endelig engang

imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervos overanspaendt til at

kunne soge den i Boger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der

ikke koster Besvaer. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjaelp veed han

altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke

blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget

Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.

Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Fode tilfredsstilles

rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover straekker hans

Laesning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man

ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det

kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De laeser nemlig; de gjor det baade for sig selv og for Maendene med, og de

gjor mere end det: de kjober Boger. Jeg gjorde engang i Selskab med en

Pariserinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og

hun laeste bestandig. Paa hver storre Station, hvor Toget stoppede, var

hun strax ude for at kjobe Boger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker

om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde

anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;

hendes Bibliothek var under Rejsen blevet foroget med fem og tyve Bind,

Det er allevegne i storre eller mindre Grad Damerne, som den skjonne

Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere laeselystne, de

har ogsaa baade mere Otium til at laese og flere Penge til at kjobe Boger

for end andetsteds. Og saa er de desuden nodte til at kjobe.

Lejebibliotheker existerer ikke tilnaermelsesvis i det Omfang som for

Exempel i Skandinavien og Tydskland, Laeseforeninger og Laesemapper er

Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store

Hovedstotte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den

civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten

af sin litteraere Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en

fransk Roman, der gjor Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja

med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv

tydske Forfattere, der er saa populaere som Spielhagen og Heyse, i Regelen

maa nojes med fire, fem af samme Storrelse.

[Illustration: Emile Zola]

Dette betydelige Salg gjor, at i Frankrig en Forfatter, der har noget

Talent; kan leve frit og uafhaengigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.

Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han

heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til

Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som

Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"

eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her

kommer det karakteristiske Traek hos Franskmaendene igjen, at de kun kan

passionere sig for hvad der gjor Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan

blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, fojede sammen til store

Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.

Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i

Regelen mangler. Han kan gjore Fruen Foraeringer med sine Skitser, han kan

tegne Portraeter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,

glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,

hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbojelig til at

gjore Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det

ud i selskabelig Elskvaerdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om

Zola: at han er en ren Bjorn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges

om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det

Talent og den Esprit, som man finder i deres Boger, og bekymrer sig ikke

synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den

Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige

Omstaendighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem

sejle deres egen So. For Malerne har den _Ecole des beaux-arts_ og _Prix

de Rome_ og Salonen og Kjobet af deres Billeder til de talrige offentlige

Gallerier, for Forfatterne Ingenting, hojst engang imellem en lille

Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understottelser paa Statens

Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel

aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelonninger for de

bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstaendig

privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til

Indtaegt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser

det allerbedst ved Fordelingen af sine AEreslegionskors. For hvert, der

gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge

Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst

have graa Haar, for der taenkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun

Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har vaeret paa Alles Laeber, ikke

engang Riddere.

[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok

en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,

Udodelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie

er som saa mange andre blegnet svaert med Tiden. Der har efterhaanden i de

privilegerede Laenestole siddet Raekke paa Raekke af Folk, hvis Adkomst til

Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang

frabede sig den AEre at vaelges ind i Kompagniet. Positionen, som det

skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage naermest kaldes rent

illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan

saameget som blot naevne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et

af sine mange penge- og modlose Ojeblikke det Raad af sin Forlaegger: at

forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i

Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Laeser til og endnu mindre en

Kjober," svarede Digteren, "Vil jeg vaere laest, maa jeg gjore mig til

Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."

Han taenkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det

lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og

han vilde da uden Besvaer kunne vaere kommen saa hojt tilvejrs paa Lykkens

gronne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer

man at sige. Det er et Postulat, der i hoj Grad traenger til Bevis.

Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De

raekker dem i Frankrig materielt en hjaelpende Haand af den allerstorste

Betydning, og en Haand, der med Begjaerlighed gribes af Alle. Selv om en

Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,

tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig

med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve

Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Boger er saa

billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlaeggeren ikke kan

betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens

Indtaegt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar

der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa lober det jo ganske vist

op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjaelper med dertil?

Selv den mest renommerede og mest laeste af alle moderne Romanforfattere,

Daudet, selv en saa fabelagtig populaer Skribent som Jules Verne naaer kun

sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repraesentere en Sum paa fyrretyve

tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.

Fem, sex Oplag er allerede ganske paent for en almindelig Roman. Men med

Indtaegterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve

i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. For hans

Fortaelling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den

betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver folgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt

Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en

halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,

ikke at tale om den mylrende Maengde af literaere Uge- og Tidsskrifter. Af

Oversaettelser ser man hojst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter

kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde

anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid

en Forlaegger, der er villig til at udgive Fortaellingen som Bog;

Publikummet er tilstraekkelig stort, til at Afsaetningen stadig stiger, jo

mere bekjendt Arbejdet bliver.

[Illustration: Alphonse Daudet.]

Til Feuilletontrykket for Bogudgaven kommer yderligere de mange senere

Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser

skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de

kjender til Oversaettelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet

indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det

onsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er

blevet enigt med "Societe des gens de lettres". Dette Selskab modtager et

Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets

Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og

fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et

saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede

Francs engang, men der er saamange smaa Baekke, at de alligevel til

Slutning gjor en Aa. Det horer ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman

bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den

saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der

overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,

anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de storste af dem

bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjor sig til stadige,

saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"

endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab

findes Navne som Legouve, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John

Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der

er i hele den franske Skjonliteratur ikke een fremragende Personlighed,

som ikke har vaeret mere mere eller mindre naert knyttet til "Figaro", der

er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vaelten--ja, man kan gjerne tage

selv de lyriske Digtere med--naeppe nogen, som ikke samtidig er

Journalist. Indtaegtssporgsmaalet spiller derved ikke den afgjorende Rolle

alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler

godt. Den forste Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to

hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et saerlig fremragende

Navn, der staar under; bekjendte "Kronikorer" som Albert Wolff eller

Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige

Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en

Journalist med noget Talent. Men det Vaesentlige, der samler alle Evner

omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for

Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske

Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa

Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke vaere

Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen

uden at beskjaeftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmaendene

forst bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvaettes stor.

Desuden tillader et Pariserblads Okonomi ikke de umaadelige Udgifter, som

Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at vaere

velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de

franske derimod snart utaellelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er

begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.

Abonnentkredsen bliver derved nodvendigvis meget indskraenket. "Figaro",

der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de

ansete Pariserblade ikke gjore Regning paa et Oplag af mere end mellem ti

og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa

godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter

daekkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine

Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om

Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades

Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har

Laesekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjor i de senere Aar

ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske

Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes for Krigen kun

var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu

mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "Republique francaise", "Debats"

eller endogsaa "Liberte" soger bestandig at gjore sine Laesere Rede for

Alt, hvad der haender i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal

alligevel forandre sig, for de paa dette Omraade kan naa deres

engelske Kolleger.

I alle Sporgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod

baade bedre betjente og har storre Magt end noget andet Lands Presse. Som

Franskmaendene er fodte Talere, er de ogsaa fodte Journalister. Adskillige

af deres mest udpraegede Nationalejendommeligheder kommer dem herved

tilgode, forst og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al

unodvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal

forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i

en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfaelde i en Frase, der slaar

ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i

deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget

op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nodvendigt, for at

det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink

endnu holder Laeserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til

anden, den vaekker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar

man er faerdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad

der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne

til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan

ikke Andet end betydeligt foroge Indflydelsen, som Pressen altid maa ove

i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen

er ubegraendset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres

Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som

sikkrest og lettest forer enhver AErgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes

Redaktionskontorer staar Dorene aabne paa vid Gab til alle Statens

overste Poster. Deputerede, Praefekter, ministerielle Embedsmaend, selv

Ministre og Gesandter vaelges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte

sin Karriere i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de

Republikens Maend, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er

kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Raekke Artikler i

"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene

er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en

Retraite fra den. De har vaeret det for begge den tredie Republiks to mest

fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store

Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "Republique francaise", og for

Jules Simon, der som Direktor for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i

Bladet. Det er Traek, der tilstraekkelig tydeligt karakteriserer Pressens

Position i det franske Samfund.

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en hoj

Grad af Anseelse, og de gjor det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,

der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager

sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtaegt paa en Maade, som

kaster betaenkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de

gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig faerre Udgifter end fem,

sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente

kan Summen endog lobe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage

ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstotte

Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtaegtskilde kun en forholdsvis

underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der

indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig

kun saettes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,

mener de; dens Laesekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af

deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De

foretraekker da at hjaelpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved

Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der

rigtigt kan tiltraekke sig Opmaerksomheden. Fremgangsmaaden, der folges af

en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i

saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til

Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjoretojer med dens Adresse rundt

i Gaderne. De er rodmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige

Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En

saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at laegge Maerke til, og koster den end

noget mere end Bladannoncerne, hjaelper den dog ogsaa ti Gange bedre end

de. Dernaest er de franske Blades Afsaetningsmaade uheldig. Kun faa af dem

har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det

betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve

tusind Exemplarer knap afsaetter fem hundrede ved Abonnement. Resten

spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er

saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den

ene Dag, taber man den naeste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade

og periodiske Skrifter er der naeppe mere end godt og vel et hundrede

Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad

Pressen ellers ordinaert plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en

Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af

Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,

er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt

andet uudtommeligt Fond, den har Borsen, den har "Finanserne" at stotte

sig til. Den saelger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de

firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og

kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.

Saadanne Spekulationer kan selvfolgelig ikke fores igjennem uden stor

Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem

Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank

sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning

stadig bebudes, hvor dens Kurser erklaeres for faste eller saadant Noget,

og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt

efter det paagjaeldende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor

ethvert periodisk Skrift i Paris, litteraere Ugeblade, videnskabelige

Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere

og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum

gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjaeles for, det er den, der

betaler. Forretningen kan drives svaert i Vejret; af "Figaros"

Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie

hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har vaeret saa

uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er

nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang

en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal

grundlaegges, hver Gang kort sagt Bankerne traenger til Publicitet efter en

storre Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for

et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Credit foncier"

tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved

en Renindtaegt af 12--15,000 Francs, de storre, mere udbredte Blade det

Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de

sidste sex Aar er blevet indfort mindst for fem, sex Milliarder nye

Vaerdipapirer paa Pariserborsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt

deres rigelige Part "til Anmeldelse".

Og saa er det desuden ikke alene Borsen, som Aviserne har gjort

tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtaegt for

Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et

Nummer, i hvilket den, der forstaar at laese mellem Linierne, ikke finder

mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store

Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de

gjor dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en maerkvaerdig

overtroisk Respekt for, hvad der har vaeret rost i Avisen, om det saa er

Saelgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer

er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nodvendig for Enhver,

der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog

engang imellem anmeldes, har Forlaeggeren i Regelen betalt derfor. En ny

musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den forst

har konstateret sin Glands med Guld, ost i Bladenes Kasse. Det er ikke

nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,

man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,

men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa

mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig

ganske fri for at vaere inficerede af Reklamesmitten. De egentlige

Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres

talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres

Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs

om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les

affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke

der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin

Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, for de

kommer i Avisen, for at undersoge, om de ikke skulde skjule et eller

andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde vaere, alligevel

falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og folgelig maa vejes op med

Guld ved Kassen, for det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fodeby

indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af

Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et

Badested, og Festen lokkede Folk til dette, folgelig blev Sagen strax

klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede

Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere

og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa

den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums

Bohemientype fuldstaendig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,

saa den ikke er til at kjende igjen. Bohemien'erne fra Firs drommer ikke

og sulter ikke, de gjor ingen gale Streger, de "gjor Forretninger". Ovre

i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:

C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,

C'est vingt-sept francs cinquante,

C'est ca qui est le vrai bonheur....

Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres forste

litteraere Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem

Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har

de laert at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de

gaar paa Borsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler

sig bedre.

Men disse Bohemien'er i nye Klaeder er kun Marodorer ved Journalistikens

store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed praeger

hele Haeren. Og paa samme Vis gjor man Uret i at tillaegge det Ormstukne

ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er

kommen naturligt, naesten uundgaaeligt i Folge med det moderne

Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er

desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberort af Reklamevaesenet.

Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger

ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var

"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu

gjor Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar

uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge folges

ad og haenger uadskilleligt sammen.

PARIS SOM THEATERCENTRUM.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide

sporge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,

men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er

mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trostigt foje et Nul til

begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke storre derved.

Men det behoves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.

Frodigheden i det franske Theaters Vaext er uendelig, og de gode Frugter,

den saetter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.

Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjaelp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes

fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere

helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,

det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres

Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.

Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mestervaerker, saa er de dog

af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjor Rejsen over den

ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de storste

Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det

vaesentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til

Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste

Parisertheater har sine fremragende Kraefter, og dog bliver der saa mange

betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til

Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister

kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de

Huset. Deres Portraeter saelges i hver Flaekke, hvad der gaar for sig paa de

parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,

og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat

af mange Ting. Forst og fremmest beroer den naturligvis paa saerlige Anlaeg

hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med

deres staerkt udviklede Folelsesliv og deres Trang til at spejle

Tilvaerelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende

Lyrikere. Franskmaendene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed

og Koncentration, Franskmaendene, hos hvem en let Esprit erstatter den

fuldstaendig manglende Sentimentalitet, hvis Ojne ikke ser vidt, men som

opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets

Nojagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men

som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem

Aarhundreder har folt sig som en maegtig Nation, der har vaeret vant til at

traede op og gjore sig gjaeldende. Det har givet dem den Sikkerhed og

Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmaend og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhaengen i den franske

dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjaede, der fortsaetter sig med Led

ved Led uden Afbrydelse. Theatre francais holdt sit

Tohundredeaarsjubilaeum med Grund. Det er stadig i den Grad Molieres Hus,

at man endnu der spiller hans Komedier med Traek opbevarede fra Laerer til

Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i

Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske

Talenter maa tage deres Examiner, for de kan blive til Noget. Har de ikke

gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse

vist, at de forstaar deres Metier, at de har laert det, som kan laeres i

deres Kunst, saa kan der for det Forste ikke vaere Tale om, at de faaer

Ansaettelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de

nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i

den dramatiske Digtning forlanger Franskmaendene forst og fremmest teknisk

Faerdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger

Sammenhaeng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge

videre paa den Grund, der allerede existerer; jo hojere han kan bygge,

desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og

her, saa bliver det i Tidens Lob kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsaetter

Efterfolgeren derimod sin Forgaengers Vaerk, saa kommer der til Slutning en

Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjonhed, som bliver staaende,

og som vaekker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er

blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmaendenes

Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie

Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa hojt i Vejret. Den

er i endnu storre Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv

centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke

Interessen stykkes ud, hvor Kraefterne fordeler sig, og hvor Kappestriden

spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstaederne med to, tre

hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres

Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og

bliver Provindsscener uden Selvstaendighed. De faaer udelukkende deres

Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort

Decentralisationsforsog og opfort nye Stykker af indfodte Forfattere, men

disse Forsog har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig

fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv

ved de storste Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge

Talenter, der en Saeson ikke har kunnet faa Ansaettelse i Paris, finder sig

i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlaengsel, og saa saare

Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Forsterangsposition

i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed

er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Faerd med paa Theatrets

Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart

Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort saerlig Lykke paa en af de

parisiske Hovedscener, tilkjober en Direktor, der ligger ledig paa

Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til

Opforelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,

som man i Ojeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det

samme Maaneder i Traek, er bestandig en Part af Personalet ubeskjaeftiget,

og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.

Han sammensaetter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,

ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjor med det Tournee rundt

i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vaelten, der

benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit

Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.

Skuespillerinder som Judic, Varietes uforlignelige Vaudevillesangerinde,

har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i

to Maaneder ved Midvintertid skal vaere ude af Repertoiret for at kunne

rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Theatre francais

Senior Got, er det nu saerlig hende, der har givet de moderne Rundrejser

af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre

ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa

vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktorer til de to Theatre, det

subventionerer. For Provindsbeboerne kan det vaere ubehageligt, men den

dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Loftestang i denne stadig storre

og storre Koncentration i et eneste straalende Braendpunkt, hvor alle

Kraefterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang

aristokratisk. Den kan ikke fore tarvelig Borgerexistens i smaa

Foderativrepubliker, den traenger til et stort Kongedomme med et glimrende

Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens

Sejre Triumfer. Forst da er den i sit rette Element, forst da har den

Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant

Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Theatre francais's Senior: Got.]

II.

Opforelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af

dem, der har Renommee som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.

Saasnart en saadan "Premiere" naermer sig, kommer Alverden i Bevaegelse. At

faa Adgang til den er naest efter AEreslegionskorset det hojeste Maal, der

kan saettes for en parisisk AErgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for

titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Premiere-Billet kan blive

Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktor og Skuespillere,

man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,

man lover deres Leverandorer sin Sogning, man bestikker deres

Tjenestefolk, man gjor det Utrolige for at komme i Besiddelse af en

saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornojelse,

den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af

nogle faa hundrede Privilegerede, som taeller i Millionbyens Menneskehav.

Forst naar man horer til Premiere-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en forste Forestilling er der ikke Tale om at kjobe sin Billet.

Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke

Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme

med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Forst

er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke

permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinaere Forestillinger

indsende en af Chefredaktoren underskreven Begjaering om Pladser, der da i

Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har

de Medarbejdere, der staar i naermere Forhold til Theatret, en lignende

Ret, og endelig sendes der til alle Premierer hver af Hovedaviserne en

eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller

mindre indflydelsesrige Blade faaer forst denne "service" til den anden

Forestilling. Men de storre Aviser er mange i Paris, allerede

Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det

Publikum, hvis Naervaerelse Theatret selv af andre Grunde saetter Pris paa,

det vil sige de store Beromtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens

Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premieren som til en anden

stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer

sig selv, lader sig det ved sine forste Forestillinger vaere

magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der

betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flaeng. For at blive

indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlaeggelsen af forhojet

Pris kan hente Billet til alle Premierer, maa man allerede indtage en

meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have

saerligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente laenge, ofte

aarvis, til der ved Dodsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt

det er at komme paa de parisiske Premierelister, ligesaa urokkelig

sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.

For erhvervede Rettigheder har Franskmaendene en umaadelig Respekt. Et

karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar

siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en

ny Direktor. Da Dagen naermede sig for Saesonens forste Forestilling, gik

han med sin Generalsekretaer Listen igjennem over de Personer, hans

Forgaenger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af

Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man forst ved at

forhore sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden

Oplysning om. En Frigaenger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet

Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissor, til Skuespillere, man

gjennemsogte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker

til Theatret; forgjaeves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente

Direktoren, det kunde jo muligvis vaere, at han engang havde vaeret anonym

Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og

han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under

Proven og onsker at tale med Direktoren. Direktoren kan Ingen modtage nu,

bliver der svaret. Herren traenger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,

for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og ojeblikkelig

farer naturligvis Direktoren bort fra Proven for endelig at faa at vide,

hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en

lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb

med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage

Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg vaere

til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg

nu selv flytter fra Byen, onskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret

hidtil har vaeret saa god at sende mig, kunde gaa over paa min

Efterfolger." Hr. Durand var Skraedder; han havde for en Snes Aar tilbage

syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at

betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent

fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,

ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I

Regelen gaar deres Tilvaerelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.

Durands. Naar man horer til det stadige Premierepublikum, har man den

eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.

Man horer til "Tout Paris", man horer til de Toneangivende. Den gamle

Adel existerer ikke laenger, men Premierepublikumet er traadt i Stedet for

den. Ved de rigtigt store, opsigtsvaekkende Premierer leverer endogsaa

Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over

alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Nodvendighed giver folgelig heller Ingen Afkald paa den

eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke

afhentes, er der hundrede Ansogere. Ved de store Theatre faaer de mest

Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktoren dem mod det

Fire-Femdobbelte af forhojet Pris til Billetsjouerne, der saa driver

Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent

forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar

undtages Theatre francais, hvor Parterret og overste Etage altid skal

saelges ved Kassen, afhaendes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme

Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas

tilkjobs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have

vaeret i Huset ved en Premiere, selv om man Intet har kunnet se eller hore

af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den naeste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har

de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en saeregen, udforlig

Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har vaeret i Theatret af

Beromtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besogt dem i deres

Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere

Dage efter er Premieren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har

vaeret til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Ojne. De

overhaenges af Venner og Bekjendte, de sporges ud, de maa fortaelle og

fortaelle om den store Begivenhed, som havde de vaeret med til et Slag, ved

hvilket Nationers Skaebne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Praeg af Fest. Herrerne kommer

i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Ojet kiger ind i de

lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa

Brystvaernet og fylder Salen med en tung, duftmaettet Atmosphaere. Endogsaa

helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af

Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,

guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der

omhyggeligt studeres, mens Taeppet er oppe og Klakken paa Baenkene foran

med sine loftede, applauderende Arme spaerrer Udsigten til Scenen. De unge

Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premieren, men

ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned

i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene

Tommelfinger i Vestens AErmegab og med den anden Haand stottet tungt til

den guldknappede, slaeber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine

Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,

som var de dybt kraenkede over af Hensyn til deres Ven Direktoren ikke at

have kunnet lade deres saedvanlige Parketplads staa ledig og endelig

skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjor det af

med dem til Slutning.

[Illustration: En Premiere-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premiereforestilling altid er meget lange,

giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Morket oppe under

Hanebjaelkerne. De foler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre

fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af

Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflaegger hinanden Visit i sine

Forsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med blode

Taepper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsaetter ikke sine

Koner eller Dottre for i Foyeren at blive bekiget af dubiose Blik eller

deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved

Premieren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,

man er som et sluttet Selskab, man kan bevaege sig, hvor man vil, Foyeren

seer ud som en Salon, fyldt af Gjaester. Gruppe ved Siden af Gruppe,

forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra

Galleriet, til en Helhed ved Hjaelp af ivrigt gestikulerende Herrer, der

farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,

et Dodsfald, en Udnaevnelse eller en Skandale, de allernyeste

Begivenheder, der er passerede i den faelles exklusive Verden, som hele

dette Premierepublikum tilhorer. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra

Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en

saadan Forestilling fortaeller, at Alt, hvad Paris rummer af Beromtheder,

var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor forste Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktorer anstrenger sig af yderste Evne for at

tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier

Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som

vaesentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt

over Scenen som ved den forste Forestilling. Man holder Prove paa Prove

Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjore

det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes

og Samarbejdets Potensering for Premierepublikummet. Dets Dom er absolut

afgjorende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den forste

Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;

gjor det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor laenge det kan

blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med

Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,

slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at

flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende hojt, helt op til fem,

sex hundrede Opforelser _de suite_ endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af

Pariserbladene udforlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i

Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter

Stykkets Laengde, men de horer aldrig op for Midnat; en forste

Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt traekke ud til et, halv

to. Anmelderen har da et drojt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid

ikke; Publikum er altfor spaendt paa Udfaldet af den store Aften, til at

det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil

stromme til for at se, saa begynder det ogsaa at stromme ligestrax.

Allerede den forste Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,

eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at saelge til. En saa

alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig

ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der

omhyggeligt fores ind paa Theatrets Forkjobslister og paa Billetten selv.

Onsker man at medfore Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De

har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at

overvaere Forestillingen fra Logerne. Til disse saelges ikke enkelte

Pladser, man maa kjobe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex

Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsoge Listerne for at se, hvad

hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man onsker at gaa i

Theatret, Kjoberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer

sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersoge

Theaterplanen for at se, om den paagjaeldende Loge konvenerer ham, kort

sagt: det er en hel Historie, for man endelig har sit Bevis i Lommen for,

at saa og saa mange Pladser tilhorer En den og den Aften om en fjorten

Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Raesonnement er

det, at det maa vaere en ganske magelos Fornojelse, der venter dem, naar

der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til

at deltage i den. De strommer til, og de bliver ved at stromme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange

der end er. Det kan haende, at en Direktor beregner sit Budget galt, saa

at han personlig gjor daarlige Affaerer, men en mere omsigtsfuld

Efterfolger bringer hurtigt Ligevaegt igjen mellem Indtaegter og Udgifter.

De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede

Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne

meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",

koste en halv Million, for de kom paa Scenen; men de Summer, der tages

ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde

ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige

aftenlige Indtaegt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i

Velten, fire, fem Tusind, de storre kan ganske vel gjore Regning paa at

have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens

aftenlige Indtaegt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en

Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinaer Pris, og den kan

aldrig faaes undtagen til forhojet. Hvad Theatre francais angaar, saa har

det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti

tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.

Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa

stor, at man endog saa alvorligt har taenkt paa at indrette den

ligeoverfor liggende Floj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man

hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes

forbundne Scener.

Med Theatrene svaelger ogsaa Forfattere og Aktorer i Guld. De Forstes

Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtaegten. Er det en stor

Succes, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en

enkelt Komedie. Ved Theatre francais, hvor de mere fremragende

Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Societairer", deler

Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtaegt af hundrede, hundrede

og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene

spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement

ved Varietes sikrer hende en halv Million for fem hundrede

Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til

hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med

"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede

Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke

Maalestokken for, til hvilken Hojde den er naaet i et Land og i en given

Periode. Men det kan ikke nytte at naegte det, i vore Dage er de meget

virkningsfulde og saa halvt om halvt uundvaerlige Midler til at naa de

hoje Maal. Jo mere fristende Lonnen er, desto staerkere anspaendes ogsaa

Evner og Kraefter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto

storre Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter

har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjorende Sejr skal

vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karriere gjort, det bringer ham

Ry, Position, materiel Uafhaengighed. Til en saadan Valplads gaar man saa

rustet, som man kan blive. For Aktorens Vedkommende er Sagen den samme.

Foler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke

at folge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med

Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort

Besvaer ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for

nylig ikke kunde blive Riddere af AEreslegionen, var en Anakronisme

simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke

horte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner

fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en

feteret Gjaest i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i

Statens overste Poster. Coquelin er naermeste Ven med Frankrigs forste

Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literaere

Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske

Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er

Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine

Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for

Theatret. Operaen, Opera-comique, Theatre francais og Odeon faaer

halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen

eller de bildende Kunster. Og iovrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes

Udelukkelse fra den nationale Dekoration haevet. Got baerer sit rode Baand,

og han baerer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,

den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre

Steder fattes dem, den tilborlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er

hojst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en

Rolles "Creation". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri laegges en

ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om

de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters

Vaerker. Og man gjor det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og

Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men

den Uendelighed af fine, karakteriserende Traek, hvorved de har gjort Jean

Rantzau og den gamle Skolelaerer til saa levende Menneskeskikkelser, som

der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et

meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex

Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde

taenkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart for Stykket skulde gaa, lod han

alle sine ovrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres

fra sin nye "Creation". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide

for Brodet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en

saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at

kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke

der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en

hel Raekke af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af

forste Rang. De storste Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa

intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,

de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i

Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier

stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er

aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen

Skuespillerindes, og Varietes har foruden hende en Dupuis, en Baron, en

Lassouche, en Leonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere

fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,

Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautes finder man

Kraefter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af

samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde

noget Udmaerket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle

Stilling, forst og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos

en Nation, der paa dette Punkt har ganske saerlige naturlige Anlaeg, som

det umaadelige Verdenskaravanserai dernaest, i hvis Fornojelsessvaelg

daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne oser

deres Guld. For Jernbanerne kom, var en Snes Opforelser af et Stykke det

Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu

spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Saeson efter Saeson kommer man

hojere og hojere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde

naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paaklaedningsloge.]

Sine betaenkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger

mindre i den Mangel paa Tilforsel af friske Kraefter, som Udslukningen af

det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.

Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Theatre

francais for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at

blive, gammel, for man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for

slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. For Croizettes Stjerne

endnu er blegnet, dukker Samary op, og naeppe har hun faaet Tid til at

gjore sit Talent gjaeldende, for der paa Trinet under hende er en Yngre,

Baretta, til at faengsle Opmaerksomheden. Allesammen er de komne i ikke

synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt

Raekkefolge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller

ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en

Folge af Masseopforelserne, har noget AEngstende ved sig. Theatrene i

Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.

Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og

St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de

dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt folge Exemplet. Derimod

ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstromningen

leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog

Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en

Komedie at se, der har Ry; Udforelse og Sammenspil kan saa vaere, hvordan

det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Traek, og de

oprindelige Kraefter ikke laenger kan holde ud at spille i det, ombesaettes

det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlaendingene, som nu

udgjor Tilskuernes Pluralitet, laegger ikke engang Maerke til det. Denne

Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Theatre

francais kan se den franske Literaturs Mestervaerker gaa over Scenen paa

en Maade, der er noget naer skandalos. Meget ofte forstaar de Rejsende

ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for

Ojet. Udstyrsstykkerne, saerlig de saakaldte _pieces a femmes_, bliver ved

denne Tilstromning ligesaa aengsteligt talrige som aengsteligt blottede for

Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjore. Man ser

Stykker som det vanvittigt meningslose "Tusind og en Nat" gjore en

aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved

flere hundrede Opforelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med

Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlaessede med

Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, praesenteres

Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhojst

er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den

enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen

nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er

Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,

af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de

kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjondt en saadan

Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt

Udstyrsstykke er paa Stabelen, strommer de smaa theaterlystne Evadottre i

Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har

Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.

Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermaessig. Men

de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i

Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par

Minutters Fritid fra Omklaedningerne uden Ende, og de sidder oppe i

Paaklaedningslogerne med deres Kammerater og fortaeller hinanden

Fehistorier om Forgaengerinderne, saa glider det snevre Rums Vaegge

tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter

det andet. Theaterlivet har sine Changementer storre, mere uforudsete

endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er haendet de

Andre, hvorfor skulde det ikke kunne haende dem? De har jo nu ogsaa

"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prover, og de kan anskaffe sig

smaa rosenrode Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et

fint lille "du theatre de la chose" nedenunder. Det er det forste Skridt,

Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. For Stykket er

spillet til Ende, kan de vaere flyttet fra Paaklaedningslogen over i

"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentraesmobler og

lyseblaat Silketapisseri. De kan kjore i Boulogneskoven i "deres" Vogn,

med "deres" Heste og "deres" egen lille sode Groom. Hvem veed, maaske kan

der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,

som er aegte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er

der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange

distinguerede kjoleklaedte Herrer op, baade unge med Esprit og Humor og

gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa

magelost elskvaerdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue

de la Paix og Fontana. Man sporger _maman_ hjemme, hvad man skal gjore.

Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on

est oblige de prendre quelqu'un." Og saa gjor den Lille _son choix_, og

Alverden er tilfreds--saalaenge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at vaere det. Engang imellem

tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod

Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men

Fremmedtilstromningens Guld har en Klang, der lyder hojere og sodere i

Direktorens Oren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa

Formaningstaler med paa Kjobet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,

Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nodvendigt altid findes i

en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende

er der et fortraeffeligt Bolvaerk til at standse: Parisertheatrenes uhyre

Konservatisme. Man moder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,

finder man ved et hojt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt

Halstorklaede, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde

den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved

den egentlige Indgang. Hvad de skal gjore godt for, er der Ingen, der

begriber. Men de har siddet der saalaenge som Theatret har staaet, og

derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i

Entreen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de

Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er

man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal

anvise Ens Pladser. Det vilde vaere langt simplere, om Billetterne bar

Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen

Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa

bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske

Theaterforfatter naesten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie

Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,

det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end

Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne

menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det

end er, saa vil det bevare den virkelige, aegte Komedie paa de

Pariserscener, hvor den har gammel Haevd paa at florere. Deres Antal er

mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods

Udstyrstheatrene faa en saadan Forstaerkning af de Fremmede, at de kan

gjore glimrende Forretninger selv med det Gode, de praesterer, og at der

folgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophojelse til

Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for

den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forogede

materielle Velvaere den franske dramatiske Kunst en stor Stotte, uden

samtidig at medfore vaesentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet

muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort

Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at saette sig ind deri.

Nu kan det det i hvert Fald ikke laenger; i vor Tid traenger det til god

Vin og god Fode, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig

baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstraekkelig

Fode til, at de kan voxe sig store og staerke.

[Illustration: Theatre francais' Yngste: Mlle. Baretta.]

SOMMERLIV OG FESTER.

Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da

Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjore Hovedstaden

med sin Naervaerelse, og da folgelig Byens Liv naaer sin hojeste Potens.

Men man er dog ikke ganske saa rigoros som hos de stive Britter. De kan

ikke, uden at saette deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i

Westend-Palaeerne en eneste Dag for den 1ste Maj, og de kan heller ikke

uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omlob om

dem, atter forlade disse Palaeer for netop den 1ste August. Selv for den

allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa

hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan vaere ham til Behag. Paris gaar det

an at foretraekke, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa

Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Saeson har

Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er

skjonnest. Saasnart de forste Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den

fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa

sit Hojeste. Den svaelger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder

paa Sensationspremierer, de beromte Virtuoser kommer fra alle Jordens

Kanter og lader sig hore ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til

en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjorenhedsmarkeder og elegante

Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,

den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,

Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati

kappes om at holde Soireer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver

det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele

tumlende Fornojelsesliv den forste Sondag i Juni ender med en

Slutnjngsfete, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,

Frankrigs Derbydag, de store Vaeddelob paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstorste Festdage. Det

er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er

endda den Ting at bemaerke, at ved Nationalfesten holder

Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Lob

derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme

Verden har det allerede under Kejserdommet hort til god Tone at tage

Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, for man

laegger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene traengt ud til

bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en solle Calicot

laenger, der ikke finder Longchampsudflugten nodvendig for at haevde sin

sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes

Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og

har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden

Gjenstand, man kan saette paa Mont-de-Pitie for at komme med. Man skal til

Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Lobenes Skyld;

Pariserne sidder der ikke som Englaenderne nogen medfodt Sportsmani i

Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil vaere aerlig,

veed man ganske vel, at Dagens Besvaer tidt bliver storre end dens

Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa

afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa

kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund

til. Man giver sine Penge ud paa Vaeddelobsdagen i det stille Haab, at de

skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vaedder. Alle gjor

det; Sadlepladsens Publikum saetter Tusindfrancsnoter paa Spil,

Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgaere Masse paa

"Gronsvaeret" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af

Kraeftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa

Borsen, at Alverden gjor Forsog paa at tjene sig rig i en Haandevending;

overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde

Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"

tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og

den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre

Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan

Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas

Tilbederlegion. Efter Frokosttid, naesten hele Dagen igjennem, er de

parisiske Kafeborde fulde af smaa gronne Klaedesplader, paa hvilke de

jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt

fortjente Ugelon i Ecarte; der pareres ved Billarderne, der spilles i

Smug alle Slags Hasard i ethvert Bevaertningslokales Bagstuer, der spilles

kort sagt af Alle og overalt. Vaeddelobsdagen er en velkommen, saa at sige

med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille

denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri

Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets

nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder

af dem, og de gjor uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til

Stykket, er det maaske forst og fremmest dem, der gjemmer Alruneaeblet,

som paa den store Vaeddelobsdag drager alle Mennesker til

Longchampssletten.

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog

alligevel skal vaere Feriedag, vil man gjore den saa lang som muligt. Og

desuden gjaelder det ogsaa at vaere betids paa Pletten for at faa en Plads,

hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve saetter

formelige Haere af Smaaborgerfamilier sig i Bevaegelse i Retningen af

Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,

Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en

Massestorm paa Mont Valerien. Men de mylrende sorte Striber af

Menneskemyrer kravler ikke op ad Hojen, de folger Trup over Suresnesbroen

og spreder sig saa og besaetter hver Gronsvaersplet i Terraenet mellem

Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og

holder efter Marchen Siesta i de kolige Skovskygger. De har behov at

forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Traengsel

og Stov og Solhede; allerede for Et maa de sige Farvel til Traeerne og

foretage deres Kaplob ned til Snoren, som indhegner Vaeddelobsbanen.

Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er

Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den AEre at throne paa

aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets

Maximum af Forspands-, Seletojs-og Kjoretoijs-luxus paa Parade, de

ordinaere Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum

af Kjorepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen

slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en

Vogn til de store Lob. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for

de almindelige Droschker og for Kjoretojer med et storre Antal Pladser i

Forhold dertil. Men har man ikke vaeret forsynlig og lejet paa Forhaand,

kan det meget vel haende, at man paa selve Dagen ikke slipper under det

Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme

lidt medgjorlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster

overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder

Louisd'orer frem og viser ham. Han tor ikke standse, har engang en af dem

forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,

kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjore _a l'heure_

hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit

Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den

store Vaeddelobsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at

sige ikke er en eneste laenger at faa indenfor Paris's Faestningsvaerker.

Fra Klokken to holder de i endelose Raekker ned over alle Vejene, der

forer til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man

var i Stand til at taelle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det

forste Lob begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store

Gronsvaersslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af

Tilskuerpublikum. Der kan vaere indtil tre hundrede tusind Mennesker

klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terraenet fra

Tribunernes overste Baenke; det er et Syn, som det naeppe nogetsteds paa

Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om

spredte Grupper; det er, som om man vilde taenke sig en vaeldig,

uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med

Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa taet, Fladen, der dannes af de morke,

hattebeklaedte Hoveder, ligesaa sammenhaengende kompakt som den, der dannes

af de bugnende Ax. Hist og her stikker rode Parasoller frem som glodende

Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsaederne og staar der i deres

lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule

Agerkaalsstilke og saetter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen

gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Ojet

ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, aeventyrlig Uendelighed af

muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som saetter Fantasien i Bevaegelse og

ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glaede. Fra

denne Hovedmasse straekker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs

hele Vaeddelobsbanens Snor, taette sorte Myregange af andre

Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,

over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver

af Tribunerne fortsaettes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.

Ogsaa der er der taetproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af

Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene

extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en

Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store

Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de

store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder

sig ikke om at tage Skjonheden med paa Raad, det gjaelder kun at vaekke

Opmaerksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegojer, er dem

ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Maerke til dem, og de kommer i

Avisen den naeste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og

Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis vaere fornojeligere end Kaplobet

inde paa Banen. Hvert Ojeblik gaar der som et elektrisk Stod gjennem

Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Gronsvaeret".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt

omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhojt. Det er et

Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har

opdaget inde paa Sadlepladsen, en Froken med Lueforgyldningsbroderier paa

den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgront:

sivgron En-tous-cas, sivgron Kjole, sivgronne Stromper og sivgronne Sko,

Altsammen bedaekket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte

Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris

kun den ene store Vaeddelobsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa

Lejlighed til at slaa Gjaekken los.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,

adelige, men gyselig magre Vaeddelobere. Tribunepublikummet har studeret

Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber

deres Navne for at gjaelde for Sportsmaend, der veed Besked. Men nogen

overdreven Enthousiasme for de forste af Lobene er der dog egentlig ikke.

De maa mere betragtes som en appetitvaekkende _Piece de rideau_ for den

rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde

Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne

vaekke nogen virkelig Spaending. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er

absolut sikker paa, om disse Lob nu ogsaa kan betragtes som rigtig

alvorlige. Man fortaeller om saa megen _"blague"_ ved Smaalobene, om

bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de

i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle

mindes Affaeren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom

slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for

at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde vaeret staerkere end han; dets

Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af

med sin Rytter og sorgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.

Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svaekker

Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjaelder

det baade AEren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede

tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevaegelse mellem Publikum, saa saare Tallene

begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Lobendes Numere

markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ broles og hvines der fra

Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af

deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i

Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Ojeblik ingen Tanke

for. "Hvem lober?" det er det forste store Nysgjerrighedssporgsmaal, det

gjaelder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;

til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man

traekker sig kun grumme nodigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt

til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et

Slags Adelsdiplom, at den har vaeret med ved det rigtige store Lob. Man

kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos

Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjaere? Der findes

forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Lobet nogen af de

hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en

Forsterangstraenor paa et eller andet fjernt, ode Sted, pludselig dukker

frem og gjor alle Sportsmaendenes Beregninger til Skamme? Man har set

Sligt ikke saa sjaeldent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,

saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har stottet sine Vaeddemaal, ikke to

Sous vaerd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Lobere at gjore, saa

er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.

Der mangler sjaelden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med

Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa

Tavlen. Om der var tilstodt et Uheld! Om den pludselig var bleven

indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Vaeddelobere er

omfindtlige som de store Primadonnaer. AEngsteligheden begynder at brede

sig. De, der har vaeret bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan

umulig vaere haendet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for

den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig vaeret omgiven af

en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har

vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste

den med Brod, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til

at lade sine Evner straale i det skjonneste Lys. Den er sund og frisk,

glodende af Kampiver, forsikrer de; de har vaeret i Stalden endnu om

Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige

Blikke; Hjerterne horer op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa

dens Tal paa Tavlen. Et hojt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det

skjaeres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu

Stilhed over den store Vaeddelobsbane som i Theatret, naar Taeppet haever

sig. Alles Ojne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i

Raekke kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjor en lille Galopfart for

at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de

foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Lobet begynder. Hvor der straekkes

Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetorklaeder og Hatte og

Parasoller i Et uendeligt Brol fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber

sin foretrukne Dystlobers Navn og bliver ved at raabe det under hele

Lobet, som om Hesten kunde hore det, og som om det uvaegerligt maatte fore

den til Sejer, naar det blot overdovede alle andre. Der kommer de frem

ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den

holder sig! Den oger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,

forende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele

Vaeddelobsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmaend paa Sadlepladsen

flokker sig lykonskende om Ejer og Traenor. Den Forste tager ved dette ene

Lob en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,

Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er

efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det

unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjonheds, og hvis

Tjeneste betales hojere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" folger der atter andre, mindre Lob med Priser fra

sex til femten tusind Francs. Det Hele ender forst henimod Aftentid. Men

Vaeddelobsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part

maa se itide at faa fat paa sine Kjoretojer, der kan gaa Timer, for de

findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af

Champs-Elyseesavenuen at vaere Vidne til det nye Skuespil: _le retour des

cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjorsel i Parade.

Hele den brede Allee er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en

formelig Haer af Vogne, og det varer Timer, for Revuen tager Ende. Her

holdes Hovedmonstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer

Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af

Parisersaesonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise

Udlaendingene sin kjaere Stad i al dens Herlighed, for man overlader den

til deres Indvandring. Fra den forste Mandag i Juni har de Lov til at

fylde den med Rejsekostumer og rode Baedekere, men den store Vaeddelobsdag

skal den vaere sig selv, vaere paa Hojden af sin Glands og Pragt. Og det

er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalaenge Solen

befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevaegelse, En

hel Haer af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjaeftiget med at holde

Alting vaadt, der bliver sprojtet og sprojtet paa Makadamiseringen,

Husfacaderne overrisles, Gaardene saettes under Vand, Trottoirerne skures

og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjolighed, saa den

store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desvaerre sine Undtagelser. Af og til, naar

Temperaturen stiger saerlig hojt, og Sommeren bliver saerlig tor, vil Dhuys

og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke laenger

gjore deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Traengselstid. Byen begraves

i Stov. Som en taet, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange

Boulevarder og Avenuer. I de forste Morgentimer staar denne Taage endnu

lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde lofte sig i

Vejret eller lose sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,

efterhaanden som der kommer Folk og Faerdsel, med hver ny Vogn og hver ny

Fodgaenger haever den sig hojere og hojere. Den ruller ind over Byen i

voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil

henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud

som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter

Time fortaetter de sig. Laengere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,

okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra

Lygtepael til Lygtepael. Det Hele er forvandlet til et ubegraendset

askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Traeer og Huse glider

sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Doren, er i det samme Nu

Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Stov; naar man har gaaet en halv

Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man saette sig ved et Kafebord

paa Trottoiret, maa det forst fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer

ruller langsomt og bedroveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke

graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over

de lange Boulevarder er der naesten ikke et eneste gront Blad at opdage.

Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Stovet

ude fra Gaderne traenger sig gjennem hver lille Spraekke og Aabning, laver

Skyer, laegger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,

faaer Sommerraedsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede

Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted for dem. Under den nye

atheniensiske Republik kraever Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere

enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under

Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det

store Traen fra Saesonen, saetter sig paa landlig Diaet og vegeterer i en

Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne

udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er vaesentlig dette Hensyn, der

allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at laegge Paris ode. Under

de to folgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I

Slutningen af Juli er den berovet saa at sige hele sit "tout Paris", det

lille Frimurerselskab af udvalgte, aegte Parisere, der til daglig Brug

ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor

af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa

sjeldne, at de vaekker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,

Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Sondagen

formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt

tomme, mest befolkede med Arbejdere, stonnende Forretningsfolk og

langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Chateau, naar man har enten et

virkeligt Chateau eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med

god Villie kan tillaegges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i

Omegnen, naar man er nodt til stadig at ture ind i Forretninger, eller

man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjor

helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I

gamle Dage var der vaesentlig kun Trouville; nu taelles de snart i

hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af

virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besoge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der

paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra

Fecamp. Men Alphons Karr kom tilfaeldigvis dertil og opdagede Stedet,

ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr

byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to hoje, hvide

Skjaergaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og

propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan

spadsere gjennem en lang Gade, der baerer hans Navn, og hvor de Handlende

i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden

denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger

praegtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den

naermeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og

Badegjaesterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight

og Brighton, har kastet deres Kjaerlighed paa det, og et Sted, der tages

under Armene af saadanne Magter, behover ikke mange Aar for at komme i

Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overflojet de fleste

normanniske Badesteder. Trouville skraemmer trods de demokratiske Tider

Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger

desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjore lange Straekninger

ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fecamp for

provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,

og Vinden blaeser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af aegte

fransk Badeliv, skal man for Ojeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil vaere henrykt. Det stolte Hav

med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjaergaardsklipper, som

springer ud i det og danner en Raekke af maegtige Portaler, mod hvilke de

herligste Triumfbuer kun er Legevaerk, det muntre, brogede Badeliv paa

Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de gronne Bakker, Musiken fra

Kasinoet--alt det vil saette ham i Begejstring, og han vil uden Betaenkning

erklaere Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent

Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En

eller Anden, som laeser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa

Grundlag af den, foretraekker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et

Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornojelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i

Vandet fra nordiske Badehuse, vaekker den Forbavselse i forste Ojeblik, og

det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten

vil erklaere, at Sligt kan de paa ingen Maade vaere med til. I sidste

Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.

Hvad alle Mennesker gjor, kan ikke i Laengden vedblive at vaere stodende

for den Enkelte. Amerikanere, Englaendere, Russere og andre Folkefaerd

folger da ogsaa uden Betaenkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn

til Alder eller Kjon i den brogede Vrimmel af Badende. Der er saerlig to

Tider paa Dagen, da denne Vrimmel praesenterer sig mest malerisk, nemlig

om Formiddagen umiddelbart for Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i

Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjaester,

befinder sig da paa Skraenten, som fra Kasinoterrassen forer ned til

Vandet. Under Sommerparaplyer og rode Parasoller lejrer man sig i Grupper

paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedaekket, plasker i

Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klaede sig af og paa.

Disse smaa Traehuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent

umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog

ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, for man faaer fat

i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung

Froken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten

efter En, horer til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,

uden at stode den gode Tone, banker paa Doren til en Dames

Paaklaedningsvaerelse og sporger, om han snart kan aflose hende. Alt gaar

her paa Badeskraenten for sig fuldstaendig _sans gene._ En Badetur er her

det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen

saetter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Staevne til Badningen den naeste

Formiddag. En isoleret Vandgaenger horer til de store Sjeldenheder; i

Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der folges ad og i

deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade

ned ad Gangbraedtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af

et broget Skjaerf, Benklaeder, hvis normale Laengde er til noget nedenfor

Knaeerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.

Mellem den bedagede Pebermos folderige, til Anklerne naaende Dragt af

sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede

Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, staerkt

nedringet, uden AErmer og stumpende ovenfor Knaeet, kan man vaelge

Overgangsformer nok, der blotter eller daekker alt, efter hver Enkelts

Behov og Tilbojeligheder. Herrerne moder som oftest i stribet Trikot, der

ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for praesentable i det Kustume,

er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrobeligheder under

en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom

vaere tilstraekkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og

Vandet plejer begge Kjon at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den

er imidlertid ingenlunde absolut nodvendig, og det er kun Faa, der ikke

under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for

Vandringen opad efter Badet. Under dette laegges den helt nede ved

Bredden, fortojet med et Par af de storste runde Sten, man kan faa fat

paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man

kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,

inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde

ikke hensigtsmaessig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornojelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.

Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestraeber sig for at

more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det hoje Springbraedt styrter

baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over

hinanden, slaar Kolbotter over hinandens Ryg eller under Braedtet, vaelter

sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og soger i

det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dodsforagt for det vaade

Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltraekke sig

en eller anden badende ung Frokens Opmaerksomhed. Damerne kan i Reglen

svomme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen

med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjonne ogsaa Plads i en af de

smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af

Herresvaermen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bolgerne,

for saa at lade deres Favntag baere hende ind igjen. Fartojets Bjergning

overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De

Damer, der ikke er indviede i Svommekunstens Mysterier eller ikke

dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar

Undervisning af Bademestrene eller af naerbekjendte Herrer, overpjadsker

hinanden med Vand og bliver hvert Ojeblik bange for Bolgerne, som ruller

hen over dem og slynger dem omkuld eller vaelter dem ind mod Land,

Bolgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de

Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste

Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersvaermens hojrostede

Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden haender det ogsaa, at en

naergaaende Bolge skyller helt op til de naermeste Stoleraekker og over Hals

og Hoved jager deres Indehavere op ad Skraenten, samtidig med, at den

forer Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem

Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt haender, er der ingen Ende

paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver soger at redde Sit, men Ingen

kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae

Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i

Etretat, naar det udstraekkes over et laengere Tidsrum. Folk, der ligger

ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilvaerelsen, at Badeliv

nodvendigt maa vaere ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjaesterne i

Etretat synes denne Opfattelse at vaere bleven til et Dogme. De betragter

Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for

deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som

Etretat horer Alverden efter en fjorten Dages Forlob uundgaaelig til en

af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal

derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,

at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,

betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og

energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelaesninger og ved praktiske

Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive

Maaneder hen i Etretat uden at traettes; men dertil bliver Stedets

Adspredelser og hele Liv i Laengden for ensformige. Det kan vaere saerdeles

morsomt for en Gang eller to at vaere med til Yndlingssporten ved disse

Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer

omkring mellem Skjaergaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det

er dog den Slags Fornojelser, som ikke egner sig til at gjentages hver

Dag. Krocketspillet paa de store Plaener omkring Byen synes at vaere et

Privilegium for Englaenderne, og Ture op til Bjergtoppene gjor man een

Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i

Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornojelse, da man ikke kan faae

en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist

til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard

paa halvtredsindstyve Alens Laengde, begraenset paa den ene Side af

Badeskraenten, paa den anden af en Kafe med de hojeste Priser og den

sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af

Spille-, Laese-, Koncert- og Dansesale.

Naest efter Badetimerne er det Kasinobesogene, der spiller Hovedrollen i

Badegjaesternes Tilvaerelse. Naar man ikke horer til de Millionaerer, der

paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk

Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjonheder, er man i Etretat ikke

bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed

andetsteds. Stundom er man endogsaa vaerre faren, idet man lever

indestaengt i en lille Kjobstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt

til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to

saadanne Institutioner, der selvfolgelig ikke kan rumme meer end et

Minimum af de Besogende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den

Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervaeggen, naar man vil

straekke sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end hojst

nodvendigt, gjor man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor

eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det

paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Ecarte, en meget hoj

Ecarte--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt

Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og

viser deres Toiletter, eller af og til gjor en Tour ned paa

Rullestensskraenten for at hente det ikke sjeldent frugtbart

forhaandenvaerende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den

tager sig ud i Vandet, og saa saetter sig i Skyggen under Kasinokafeens

Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfaerdeligste

Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englaenderne gaar omkring i

Jockeyjakke og har Spleen, mens Englaenderinderne derimod sorge for den

almindelige Morskab ved at praesentere sig i hvide Trikotkjoler med

hojrode Livbaand samt alenlange Sko og sorte Stromper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er

der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist

Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig hore ved disse

Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end

Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder

Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den

hede Sal. Til Dandsen er Tilstromningen ikke mindre. Tilsynet overholdes

saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det

horer folgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige

Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og

meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde

Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om

Formiddagen er komne op af Badet. Isaer paa Englaenderinderne er der ingen

stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.

Naar de moder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrojer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, vaere ganske fornojeligt at se paa og vaere med til

nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det haende, at

Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er

ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som

Normandiets Himmel. Luften skal vaere styrkende, siger man, men Alverden

gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjaergaardsklipperne voxer

der hverken Blomster eller Blade, og de lange, gronne Bakkeskraaninger

ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag

ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man

sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten

paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal

man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til

aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man

kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar

ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad

Napoleonsdagen var under Kejserdommet. Et helt Aarti omtrent havde Paris

baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.

Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kaempevaerket paa Marsmarken stod

faerdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strommede til fra alle

Jordens Egne. Fredens Gjerning havde laeget Krigens Saar. Paris var atter

sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for

Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Laengsler

og Dromme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele

Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,

Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende

gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,

Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde

samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfodte Hof. Siden den Tid fejrer

den franske Republik hvert Aar sin Fodselsdag. Den har valgt dertil den

14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den

store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den

fortsaetter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og

hver Landsbyflaekke, men hvor store Anstrengelser man end gjor sig

allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's

Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet

Folkefaerd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.

Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med

dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning forst

og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vaelte

alt Muligt af sig og fornoje sig som Born i uskyldig, overstrommende

Glaede. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed fore til nye,

storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjore det, hvor gammel

end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter haenges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de

offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt

tomrer og hamrer man, haenger Lygter op, bygger AEreporte, rejser

Mastetraeer, pynter Huse og kjober Flag forst og fremmest. Trikolorhavet

voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.

Pariserne flager ikke, som man gjor det i mindre extravagante nordlige

Egne af Verden. De haenger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste

Hus, de pynter Facaderne med taetsammenpakkede Emblemer af dem, de spaender

dem som Theatersoffitter tvaers over Gaderne fra Tag til Tag, der haever

sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i

Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;

de store Nouveaute-magasiner saelger dem for et Par Francs Stykket, og det

er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne vaere med

til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er

ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke

Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjobende Publikum svaelger

i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore

Stromper og trikolore Halstorklaeder, trikolore Vifter og Lommetorklaeder

og Dukker for Born; alt Muligt, hvad der saelges, maa, naar

Nationalfestdagen naermer sig, vaere trefarvet, selv Herrernes Seler og

Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er

trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjor

en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet

druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer

mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjorner. Nogle Droschkeejere

maler selve Vognene blaa, hvide og rode, pynter Kudskene med trefarvet

Liberi og anskaffer sig trefarvede Daekkener til Hestene. Samtidig er

Gaderne overspaendte med et saadant Vaev af Guirlander og Blomster, at man

i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i

Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da

forsvundet under Lov og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man

med trikolore Papirsstrimler og med hojst primitive trikolore

Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og

ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og sporger

hinanden, hvad der kan vaere i Vejen. Selv Saelgekonernes Frugt- og

Legumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode

Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle

Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig

trikolore Laerredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres

Hatte; Bornene gjor man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan

Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan

kjende den igjen. Det saedvanlige Liv er borte og erstattet af et helt

nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og

Faerdsel sin vante Gang. Forst henad Aften, naar Forstaedernes Beboere gjor

deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af

Sondagspraeget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.

Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man saetter sin Fod i

Gaderne, maerker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er forst og

fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er

lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har

gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre

Steder, de er nu rommede for deres Boder og forvandlede til vaeldige,

guirlandebehaengte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin

Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Vaerksted, selv Posten standser

sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tommes

der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store

Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,

yderlig fornojede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den

rastlose, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,

skikkelige, sondagspyntede Grupper med en Mylr af Born, og de standser

hvert Ojeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der

skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa

Gaden. En af de tallose Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig

op der omkring et Stativ, der baerer et trikolordrapperet Republikhoved

med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehaengte Faner. Man

opforer Koncert, og unge begejstrede Maend holder Taler til Forsamlingen

mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klaedt paa som

Frihedsgudinde, loftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men

over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige

Sondagshojtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den

dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det

hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskvaerdige paa

denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemaerkninger med

hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der modtes, man gaar

omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at vaere forekommende,

og man griber med Begjaerlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan

give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rommer sin Plads for hinanden i

Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor

den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overvaerelse af

Republikkens Praesident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de

Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det

er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er

uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store

populaere Fest. Men den er ogsaa populaer tilgavns. Den Part af Paris's

Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den

tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved

Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine

Soldater. Paa selve Revuesletten gjor den ikke synderlig Spektakel; den

staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive

tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et paent,

anstaendigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig

Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant

Korps. Men paa de smaa Kafeer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor

Soldaterne traekker over, naar de har defileret forbi Praesidenttribunen,

der giver man til Gjengjaeld det glade Humor saa meget mere overgivent

frit Lob. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre

paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo laengere man kommer

ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i

Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor

Orpheons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille

Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede

umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store

Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endelose foran

En, fejede rene for al den brogede Faerdsel, som ellers tumler afsted over

dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Ojet kan naa. Efter Klokken sex

er al Kjorsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sorget for at tage sig

saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at

holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stodende Sidegader

drager man sig med aegte Pariserhumor og i aegte Feststemning den sjeldne

Lejlighed til Indtaegt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.

Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med

en Tilgift af frisk Aftenkolighed, og en Haerskare af smaa italienske,

guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning

dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjore

andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at vaere en ganske

naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke

kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa

besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, ode, graa Vej, allevegne

omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand horer man

Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og

Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til

at taenke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette

Bombardementsindtryk forstaerkes kun, naar man drejer ind i en af de

Gader, der forer bort fra Centrum. Politipraefekten udsteder stadig

Plakater, ifolge hvilke den saa yndede Afbraending af smaa Spraengbomber og

andre Fyrvaerkerisager horer til de ikke engang for et Folk, der morer

sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten

Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin

Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde

Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjaeldent seer man en

enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er

blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at

Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke vaeret forbundet

med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Spraengbomber,

tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er

undertiden ganske forfaerdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de

ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig

har sin mest stojende og overgivne Karakter, blaendes og doves man

fuldstaendig af disse Raketter, Sole, Svaermere og Bomber, der farer ud fra

hvert Vindue og hver Gadedor med Tilbehor af Artillerisalver. Her er der

alt Andet end ode. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i

Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhojt af

Fornojelse. Faaer de Fyrvaerkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok

yderlig fortornede et Ojeblik og farer med vaeldige Eder over mod den, der

har braendt det af, som skulde det gaa paa Livet los. Men det varer kun et

halvt Minut. Naar han paent har afgivet sin Undskyldning og erklaeret, at

han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa

hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa

den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Morkets Frembrud Illuminationshavet at

sende sine Stromme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,

gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kaempebyen,

hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terraen paa den anden Side

Faestningsvaerkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,

selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder

koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder

mellem Mastetraeer, der folger efter hinanden for hver tredie Lygtepael,

trukket praegtige Gaskroner, fem i hver Raekke, snart er det en af de

offentlige Pladser, hvor en ny Statue afslores i Tusind-og-en-Nats-Glands

af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,

slyngede mellem hinanden saa taet som Lianer, snart atter er det Boulogne-

eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet

haenger Tusinder af rode Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene

bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Soerne vrimler det

af Smaafartojer, overhaengte med kinesiske Balloner, Raketternes og de

farvede Fyrvaerkeribombers uophorligt dryssende Regn falder som Myriader

af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud

allevegne inde fra Traeernes Tykning, laegger sit dagklare, fantastiske

Skjaer over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en

fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssees er der mellem

Traeerne trukket dobbelte Raekker af Gasguirlander med maelkefarvede Kupler,

og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsaetter sig som et Net ud

over den umaadelige Concordeplads og oversvommer den med Lys, mens

farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjaer ind i Fontaenerne paa

begge Sider af Obelisken. Tuilerianlaeget er blevet en Aladdinshave med

store, straalende koulorte Frugter paa alle Traeerne, Kirkernes Spir rager

op som flammende Kaempefakler, om alle de offentlige Bygningers

arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til

Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt

man kan se, spaender Broerne sig over Vandet snart i gylden

Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld daempet Taageglands af rode

orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa taet

behaengte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede

Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det

morke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys

og Flammer, allevegne krydses den morkblaa Nathimmel af Raketter fra de

sex Kaempefyrvaerkerier, som Municipalraadet i Aftenens Lob lader afbraende

fra hojtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne praesterer i de

snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstaederne til. Paa begge

Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede

Glaslygter, fojede sammen i trikolort Arrangement til en lang,

lovganglignende Allee af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med

store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der

paa selve Husenes Facade haengt kulorte Papirslanterner op, der daekker

hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.

Ud fra Taget skyder der samtidig lange Staenger, som baerer Buketter af

illuminerede Papirsblomster, de haenger paa Snore over Gaden, og de gloder

som store St. Hansorme i Laurbaerbuskene, hvormed man til Overflod har

fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Maend og

Kvinder med Lanterner i Form af kaempemaessige Konvolveler afsted gjennem

disse Gader, rode og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjaer

over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede

Kokarder paa Haaret, Svaermerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,

drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Maengden. Nu maerker

man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,

og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve

Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,

festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den

en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til

Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kafeerne til Vauxhalshaver med

mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trone

hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds

Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Theatre-francais- og

Borspladsen holder man _fete foraine_. Hvor den er karakteristisk for

Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det

er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres

Yndlingsfornojelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt

over hele _fete foraine_-Baeltet, og man staar i Queue ved dem allesammen

for at komme op paa Trae-Bucefalerne. Ojnene straaler, man leer og hviner

af Glaede, mens man straekker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens

Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der

er en vittig Kronikor, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i

Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at

Karusselhestene skulde vaere i permanent Rotation paa alle Pladser og

Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig laegge Haenderne i Skjodet.

Intet Opror vilde nogensinde banke paa hans Dor, thi de nationale

Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste

vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne

er der Barakker med hele Theatre, hvor man opforer store patriotiske

Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Bornene fra 93", som

stadig gjor stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de

er magelose. Saavidt jeg kunde skjonne, hang Stykket ikke sammen, men

fremstillede i skjonsom Afvexling Billeder af den store Revolutions

Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Osterrigere og en

fransk Soldat. Osterrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals

Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog

dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevaer i den ene

Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,

hvor et Barn laa paa Dodslejet; det var dod, forklaredes der, fordi dets

Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den

hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Osterrigerne og

Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det dode Barn allesammen

stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue

paa Hovedet. Da det var forbi, fik Osterrigerne og Franskmanden Trommer

om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny

Forestilling.... Hvor man kommer hen, doves Orerne af saadanne Svadaer,

for hvert Skridt maa man standse og hore paa disse uforlignelige

oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre

og elektriske Fruentimmer og Fiskemaend og Kaempekvinder og Somnambuler, af

Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en

verdensomvaeltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteaermer, der

byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.

Grupperne flokker sig, man traenges og ler og siger Vittigheder. Og stadig

farer der Spraengbomber ind, hvor Mylren er taettest, og syngende og

trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulorte Lygter paa

Hattene. Skjaenkevaerterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader

dem stromme for hvem der vil drikke, Spaekhokeren ved Siden af vil ikke

staa tilbage og kaster trefarvede AEg i Grams til hvem der vil gribe.

Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med

Folelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den

anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjor

ikke en Kat Fortraed. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar

Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste

kunde onske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens

Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og

vaeret, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden

af deres Natur: store, godmodige, elskvaerdige Born.

Sommer-Sondage ved Paris,

Udenfor Faestningsvaerkerne, i et Baelte, der snevrer sig ind hist og her,

men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, straekker sig

rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne

kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og gronne Sommerpynt,

men det har den bymaessig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med

Navnebraedt paa Hjornerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,

der i Tidens Lob er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenvaerende

Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstaeder, Markerne mellem dem

stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved

Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,

sammenhaengende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom

den graa Kaempeby.

Her er Pariserens forjaettede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er

Endemaalet for al hans Straeben, den lokkende Belonning for et Livs Slid,

Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalaegger sig alle Savn. Selv

efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i

et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalaenge

"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra

Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen

fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Vaerksted.

Han kjober sit "Terrain" og drager med Kone og Born til Banlieuens

Kanaan. Hans AErgjerrigheds Higen kan have stilet hojere eller lavere, alt

efter den Klasse af Samfundet, han horer til, men i Kubikmetre kan den

altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem

Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Paeretraeer og

forresten lader Verden sejle sin egen So, den laegger over Banlieuebaeltet

en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen

gaar af En i det Samme man saetter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i

de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blodt, Bedovende,

en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvaere. Heller ikke

Landliggerne gjor noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en

mobleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de foler sig moralsk forpligtede

til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende

Befolkning er der de nomadiserende Gjaester, Sondagspublikumet, som kun

kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af

smaa Bestillingsmaend, som aldrig naaer op paa "Rentens" gronne Gren,

eller af smaa Haandvaerkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet

forst lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres

Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,

naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more

sig. Tvertimod, intet andet Folkefaerd er saa sparsommeligt med sine

Fornojelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen

Haandvaerker ved Siden af, Skraedder, Skomager eller Sligt. Man finder ham

ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for

at unde sig den Smule Sovn, han kan faa, naar han hvert Ojeblik skal

traekke i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternolerne. Kig ind i

Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med

Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet

finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller

Strygebraedt. Besog de smaa Butiker. Ejeren, hans Sonner og Dottre staar

ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem

deres Plads undtagen de Par Ojeblikke, da de skiftes til at gaa ind i

Vaerelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen

Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,

bliver kjobt med Opoffrelse af Indtaegt, og den tages derfor kun sjelden.

Men river man sig endelig los engang og gjor et "_partie de campagne_",

saa skal det folgelig ogsaa vaere Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig

op, mens den sad staenget inde saa laenge; den maa nu have Luft i en

Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebaeltet i Folge med disse Landtours-Gjaester og til

deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fete

foraine, bal champetre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,

en Invasion af Fornojelsesvirvar og Fornojelseslarm _a grand orchestre_.

Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at

skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveraene

Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude

under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjor Banlieuen saa

ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget

Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin

Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de

vidtforgrenede Springvandssystemer, der horte med til Le Notres

Parkanlaeg, og som endnu paa bestemte Sommersondage sender deres taarnhoje

Straaler op over de store Plaener, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper

af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,

hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine

Illuminationsfester paa La Grenouillere-Oen og sine Kanotierballer.

Asnieres og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i

Traek, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,

Sannois sin Molle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Vaeddelob. Man

har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver

Lordag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,

hvor der den naeste Dag er Noget paa Faerde. Befordringen er saa overmaade

let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog

afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de

Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer hojt tilvejrs, mellem

Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af

Saint-Lazares og Nordbanens faelles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa

jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den

havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra

Morgen til Aften, uden at mindst een graa Rogslange bugter sig hen over

den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog

hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Traengsel

eller Besvaer ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjobet

baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og

Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke

smaa Dampbaade-Omnibusser, en aegte parisisk Specialitet og det

fornojeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan taenkes.

"_Du cote de la Seine_", er i de ni Tilfaelde af ti Maalet for

Landpartiet, Pariserne naerer en ganske umaadelig Kjaerlighed til Seinen;

deres Passion for den er naesten meer endnu, den er et Slags Kultus, de

tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen

faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Sondag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjonne Land, ligger bundet i

dens Flodseng. At hans Stov maatte komme til at hvile "_sur les bords de

la Seine_" var den store Napoleons sidste Onske. "_Au milieu de ce peuple

francais_", fojer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,

Frankrigs Sjael, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder

af Mile fra Hjemmet. Han taeredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som

Laegerne Intet kunde gjore ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af

Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange vaere

Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjor Verdens Skjonhed.

Kun saalaenge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevaegt, der

saetter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule

bort fra den, bliver de strax nervose, ubehjaelpsomme, de foler sig

allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.

Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor

man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og

hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne

deres Kjaerlighed til Floden bliver gjengjaeldt. Kan de ikke undvaere den,

saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig los fra dem og deres By.

Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det

hele Banlieuebaelte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Lob

og troer, den fortsaetter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i

den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene

Side, man gaar tvaers gjennem Skoven og traeffer den igjen paa den anden

Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til

En og siger, jeg flytter med. Den gjor En rent tummelumsk paa Banlieuens

Topografi. Selv Folk, der er barnefodte i Byen, kan ikke finde Rede i de

Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjaere Flod er

allestedsnaervaerende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den forste Foraarssondag i

April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig taettere og taettere, jo

mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er

forunderligt skjonne. Vejen, som fra Meudonskoven folger Hojdedragets Kam

over Sevres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra

store, traeoverskyggede Plaener aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af

Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom

klaeder Bakkeskraenterne i Fest. Pynter og Oer med gamle Traeer skyder sig

ind i Flodlobet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien

kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Gronne; hele Terraenet vugger

sig milevidt bolgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa

Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer stroede ind mellem Lunde

og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner

Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,

straalende, farvefuldt og sommerfornojet. Men det er ikke det alligevel,

der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen saerlig

vakt Sands for Naturskjonheder. En af deres Kronikorer, der er mest

"parisien", har engang aerligt skriftet, at han var ude af Stand til at

forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i

Ojesyn fra et Kafebord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han

bekvemt kunde straekke sine Fodder paa Asfaltgulv. Det bredere

Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan noje

sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafebordet

og Lovtonnellen undvaerer det nodigt. Det klattrer op paa

Seineskraentshojderne, men det gjor den Tour af saa hurtigt som muligt.

Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se

Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i

Omegnen horer med til et parisisk _partie de campagne_, som skal vaere

fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved

Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man

ogsaa fyldt sig med al den Naturskjonhed, man har Behov. Man stiger ned

til sin kjaere Seineflod igjen og helliger Dagen til Glaederne ved dens

Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la

friture_", til Middagen, et Lofte, hvorved de dog i Regelen tilskriver

sig selv mere og Fiskene mindre Klogt, end begge Parter viser sig at

besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornojelse, der af

alle har hojest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten

er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man moder

naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Somandskrave eller

Laerredsfrakke med Guldankre, Laerredsbenklaeder med kulorte Striber ned

langs Sommen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det

vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge

som muligt. Forst naar den er alenbred, gjor dens Ejermand rigtig Lykke.

Saaledes udstyret og med en Kjaereste eller idetmindste en "Veninde"

ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt

oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen braender, roer man under Hvin og

Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kaentrer Baaden, og det

hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er

Morskaben forst rigtig. Saa laegger man sig til Torring i Solskinnet paa

Bredden, slaas med Sand og Graes og Hatte, holder Flojtekoncert paa sine

Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der

er en Verden, som er kjedelig og besvaerlig, og husker kun paa, at den Dag

idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af

Piaseer. Bliver Humoret et Ojeblik en Smule mat, er man stadig ikke

laengere fra den lille, landlige Kafe, end at et Glas Absinth eller en

Flaske _petit bleu_ hurtigt kan saette det i Aande igjen. "Tonnellen" har

sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der

med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinlovomrankede Verandaer. I

selvmedbragte Madkurve og Graesplaener som Spiseborde seer Pariserne

undertiden en Nodvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve hojt,

naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.

Flasker med Stov paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,

og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men

den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det

Hele taget--har sjeldne Gaver til at saette Kronen paa, hvad en Dag i Sol

og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og

Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar

Naerhed--ovenpaa Dosigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod

Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa

Seinebredsgjaesterne tilstraekkelig animerede til med fuldtaabne Arme at

tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonflojten bliver sat i Aktivitet

af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til

Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,

Skydebaner og Somnambulevogne oversvommes af stojende Skarer. Larmen

stiger og stiger, kun de store Parktraeer staar stille og forbausede og

seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke

Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til

Undsaetning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner

Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den

forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Traeer. Den horer naesten

uundgaaeligt med til en parisisk Sommersondag. Man er saa vant til at faa

den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjor

sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet

med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjaelper saa med til Fornojelsen. Den

giver Festdagen en Ende med Eclat. Eclat er der tilgavns i en aegte

parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,

Saa overgivent kaadt vaelter den sine Stromme ned over Stimen, der klumper

sig sammen og traekker til Jernbanestationen under eet sammenhaengende

Parapluitag, at det er umuligt at blive fornaermet over den. Man vaelger da

det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhojt over hinandens

Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et

Humor uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud naesten allesammen. Skovtoure

kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de

Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kaempeege, dens

vildtromantiske Klippeklofter, dens Soer og Vandfald, en af de storste og

en af de skjonneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder

de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke laenger

end til Karussellerne ved Fronsardklofterne lige i Udkanten af den. Endog

Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger laengere fra Paris end Dyrehaven

fra Kjobenhavn, er saare sparsomt besogt. Gjennem dens praegtige Alleer

ruller Herskabsvogne i Maengde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og

til paa en af de aabne, med alenhojt Graes bevoxede Pletter traeffe et

Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden

til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skraenten ved en lille Baek,

nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man

kan saa ogsaa vaere sikker paa, at de Forste er meer eller mindre

beslaegtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for

hojst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de

synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux levres,

Les plus doux vers sont les

baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt

_en vogue_. Det mest populaere er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der

er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig hoj Stjerne saavel hos

Pariser-Bourgeois'en som forst og fremmest hos den parisiske Student og

"Studentinde". I hvilket Slaegtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa

den ode O melder Historien Ingenting om. Hans Portraet i Legemsstorrelse

findes over Indgangen til Bevaertningshaven, Lysthusene er anbragte i

Traeerne og daekkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man

seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,

Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Born i disse

Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle

halvhundrede Fod hoje Traeer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om

Stammen, og overst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da

Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til

Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjores gjennem Raaber,

det er hojst originalt. Vaerten er bleven Millionaer ved det Indfald, og

den lille Banlieueby et Sondagsvalfartssted af de allermest besogte. Den

har sin egen Jernbane, en uhyre kurios diminutiv en, der snoer sig som en

Snog ind mellem Hegn og Haver, lober rundt om Blomsterbede og bider sig

selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Sondagsrytteriet paa Heste og

AEsler. Det er ikke de aedleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.

Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar

det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grofterne derude, hver

anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og

sonderreven Kjole. Men hvad gjor det! Det loste Haar klaeder godt, og til

en ny Kjole bliver der sagtens Raad, for man skal i Skoven naeste Gang. En

skummende Tisane i Robinsonteltet kjoler de hede Kinder, men holder

Temperaturen i det hede Blod. Fra Traetoppen seer man Solen laegge

Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og

plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den

Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.

Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfaere, der ligger over de

populaere Lag. Bredderne af dets fortryllende So er krandsede med Villaer,

hvis Ejere er store Financierer, som taeller Rentekapitalen i Millioner,

og Sondagsgjaesterne paa denne So holder ikke deres Indtog til Musik af

Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de

sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drommende Blomsteroer. Fra en

stille Krog, hvor Haengepilen bygger Lovkuppel over Sospejlet, kaster de

Fiskesnoren ud i det gronne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler

ned bag Montmorencys Hoje ud paa et Taeppe af Purpur og Guld og driver og

drommer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes

Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertraengselen ellers kun

seer lidt til, vaesentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som

hverken har _le grand monde's_ Praesentationsmidler eller

Praesentationstrang, Embedsmaend med unge Dottre uden Toiletter og uden

Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og

Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af

Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.

Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens

Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens

Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og

en lidt mindre morsom Forklaedning. Vil man til ren Natur, skal man ud

over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slaeber

Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen

kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,

ved Compiegne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i

uberort, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa

meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard laeser "Othello" hojt hos Mme Adam.]

PARISERE EN EVIDENCE.

Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra

Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedomme til Ende var disse smaa

toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der

dirigeredes med souveraen Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes

Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umaerkelige Drejninger

Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt

aristokratisk Konspirationsvaesen. Men de kom igjen med Kejserdommet.

Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,

saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig

holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.

Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres

Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der

nogensinde vil gjore det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.

Salonens forste Livsbetingelse er en Slaegt af Patriciere. Det har Paris i

vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig

op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere

alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslaegter virkelig existerer laenger--man horer saa

lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald

saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder

i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blodt i Spindelvaev og sover en saa

sod Sovn, at det vilde vaere Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide

over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.

De politiske Storheder er kun Statens forste Maend i Kraft af deres

Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.

De har naesten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,

de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres

Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som AEgteskabs-, Familie- og

gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de

selv er naaet op. Saalaenge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalaenge

der ikke har formet sig nye Slaegter, i hvilke det er Tradition at vaere

Nummer Et, saalaenge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad

befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en

Samling af enkelte Personer fra hojst forskjelligartede Samfundslag, hvem

Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfaeldigheder for en Stund gjor til

Notabiliteter, som modes paa Gader og Straeder, i Theatre, ved Fester,

overalt, hvor der er Noget paafaerde, og som der skaber Opinionen, men den

vil ikke have noget _societe,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,

hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Maend, der har vaeret _en vue_ siden Republikens Indforelse, har

Ingen gjort endog blot Forsog paa at skabe en Salon i de gamles Monster.

De har uden Undtagelse indskraenket sig til deres officielle Receptioner,

denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har AEren af at

have opfundet, og som er den kurioseste, der kan taenkes. Praesidentens

Elyseefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler

Ministre og Soussekretaerer, Seine- og Politipraefekt, Kammerets og

Senatets Formaend, hele Raekken af den store Administrations Funktionaerer

skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsaettelser af Gaden. Man

udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man

et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjor man

sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,

der vil komme. Man onsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,

det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa

usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af

sine Gjaester, og man laerer dem heller aldrig at kjende. Praesentationer

betragtes som overflodige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,

driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, traeffer maaske

ved et Tilfaelde, men et Tilfaelde, der kun haender sjeldent, en og anden

Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen

uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget

og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjore

end Honningkagemarkedet paa Place du trone. Man har staerkere Fornemmelse

af at vaere i Selskab udenfor en Kafe paa Boulevard des Italiens end i en

af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kafeen er

betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere

animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele

det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse

Omnibusfesters Banalitet haever sig op over at vaere en ren privat Stue,

med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller

ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har vaesentlige Karaktermaerker,

som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det

Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens

Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout

Paris", det forste Forsog paa at samle som i et Hovedkvarter alle de

Kombattanter fra hojst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og

Kraefter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er fodt med den

tredie Republik.

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest

aand- og talentfulde Damer i det nuvaerende Paris, halvt Descendent af den

store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien regimes_ Salondamer.

Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes

forenede hos en og samme Person, praedestineret hende til den Plads, hun

indtager, og Tilfaeldet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin

rette Hylde. Hun er i Besiddelse forst og fremmest af Ungdomskildens

Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at

skulle aeldes. Skjondt hun allerede en Stund har vaeret Bedstemoder, gjor

hun Indtrykket af at vaere en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu

stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevaegelige Ansigt,

store, klare, morkeblaa Ojne, en lille Mund med et ejendommeligt

Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blaendende hvide Arme og Taender giver

hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjon. Over hele hendes

Person er der et Liv, i hendes Maade at vaere paa en ungdommelig Fart, som

smitter. Hun er dernaest til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at vaere

Vaertinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele

sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Oret paa

En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjorner, og som maaske

aldrig har set hinanden for, ind i en faelles Konversation, sno sig selv

som Islaet ind allevegne, saa at hele Vaeven kommer til at haenge sammen.

Skjondt hun ikke blot er aesthetisk producerende, men halvvejs laerd

Forfatterinde, er der ikke noget Ojeblik, hvor hun faaer ringeste Staenk

af Blaastrompen. Den lette Esprit, hvormed hun forer Samtalen, er de

gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes

analytiske Klarhed faengsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af

hende alligevel. Dertil er hun en glodende Patriot, en overbevist

Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,

interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der horer hendes Tid og dens

Mennesker til, og heller ikke bange for selv at vaere aktivt handlende ved

Lejligheder, hvor hun kan vaere det, uden at hendes Ynde som Dame

lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet

en vaesentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfaeldet ikke

havde vaeret ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende

hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor

Tjeneste. Datter af en fattig Provindslaege aegtede hun, naesten Barn endnu,

en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. AEgteskabet

blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i

Paris sogte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjaelp af sit

Talent som Forfatterinde. En Raekke Noveller, og navnlig forskjellige

fortraeffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under

sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmaerksomhed. Hendes personligt

indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle

Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt

den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme

Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,

dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,

det gav hende, Hendes Mand var naer knyttet til alle fremragende

Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Vaertinde, han havde

fort ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun

selv forte sin talrige Kreds af literaere Venner med sig, og allerede

dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris

rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Boger,

en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,

som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siege de Paris",

en Passus, der giver et magelost Billede af hende i denne Periode, den

maaske i hele hendes Liv, da hun har vaeret mest sig selv. Hun taler om

den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,

og alle Mennesker strommede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var

mellem dem. "Den skjonne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedaekket

med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behoves en Sang,

en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man

istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter

Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig

vedbliver at modtage Blomster, Lovvaerk og Guirlander, pludselig inde, og

blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,

opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den forste

Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret

Rouget de l'Isle. Ved Verset:

"Entendez-vous dans nos campagnes

Mugir ces feroces soldats"

tror vi at hore Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive

Dig den Bevaegelse, som denne Strofe vaekker hos os, denne Strofe, der

taler om vore Born, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den aeldste

ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har

klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Maengden foler sig greben,

som man kun gjor det i de store Ojeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i

Alles Ojne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Folelser,

vore Onsker, vor Begejstring soger hinanden, blandes, forener sig og

danner nu kun et eneste Onske, en eneste Folelse, en eneste Begejstring.

Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt

laenger; den bliver helt faelles, helt national. Min Stemme tilhorer mig

ikke mere, den klinger for mit Ore, den gaar ud af min Mund, uden at det

er mig bevidst. Jeg har affort mig selv, og jeg er beruset af dette

hemmelighedsfulde Vaesen, der i sig forener saa mange forskjellige

Kraefter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa

mange stridende Folelser, og jeg elsker det hojere end mig selv: min

Kjaerlighed til Faedrelandet er staerkere end Doden! Jeg vier mig til

Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.

Adam i forste Raekke mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne

Periode til en af de mest oploftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede

Lazarether, hun sorgede for Uddelingen af Livsfornodenheder til de

Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes

Hjaelp gjordes nodig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en

Maade Forsvarsregeringens hojre Haand. Det stillede hende endnu naermere

til de nye ledende Maend i hendes Land, og da der atter kom Fred og

ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Modestedet for den

unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte

hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en

tung Provelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer

voxer kun storre igjennem Sorger; hele hendes Tilvaerelse var fra nu af

dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den forste Periode efter Krigen var hendes Salon vaesentlig politisk.

Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de modtes hos hende

med Repraesentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord

er bleven sluttet, meer end een faelles Operationsplan mod Reaktionen er

bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun

sogte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae

havde Behov at finde hinanden, var laenge mellem de store Begivenheder i

Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med

storre Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Forst da

den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og

Grevys Overtagelse af Praesidentskabet var traadt ind i sin legitime

Existensperiode, forst da begynder det politiske Skjaer over Hotellet paa

Boulevard Poissonniere at vige Pladsen for et mere literaert. Saalaenge

Kampen mod faelles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiforere

endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren fortes over i

Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest

indtagende Vaertinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam

er kun Diplomat, saalaenge Patriotismen gjor hende dertil. Hun siger det,

hun taenker, seer og forudseer uden Omsvob og uden Frygt for at stode. Hun

har i alle politiske Sporgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner

under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og

adskillige Andre kjoligere end i den forste Tid. Hun staar endnu paa en

venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glaede sig ved

Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men

den intime Samvirken er ophort, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har

ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere

og mere lod falde over hendes Salon, bortskraemmet fra den de tidligere

Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres

nye officielle Stilling nodsagedes til at paalaegge sig selv en

Reservation, som de tidligere havde kunnet saette til Side; nok er det,

Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu

overvejende litteraer og artistisk, dog naturligvis uden derfor at staenge

Doren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder

man stadig Senat og Kammer talrig repraesenteret, og maaske er det ikke

engang ved et Tilfaelde, at Militaeretaten under den sidste Vintersaeson en

efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard

Poissonniere.

Hvad selve dette angaar, udmaerker det sig i Grunden kun ved sin

Simpelhed. Man finder i de fem, sex jaevnt store Sale, i hvilke Mme. Adam

samler sine Gjaester, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets

Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen

skrammererede Lakajer, Betjeningen besorges af Tjenestepiger i sorte

Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Bevaertningsbuffet

eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Toj og betaler dets

Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjaelper paa

Hyggen. Selv naar Gjaesterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man

Indtrykket af at vaere i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoireer

existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,

Silvestre, Richepin eller andre Poeter laeser deres Digte op; naar der er

fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjaesterne, improviseres

der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner

lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionaererne, for

to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig

Forestillingssal. De rent litteraere Soireer, der er Mme. Adams

Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjaester

en Primeur af sit nye Vaerk og soger en Elitekreds's Dom om det, for han

sender det ud til det store Publikum. Deroulede har paa den Maade laest

sin Moabit, Aicard sin fortraeffelige franske Gjengivelse af Othello hos

hende, hun selv har budt sine Gjaester Premieren af forskjellige af sine

Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som

Saesonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to

bekjendte Forfatterinder Henry Greville og Claude Vignon repraesenterer

alene det smukke Kjon, Derimod traeffer man ved hendes saedvanlige

Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og

den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot

diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frokener. Derfor sluttes der i

Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og

som er hojst animeret. Flere Gange i Vinterens Lob samles desuden alle

Husets Venner til storre Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.

Adam kan vaere _grande mondaine_ som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til

eller rettere en Afloser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle

Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men

for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der laeser kun Faa det

laenger. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som

Vaertinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktor i

Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrorer den. Hun laeser de

indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede

Forslag til Rettelser, hun udfinder AEmnerne, som hun onsker behandlede

og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver

endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.

Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmorke i sine Saloner

for at skjule, at hun sminker sig. De gjor hende Uret. Er der en Hensigt

i denne daempede Belysning, saa er det at skjule Ojnenes Traethed og

Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige

Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge

Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener

hun at staa som en Pariserinde _en evidence._

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet

Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det

verdslige forer Titel af Republikens Praesident og troner i Palais de

l'Elysee, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i

Avenue d'Eylau. Af disse Landets to overste Stillinger kan der ikke vaere

nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Praesidentskabet varer

kun et kort, begraendset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde

absolut sikkret. Grand-Maitre Vaerdigheden derimod er given for Livstid,

og ogsaa i Tilfaelde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Doden

ophorer den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere

oploftede Position. Praesidenten maa omgive sig med et Ministerium, der

"har Landets Tillid"; _le grand Maitre_ vaelger selv sine Ypperstepraester,

uden at sporge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans

Tempel uden at vaere ansvarlige for Andre end ham selv. Praesidenten har

Modstandere, der gjor ham Livet surt, _le grand Maitre_ hyldes af alle

Partier. Fra den rodeste Radikale til den hvideste Legitimist bojer

enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke

nogen Samtidig laenger, hvis Gjerning kan vaere underkastet Kritik, de seer

i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende

Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne

intellektuelle Frankrig.

Med aerbodig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.

Her er det, at _le grand Maitre_ sidder i hellig Majestaet, grundende over

Tilvaerelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder

sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende

Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade

i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der

viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til

Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,

det vil sige i _le grand Maitre's_ Skrivebordsskuffe, indtil en vaerdigere

Efterslaegt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets

skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjor stundom en

ulykkelig Theaterdirektor, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,

Forsog paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjaeves. Det

gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,

der kun maa udskjaenkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker

_le grand Maitre_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendaemringen begynder

at saenke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydlost paa sine

Haengsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, forst

Praesterne og siden de mere Profane.

Som aegte demokratisk Helgen indskraenker _le grand Maitre_ sig ikke til at

modtage de Andaegtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgaengeligt hver

Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en

Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der

bankes tre Gange med en middelalderlig Dorhammer, og en sortklaedt

Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig

derpaa efter et Kvarters Forlob med en stor Jernnogle, som aabner

Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfolgende

Troendes Visitkort; den sortklaedte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og

kommer efter et andet Kvarters Forlob atter tilbage, denne Gang for at

drage et tungt Flojlstaeppe tilside og aabne en ny Dor. Man traeder ind og

befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vaegge betrukne med Rodt. I

Hjornerne braender med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det staerkeste

Skjaer kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens

Laengde nedad udgaar en dobbelt Raekke rode Laenestole, hvidlakerede i

Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de

Ventende, den kvindelige Part af dem tilhojre, den mandlige tilvenstre,

alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maitre_ selv

grundende over Tilvaerelsesgaaderne. De lofter Blikket et Sekund, naar

Portiererne for Indgangsdoren glider tilside og en Novice traeder ind, men

kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det

helligere Rum paa den anden Side det morke Kabinet, der stoder op til den

rode Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og

Gafler, der bevaeges mod Tallerkener. Man lytter andaegtig; det er _le

grand Maitre_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til

Bordets Glaeder.

Portiererne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes

lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i

det morke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede

Kappe viser sig og taender den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter

endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Doren paa den anden Side af det morke

Rum, man horer Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjaer kommer

derinde langt borte fra. Alle de Andaegtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, vaerdig, som det sommer sig en _grand Maitre,_ skrider

Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen forste Ypperstepraestinde,

Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter

folger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,

det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maitre's_ Bord. Processionen

vandrer tavst op gjennem de tavse Raekker. Helgenen tager Plads foran den

mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette saetter sig paa Stolen tilhojre

naermest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de

saetter sig, alle paa samme Side som hun, naermere eller fjernere, alt

efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende

oprejste som _le grand Maitre_ selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spaendte, Ingen vil slippe et

Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i

Raekken er det heller ikke svaert at hore Alt, _le grand Maitre_ taler

langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar

fra hans Mund. Han taler altid om ophojede Ting, det behover ikke at

siges. De to, tre Naermeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i

Form af korte Sporgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i

de Firs, folger det af sig selv, at Udodelighedssporgsmaalet er et Thema,

der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det

Kapitel. Men _le grand Maitre_ selv tror. Det kunde synes at maatte give

Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets

Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis

istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At

hans Sjael er udodelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil

opstige paa Englevinger til Himlen, indrommes fra den ene Side som noget

Selvfolgeligt, men det indrommes saa samtidig fra den anden, at dette

muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjores en Forskjel paa, hvad

der gjaelder for almindelige Dodelige og for en _grand Maitre_ som

Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Sporgsmaal som det

naevnte droftes i dem alle. Efter en halv Times Forlob holder en Troende,

der aspirerer til Praestevaerdigheden, en kort Lovtale til _le grand

Maitre_, der horer paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og

til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,

strittende, hvide Haar og det isgraa Skjaeg. Naar Lovtalen er til Ende,

rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andaegtige paa Kvindesiden gjor det

Samme. _Le grand Maitre_ bevaeger sig nogle Skridt fremad og stiller sig

midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,

vandrer de Troende forbi ham og udstraekker Haanden, medens Laeberne mumler

Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maitre_ er horlige. _Cher Maitre_

trykker de fremstrakte Haender, Uhret inde i det morke Kabinet slaar

langsomt elleve Slag, Portiererne glider tilside, Udgangsdoren aabnes og

bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen

saa tidt man lyster. Det bor dog udtrykkelig tilfojes, at den aandelige

Vederkvaegelse er den eneste, _le grand Maitre_ byder sine Gjaester. En

Buffet som i almindelige Dodeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepraeget

bort; her kan der fornuftigvis kun vaere Tale om Offergaver, bragte af de

Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt

vides, endnu ikke taenkt paa at frembaere; _le grand Maitre_ er flere Gange

Millionaer og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behover. Men

derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter foroges med

storre eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille

engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler

hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlaegger et Maecenatexemplar

paa _le grand Maitre's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,

har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom

Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og

Aarsbulletiner er skraekindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig

danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Ojemed, er deres forste Skridt at

gjore Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage

AErespraesidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmaend, som har Ojet aabent for det

Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle

Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Roster vilde blive

knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er

ukraenkelig; at rore ved hans Ry er en Formastelse i Slaegt med

Landsforraederi. Nu, at han taeller mellem Frankrigs Storste, falder jo

heller Ingen paa at naegte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa

et Tidspunkt, da den var i Faerd med at do, og han har siden da fyldt sit

Aarhundrede med Vaerker, hvis Vaerd muligvis vil mindskes folde kommende

Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der

er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har

ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmaend,

og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usommeligt ogsaa at

lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maitre's_ AEre.

Han er en _ancetre_, siger han selv. Hos store Forfaedre glemmer man de

smaa menneskelige Skrobeligheder og bojer sig aerbodigt for det Store, de

har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den stojende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,

traebeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjorne et

indtagende lille Hotel. De rode Murstens a-la-Grecqueborter, Efeuen

omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det

banale Husvirvar og faengsler Ojet. Over Porten kigger man ind til en

pladskende Fontaene i Blomsterbusket, en Gruppe hoje Popler foran Facaden

giver Krogen et Praeg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjor

Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det

mest udpraegede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjobt

det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og

hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har

indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjaelentdovne Mynder, der holder

Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdoren aabnes, foler man, at det er en

aparte Atmosfaere, man kommer ind i. En stor, hoj Forhal med mystisk Lys,

orientalske Taepper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,

paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmorket, et

Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi

Dagslyset fra den aabne Dor falder lige derpaa: et Slags indisk Baerestol,

hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i

Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de

store, sorte Glasojne stirrer En imode, som var de levende, den lange

Forpote straekker sig ud gjennem Baerestolen og aabner Haanden som

til Goddag.

Mellem de trofaebaerende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhaeng

tilside, en ny Dor aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts

Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,

Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk

Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det

besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt

med maerkvaerdige Sager fra alle Verdens Hjorner og Kanter. Skjondt over de

Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,

hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,

aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget

bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,

hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse vaerd. Denne Ejendommelighed

er maaske just det Centrale i hendes Vaesen. Det er den, der gjor hende

paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og

Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun

synker komplet sammen, naar der indtraeder et Ojebliks Ro, den forklarer

og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der

i den Grad er den personificerede Nervositet. Selv naar hun sidder stille

og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes

hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.

Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte

nervose Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse

altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af

Verden til den anden. Der er Ingenting, der traetter mig undtagen Ro." Her

i hendes Atelier kan hendes Ojne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande

fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at

kunne folge med.

Modtagelsesvaerelset har hele det treetages Huses Hojde. Lyset falder ind

gjennem et enkelt stort Vindu, der naesten naaer fra Gulv til Loft, men

som permanent er daekket af et blaahvidt Forhaeng, der daemper Skjaeret.

Tilhojre er der, i Halvmorke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,

indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badevaerelser;

under denne Svalegang Doren til Spisestuen, skjult af silkebroderede

indiske Taepper. Ned over Trappegelaenderet haenger, som tilfaeldig

henkastet, et i Storrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketoj;

men det haenger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet

Nonchalence er beregnet med aegte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetrae og

flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt

Porcellaen, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repraesenterer store

Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Storrelse--man kan

deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt

Broncetiger paa Spring, og over denne haenger Sarah Bernhardts Portraet,

malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes

Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortaellinger derfra. Billedet

viser hende stottet af en Maengde Puder, i halvt liggende, halvt siddende

Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Mobel, er aegte Sarah

Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele

Hjornet mellem Kaminen og den ene Sidevaeg, ligger i vild Forvirring en

Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvaevede Guld- og

Solvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange

Slaeb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det daempede Lys,

som falder ind i Krogen, er der over dette Vaesen med de slanke, naesten

gjennemsigtige Former, det fine, drommende Ansigt og det viltre, som af

Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Doresk, der gjor en ganske

aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun naesten altid, naar

hun et Ojeblik har sluppet sine mangehaande Beskjaeftigelser for at

passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strommer til hendes Hotel.

Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi

ligesaa fortryllende og elskvaerdig en Vaertinde Sarah er for dem, hun

foler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har

hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.

Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhaengene

til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete

derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok

for. De almindelige Dodelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de

rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en

Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt

er arrangeret med udsogt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes

ingen meningslose Sammenstillinger eller uskjonne Farvevirkninger, Alt

passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske

Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der

haenger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og

paabegyndte Malerier, som daekkes af indiske Shawler; Tigerskind udspaendte

paa Vaeggen mellem kinesiske Traebilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr

i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og

Alverdens forunderligste Vaaben haengende, liggende og staaende overalt;

Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebaekkener af

Messing fra de aeldste mauriske Tider; afrikanske Fjerbaelter, der engang

har vaeret glade sorte Naturborns eneste Klaededragt, og som nu haenger

skjodeslost kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegoje;

Dodningehoveder grinende fra Egetraespanelet over Svalegangen,

Porcellaenssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,

Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;

udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dodningehaender,

der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde

i et eller andet antikt Mobel, Smyrnataepper ovenpaa hinanden, saa Foden

synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den

forunderligste Blanding, et Musaeum, som man kan studere Uger igjennem

uden at blive faerdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsvaerelse,

hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et

Skatkammer, rigt som en osterlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som

Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts

skjonneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Vaerd her,

lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en

skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden

Skjonhed, og Brevpresseren, som hun laegger ovenpaa sine smaa Billetter,

en Emailleslange, besat med AEdelsten. Hendes Atelier har slugt

Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og

naar hun laenge har vaeret ikke blot fattig, men i Gjaeld naesten til op over

begge Orene, saa er ogsaa det vaesentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjaeld imidlertid kommen ud af

Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske

Kreditorer. De var saa graadige, at de tog naesten den hele. Lidt blev der

dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortaeller hun stadig sine Venner,

for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrom. Den er ikke saa ilde,

denne Yndlingsdrom: et stort Herresaede som Adelina Pattis i Skotland, kun

beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah

Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede

Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Sporgsmaal, om hun i Laengden

vilde kunne trives paa sit Herresaede, selv om det var nok saa

tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i

Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om

Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de

Villiers kan hun ikke undvaere. Stadig er der ganske vist en eller anden

Statue, som skal vaere faerdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.

Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun

rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes

Nerver--kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden

Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit

egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar

hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, ifort sin

kokette Billedhuggerdragt, Benklaeder og Blouse af hvidt Flanel. De naere

Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under

Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt

ikke blot signerer, men virkelig selv udforer sine Statuer og

Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er

Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt

kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.

Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte

Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde

begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige

og Doden".

Naesten daglig tilbringer hun nogle Timer for Frokost i

Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig

Besogende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt lober hun da

over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.

Af og til haender det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af

Paatraengende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men

Blusen hjaelper hende. "Tor jeg ikke sporge, om M'me Sarah Bernhardt er

tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter

forbi, "er gaaet paa Prove og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt

har Sarah en Son paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der

allerede er Theaterdirektor, idetmindste af Navn. Det er ham, den

ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende

kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besogende beholder den gjaestfri Vaertinde altid til sit Bord.

Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxurios og

ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den

faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter

boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes

Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjor deres Virkning i den

frodiggronne Vinduesnische. Moblementet er af udskaaret morkt Egetrae i

gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en hojrygget maegtig Stol, det

er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener

den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.

Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.

Slebet bohmisk Krystal, Guld- og Solvservice, lydlos, fornem Betjening

for hver Gjaest, et udsogt Kjokken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage

til at forvandle Maaltidet til en aesthetisk Nydelse. Ved dette Bord

holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen

sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at

der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.

Alligevel fores der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er

den Aandfuldeste, og haender det engang, at man kommer ind paa laerde

Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en

Elskvaerdighed, som er uimodstaaelig, at fore Samtalen ind paa et Omraade,

hvor hun kan vaere med blandt de Forste, helst den Forste. Hun vil herske,

hun vil vaere Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader

man hende ikke det, saa kommer det forkjaelede Barns Luner op i hende og

faaer hende til at gjore gale Streger, som dengang hun forlod Theatre

francais. Men bojer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar

glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvaebner

selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Caesar".]

Coquelin i sin Loge,

Englaenderne har opfundet et Slags literaere Portraetskizzer, der er komne

staerkt i Mode: Skildringen af beromte Personer _at home_. Genren har sit

Vaerd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved

hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans

Laboratorium.

Men det gjaelder at finde Stedet, hvor de paagjaeldende Personer er

virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor

Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor

General, fordi man gjor ham Visit i hans Families Skjod. Der er selv de

Storste i Regelen kun ganske almindelige Dodelige. Coquelin skal man se i

hans Paaklaedningsvaerelse, i hans "Loge", som Franskmaendene kalder det.

Mellem sine Malerisamlinger og Boger i den elegante Lejlighed, han beboer

i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under

Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af

Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en

Politiker, der veed Besked; naar han overvaerer Indvielsen af en Skole,

som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen laegger sin

Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han

elegant, vittig og konversabel faerdes i den store Pariserverdens Saloner,

er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres

Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild

Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden

af og samtidig med det, som han dog er forst og fremmest: Theatre

francais' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det

Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklaedningsvaerelse.

Naturligvis er Verdens forste Theater fornemt ogsaa bag det Taeppe, som

skiller Publikum og Aktorer.

Naar man har passeret Administrationsindgangens gronne Cerberusportner,

kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertaepper,

Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den

anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze

Salon, hvor hver Plet paa Vaeggene er behaengt med Billeder af beromte

afdode Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke

mindre imponerende Portraetgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til

Scenen drejer af og klattrer op i de ovre Lokaler, der ellers saa tidt i

Thaliatempler kun plejer at vaere et primitivt Sammensurium af

halsbraekkende Honsestiger og Loftsrum, der minder om

Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper

med Mahognigelaender og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa

Gjaestefloje i en gammel Herregaard, hvide Porcellaensplader med

Kunstnernes Navne paa hver Dor. Men alligevel bliver man overrasket, naar

man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin aine_. Det er en formelig

Salon, man kommer ind i. Persiske Taepper paa Gulvet, gobelinsbetrukne

Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige

Lamper med farvede Net over, der daemper Skjaeret, komfortabel Luxus, hvor

man seer hen i det store Rum. Vaeggene er fyldte med Malerier og

Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige

Hovedroller, andre afbildende Scener fra Maerkedage i Theatrets Historie,

men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en

lille Notits paa Foden, der fortaeller, at de er Gave fra Maleren selv.

Rundtomkring ligger nysudkomne Boger og fintindbundne Manuskripter. Kun

et monumentalt Spejl paa Vaeggen mellem Vinduerne, med gronskjaermede

Lampetter op langs Siderne og med en Maengde smaa Glasaesker paa

Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers

Paaklaedningsvaerelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.

Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til

at sladdre hen, allermindst en Pariser _en evidence_. Det paa alle

Punkter optagne Liv, han forer, stiller saa mangehaande Krav til ham;

naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa

Ojeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold

til Omverdenen gjor han af, mens han klaeder sig paa. Han er visibel hos

sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet

ham ved Titiden og kjort ham hans saedvanlige Tour, horer Dagen hans

Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye

Paaklaedning begynder. Han saetter Folk Staevne paa Theatret, og de, der har

Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, soger ham der. Den

gronne Portner ved Administrationsindgangen er hojlig fornaermet.

Taerskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans

Mening ingen Profanes Fodder nogensinde burde have Tilladelse til at

overskride. Men hvert Ojeblik, naar han straekker sin spaerrende

Cerberusarm ud og sporger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen

_Monsieur Coquelin_ ham i Oret, og han veed, at saa nytter der ingen

Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Doren til den staar ikke noget Minut. Forst kommer Vennerne, der "er i

Salen" og vil aflaegge ham Visit for Forestillingen. Det er Dagens

politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med

Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned

af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom

meisler hver Saetning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved

titter ind, men traekker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je

derange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at

tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen

ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at

spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun

takker, hilser let paa Salonens Gjaester og forsvinder igjen. Men naeppe er

hun ude, for det banker paany. En aeldre, ordinaer Herre, der har pyntet

sig op til at skulle vaere ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig

og selvfornojet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk for

ham. Coquelin hilser skjodeslost; Manden faaer ham trukken hen i et

Hjorne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler

devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Ojebliks Forlob; "det

er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om

Tourneer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er

begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og

allesammen har de Guld og gronne Skove at love ham. Han holder af at

flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de

fremmede Lande, han besoger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han

strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger

han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Theatre francais har

han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,

som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede

lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser foroger

desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Theatre francais aarlig

betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en

moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans

Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Ojeblik er der et Billede af

Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan

modstaa Lysten til at kjobe. Saa ernaerer han fattige Slaegtninge og

stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nodt til at

rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjore sin Tid

frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Theatre francais,

er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give

Gjaesteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornojet ved saaledes

aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjor gode

Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at stode, han er Theatrets

Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthoj

Herre med det rode Baand i Knaphullet; det er Deroulede. Coquelin iler

hen og trykker hans Haand, han horer kjendeligt til de mest Velkomne. Man

har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort

meget; det er ogsaa Kjaernen i Venskabsforholdet mellem disse To og

overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre

talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair forst og fremmest. Han har

saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret

dem rundtomkring i Saloner og ved Soireer og paa den Maade skabt deres

forste Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlaegger, en anden hans

Tragedie antagen ved Theatre francais, han er efterhaanden bleven Forsyn

for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med

Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt

alligevel. Coquelins Mesterskab er i forste Rang Kunsten _"de bien

dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er

uforligneligst, og den, som han selv saetter mest Pris paa og paastaar,

han spiller bedst af alle, er Don Caesar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjaest, men Regissoren, der

kommer for at varsko forste Gang. _"Je serais pret, mon ami,"_ siger

Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt

paa Paaklaedningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men

Regissoren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal vaere

der, men heller ikke noget halvt Sekund for. Stadig diskuterende med

Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende

andre, der kommer, forsvindende et Ojeblik ind i det lille

Toilettekabinet, men fortsaettende Samtalen gjennem Portieren, klaeder han

sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behaendighed naesten, uden

at Nogen laegger Maerke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjor, er han

sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa

saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

AEngstelse og Nervositet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer

han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Vaerter

til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sorget for, at den kan

vaere endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men

det er ham selv, der traekker den ud. Hele Selskabet bliver ved aengsteligt

at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a

l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsaette Samtalen. Og naar man

saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal

spille paa for forste Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen

spurgt sin Ven Dieudonne, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin

Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han

selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil vaere det, og at han vil spille

sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af

Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Ojeblik.

Regissoren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut

annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjor den sidste Sminkestreg,

retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne folger ham ned ad

Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig

af; man horer Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.

Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Taeppet op, og han er i

samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet

til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagerson fra Sokjobstaden

Boulogne. Familien har gjennem lange Slaegtled vaeret denne Stads og det

haederlige Bagerlaugs bedste Maend. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,

at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa magelost Hvedebrod som i

Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,

Traditioner, som Slaegten foler sig stolt over, og som den derfor kun med

stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules

Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjonne Dag erklaerede Papa

Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et

Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide

Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde vaeret Coquelinernes

Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny

Haeder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv

ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Vaerket, og at man aldrig kommer

nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjore, som

han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han

Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Theatre

francais, og hos ham praesenterede han sig da. Han vilde vaere Skuespiller,

erklaerede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmaerket.

Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde

se, hvad han duede til.

De aervaerdige Laerere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som

saedvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa

fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnaese, han har," sagde

Augustine Brohan. "Og hvad der er det Vaerste, han bruger den som en

Trompet," fojede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde

Regnier ikke med sit saedvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den

unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde

faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have vaeret Bager i

Boulogne og ikke Regniers Efterfolger paa Thronstolen i Molieres Hus.

Regnier blev hans Laerer og Opdrager. Han laerte ham forst og fremmest

Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere saerlig er

saa noget naer Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske

rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede

for at kunne praestere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde

faaet Konservatoriets forste Pris for Udforelsen af en Crispinrolle og

baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i

ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit

Opdragelsesvaerk, og de smaa Roller, han i det forste Par Aar kom til at

spille ved Theatre francais--Gros Rene p "le Depit amoureux", Bazile i

"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.

o.s.v.--var naermest at betragte som en gradevis Vaennen til Ilden. Da han

endelig leverede Hovedslaget, var han faerdig; Sejren kunde ikke udeblive,

og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vaelten har som Ojenvidne fortalt om denne

Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets

davaerende Direktor Thierry imidlertid af Hensyn til en aeldre Skuespiller

atter maatte tage fra ham. Til Gjengjaeld gav han den unge Kunstner Lov

til at vaelge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vaelger jeg

Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de

storste Vovestykker, der kunde taenkes, men Thierry holdt altid sine

Lofter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortaeller den naevnte

Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han forst var der, blev

han overfalden af en forfaerdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele

Kroppen, Tungen klaebede sig fast til Ganen, og han spillede de forste

fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med slovt Blik, morkt

Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der fores til

Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan

ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde

imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betod, at han ikke kunde le.

Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbaerende mod Debutanter.

Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den beromte

Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske

Roller, saerlig i Molieres, at haelde over mod det Tragiske saa tidt, man

kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.

Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjore noget Lignende ved

Monologen. Han sogte at gjore den bitter, mork og irriteret. Den staerke

Sindsbevaegelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug

vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere

Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede

uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde vaere paa een Gang

Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne forste Sejr; han blev i disse tre og i

alle beslaegtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Theatre

francais rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Maengde af dem har han

ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Molieres

Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,

og han har i de tyve Aar, han nu har vaeret ved Theatre francais, spillet

ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det

gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve

Repriser af beromte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en

tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller

markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man forst og

fremmest naevne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Precieuses

ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"

(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt

Humor, udfoldet mere aegte komisk Liv end i de to forste af disse Stykker,

og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i

sin sidste mesterlige Creation, den gamle Skuespiller i

Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertraeffeligt

paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at

hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Graendse. Hans Hovedstyrke er

at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den naeste Aften,

det naeste Ojeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af

det samme Publikums Ojne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den naeste

Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.

Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,

Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstaendig bort og paa Scenen

udelukkende vaere de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med

samme virtuosmaessige Lethed som Kostumet, der horer til dem. Det er

forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Ojnene er

vejet og provet i Maaneder, for det blev slaaet endelig fast. Coquelin

overlader i sin Kunst Intet til tilfaeldig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og

forkjaelet som en Primadonna. Og han saetter Pris derpaa. Har Bifaldet en

enkelt Gang vaeret kjoligere end saedvanlig, er han forstemt, har det

rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer

op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har

slaaet an, altid det Forste, hvormed der begyndes, selv om man ender med

Droftelsen af helt andre Materier. Og det gjor man tidt. Er der vigtige

Forhandlinger i Kammeret, saa at Moderne er trukne ud til hen paa

Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente

Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais

Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans naere

Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme

Vittighedsmagere, der kan gjore det, Coquelin har vist, at man kan vaere

en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet

Kuld end sine Forgjaengere i Molieres Hus. Han henter ikke sine

Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Faerreste, til sine

Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.

Han horer til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer

man kun en Forsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men

det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Ojeblik han saetter sin

Fod udenfor Scenen er en _homme serieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig

Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at

lofte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede

Stilling, den saa laenge havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den

gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornaermeren.

Det har vist sig saa tydelig, som onskes kan, for nylig ved Bladet

"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots AEreslegion er den sidste Rest

af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der

har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter

og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede

som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit

eget alvorlige, haederfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil

faa Efterfolgere. Komedieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage

sig derover; de faaer ikke laenger Figurer som Kean og Garrick at skrive

om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.

Naeppe Kunsten, og naeppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredomme videre og videre ud

over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umaerkeligt gjor det

til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring

synes at finde et Bolvaerk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og

Gader staar endnu, hvor Saerpraeg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele

Liv har; er saaledes, at den nuvaerende Generations Faedre og Bedstefaedre

vilde kjende sig igjen og fole sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af

Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa

smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til

Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede

Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere

Baelter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,

de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,

glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke

desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa

vaesentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i

den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med

Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvaelvinger med deres Marmor og

Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets

Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har

gjort Kirken stor, og det er stadig Sjaelen i den, For dets Skyld kommer

de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen

saerlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra

alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionaerpaladserne har rejst

sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er

kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var

Noget, som kunde baere et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,

uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem

Sorbonne og College de France, mellem Academie des beaux-arts og Ecole

polytechnique og den lange, lange Raekke af Videnskabens og Kunstens

Hojskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den

store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren, Boulevardieren,

Kokotten og Alt, hvad der er i Slaegt med dem, kan ikke trives i denne

Luft, den aegte Pariser derimod er forst rigtig i sit Element, naar han

indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den

venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i

den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan

stromme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udodelige, Victor

Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.

Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sonner, der har deres

Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog naeppe fejl ved at soge

den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," fojer

han til; "selv ved Gadestojen er der noget Douce, saa den ikke generer,

jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,

hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er

instinktmaessig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde

komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen

og Reklametrompeternes Skingren har skraemmet ham. Han er saa lidt i Slaegt

med Alt det, som Nogen kan vaere. Skjondt fodt Genfer har ikke blot Loven

givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det for den og

varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han

aldrig bleven nogen Person _en vue_, han horer ikke til den Slags

Parisere _en evidence_, der samler Oplob, hvor de viser sig; den store

Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Cafe Caron, uden at

Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og laegger Maerke til ham. Han staar som

Repraesentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjor Sprael,

men som dog er Sjaelen i den store By, for Intelligensens stille,

arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At traenge ind til en rigtig Pariser _en evidence_ er omtrent ligesaa

vanskelig en Sag som at komme med til en Premiere. Han er paa sine

Enemaerker en Konge, der hyller sig i utilnaermelig Majestaet.

Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa

Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjaelp af nogle Francsstykker at

passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det

nytter kun lidt at sporge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun

med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhor. Han gjor det uden

Personsanseelse; selv en "Monsieur decore", hvem der dog ellers allevegne

i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Forst naar han har leveret

Fyren med Silkelaeggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,

og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets

Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.

Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den

venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.

Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige

kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Doren tilvenstre. Men

De maa ringe lidt staerkt, for Pigen deroppe er noget dov." Hun er saa dov

tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Ojeblik,

mens hun underretter sin Mand om Besoget. Men maaske er han beskjaeftiget,

han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmaerket godt

komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer

aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil vaere hendes Mand en Fornojelse

at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en

lille, hyggelig Stue med Mahognimobler, Stil _premier empire_,

Divantaeppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de morkrode

Vaegge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance

engang, en jaevn, lidt gammeldags Salon, gjennemtraengt med den Parfume af

pudset og skuret Renhed, som Vaerelser har, der staar til Stads og kun

bliver brugte ved hojtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters

Forlob kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,

om man ikke vil folge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,

og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes naesten allerede, man maerker

Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.

Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget

som en nordisk Praestegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsvaerelse gjor.

Fuldstaendig Studerekammerstil: en hoj Pult, ved hvilken man skriver

staaende, to store Laenestole med brunt Saffiansbetraek, en dito Sofa af

gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Storrelse

og forskjellig Slags Trae, ojensynlig anskaffede efterhaanden som

Bibliotheket voxede, men nu proppede fra overst til nederst. Revuens

orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads

over de staaende Raekker, men iovrigt staar den hele Armee i snorlige

Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle

Volumina i Laeder og Folio skifter med smaa, kokette, rode Maroquinsbind;

mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule

Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager

moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest

historiske Vaerker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men

forovrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage

repraesenteret ved Alt, hvad den har af Fortraeffeligt. Dertil tydske

Filosofer, graeske Poeter og politiske Brochurer i Maengde. Cherbuliez har

i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget

fuldkomment maegtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad

Graekerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han laeser

dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjore det hver Morgen, for han

tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",

som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet

sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Ojne,

hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilvaerelsen, ligger der stadig et

Skjonhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Vaeg er tom for Reoler, og paa den haenger det Eneste, som pynter

op i Stuen. Det er netop forst og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en

Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham

Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernaest er det et Fotografi af den

milesiske Venus, et Portraet.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i

Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,

graaagtigt Laerred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af

Lamennais, der bekraefter AEgtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,

stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portraeter af hans Kone og

Sonner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred

Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Vaerelset.

Ligefrem, fordringslos, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det forste

Ojekast har han i sit Ydre noget staerkt udpraeget Militaerisk, det er

Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske

Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun

Ansigtsformen, Overskaegget og den store Imperial, det skyldtes; Ojnene

forandrer Udtrykket fuldstaendig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig

Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer

igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,

man mindes: det Hjertelige, naesten Blode i dem, som dog, synes man, ved

en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres

forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Ojne giver Cherbuliez helt;

han er, som de fortaeller. Han horer ikke til Tidens nervose, forpinte,

sonderrevne Aander. Den vilde, trosteslose Utilfredshed med Existensen,

som praeger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslaegtens

Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den

antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne

Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,

som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjor det i deres historiske

Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider

og helt andre Slaegter, og han baerer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst

kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det

malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,

befolket af lutter Djaevle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan

sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har laest dem med samme

Forsigtighed, med hvilken Laegen gaar til en Epidemipatient. Han har

garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven

smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot

fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening

aldrig kan faa blivende Vaerd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens

Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med

deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han

seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det

vil sige hverken helt Engle eller helt Djaevle. Med Forkjaerlighed vaelger

han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe

og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne aegte

menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabslos; han kan vaere ubojelig

haard, men han er forst og fremmest uendelig human. Det absolut Haesliges

Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun

seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres

sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans

Fortaelling forste Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle

Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om

hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor

trist, og med Revuens Udgiver var han naerved at brouillere i Anledning af

Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han

endogsaa en Stund gik omkring og dromte sig et Pendant til hende, der

kunde blive hans Sekretaer.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig

og skyder de store Laenestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde

mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskvaerdige

Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst

meget og seet Meget, han har laest og taenkt mere end de Fleste af hans

Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)

er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder

inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Faenomener

i sin Tid. Mildere, mere overbaerende i sine Domme, doucere og lempeligere

i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen vaere end han.

Han har i sin hele Form den soignerede Hoflighed, den fine Delikatesse,

som jo ifolge en aeldre Generations Beretninger engang synes at have vaeret

typisk national hos Franskmaendene, men som nu ogsaa i dette Land findes

hos altfor Faa, og det er naesten, som om denne Hoflighed, denne

Delikatesse forbod ham at bruge et staerkt Udtryk, der kunde skurre i

Samtalen, fremsaette en afgjorende Mening, som han ikke var sikker paa

deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der

dog ved de naevnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en

Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bojer sig

for, at han aldrig har sogt at komme til at spille nogen Rolle i det

offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som

Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa

Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales hojt, vilde

han fole sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han

desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Vaesen. Han har i en

af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive

Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.

De Revolutionaere har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten

og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store

Sporgsmaal kun et Sporgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udove den.

Enhver vil vaere en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man

horer paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,

naar han forlanger Noget, og som skraemmer, naar han truer. Det

republikanske Frankrig er en Armee; der har folt Trang til at fornye sine

Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.

Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst

haedret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til

Seigneur Dorante: "Du er faerdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan

komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder

sig mange Gange bedre i sin Laenestol ved Kaminilden, end han vilde gjore

det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun

kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,

certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem

de smaa Ojne et Glimt, som ikke har Spor af Blodt eller Venligt ved sig.

Det supplerer Bekjendelsen og oversaetter den i et mindre afdaempet Sprog.

Millionen er hans _bete noire_, med hele den Verden, der drejer sig om

den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre

Seinebred forer han med sin Hustru og sine Born en stille, borgerlig,

arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin

Skrivepult, regelmaessigt, naesten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa

sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,

filende, glattende paa hver Saetning, til den er netop, som han vil have

den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sonderreven Sjael, der faar

Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,

saa er det kun den, som selve Undfangelsen forer med sig, og dens Smerte

har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,

og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han

forlanger af Verden, den "grande tranquillite", der er Lykken for ham og

hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repraesentant.

DE FREMMEDE I PARIS.

Paris's Fysiognomi vilde ikke vaere parisisk, ialfald ikke moderne

parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Traek, der

udgjor dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,

jo nojere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der

springer mest i Ojnene. Det er ikke Pariseren, der gjor Gadelivets

Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at vaere

korrekt og at undgaa Sprael. Det er den taernede Touristbritte og den

dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med

Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa

Saffiansstovler, det er den kasserolrode Indianer og den guldgule Indier,

det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle

Kulorer og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets

Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;

Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjor mest skrigende

Staahej, faaer sit Materiale for en vaesentlig Part fra den store

Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele

rekruterer Paris. Den er bleven en Praetorianerkohorte, som, samlet ved

alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og

forer sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

For Tredive, for Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa

Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en

exotisk Maerkvaerdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa

med store Ojne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem

af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Forst da Revolutionsideerne begyndte

at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter

vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig

Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrommende

Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af

det liberale Europas Intelligens, og man indrommede dem en fremragende

Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man horte paa

deres Taler og Foredrag, man lod sig belaere og begejstre, og let

tilbojelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige

Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af

Franskmaendenes Egne naaede op i Hojde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i

Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en storre

og storre Rolle i Paris. Men deres Type har unaegtelig i Aarenes Lob

undergaaet meget vaesentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den

idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod

som Repraesentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har taget

deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre

Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Folge:

Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en

Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjondt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;

han er det i den Grad, at han er utaenkelig, umulig noget andet Sted. Han

kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slor af noget

Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden

sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nod fra

Portugal, Spanien eller Rumaenien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,

der holder Sporgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.

Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med

Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det haender aldrig, at der

mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel

foran det. Hans Bryst er bedaekket med Stjerner, om hans Hals haenger der

Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklaedning er rig, men

elegant, hans Holdning kavallermaessig, hans Optraeden en Grandseigneurs.

Ingen, der seer ham, kan vaere i Tvivl om, at han er et Vaesen af Race. Den

let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den

fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk foroger kun det Aparte og

Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,

der udmaerkede hans Forgaengere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken

nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er

visse saerlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmaessigt udviklede paa de

andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store

Maerkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det

vaere Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Saeder, der

bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke

engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at

staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt

borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar

ud paa ikke blot at vaere med til Gildet, men at baenkes til Hojbords

endogsaa, saa maa han kjobe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,

at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,

der er svimlende hoj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De

omtalte, saerlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at

gjore Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste

Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjor Spektakel og springer

i Ojnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,

hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjorer i Boulogneskoven med

isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de

extravaganteste Hoteller, han spraenger Klubbernes Spillebanker eller

taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier

paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med

racebeslaegtede exotiske Prinsesser, og han sorger omhyggeligt for, at

alle disse hans Bedrifter, tilborlig stiliserede og forstorrede, baeres

paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der

forer Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstaendig erobret.

Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels

ved store Dinerer og Lofter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor

han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjob. Han har Maanedskonto

med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast

Taxt. Hans Navns Naevnelse i Forbindelse med en opsigtvaekkende Premiere er

kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine

Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,

men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjor

ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en

Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjobe denne Luxus

med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde

i Rabaldermolokens Svaelg, og de, der mangler det forste Fornodne, Basis

for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den

hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Forste vedbliver at

fore deres larmende Karnevalstrain, til Doden gjor Ende paa det, de

Sidstes Existens spraenges en Dag i en enorm Skandale, men saalaenge det

gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der

straebes henimod. Man raekker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og

tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,

Glandsen, som man slaar sammen, bliver blaendende, og den store Hob staar

betagen, imponeret af det stojende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har

Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds maegtige

Allierede i det moderne Paris. Forst og fremmest har den Vrimmelen af

landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nodig Slip paa Fiktionen af

endnu at fore et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke vaere

nojeregnende med, hvordan det sammensaettes. De aabner da Portene paa vid

Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver

ham en Fernis til at smore over sin Forlorenhed, saa han naesten kan gaa

og gjaelde for Mahogni.

Dernaest har han sin store Forbundsfaelle: Amerikanermillionaeren. Det er en

Race, der er meget naer beslaegtet med hans egen. Den har ikke hans

prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den

har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er

over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slor, som indhyller

Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished

sige, om Metalaarerne, hvoraf der oses eller er ost, just ligger i

Bjerge, men Solv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i

saa overstrommende Masse, at Amerikanermillionaeren medlidende kan se ned

paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionaerer.

Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en

Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen

den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide

i den ganske Existens, Hovedhjornestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,

hvad der i den befinder sig af Levende og Livlost. Om den har en Gud

eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham

ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der

kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig

om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne

Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle

Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans

Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun

Millionen, han har Millionen, og han kjober for den, hvad han forresten

har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Vaesener

bevidst eller ubevidst vil have: Velvaere forst og fremmest, Anerkjendelse

dernaest som den Storste og Staerkeste, Herskervaerdighed, Samfundsposition

for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvaere er der intet

Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed

ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og

i fuldstaendig reglementeret Orden, for Seinemetropolen har sat Indsegl og

Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og

kommer og kjober. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit

alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spraeller og glimrer! Jo

kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjaelder, er, at Verden faaer at

vide, hvor rig han er, og at den taber Naese og Mund af Beundring over

hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre

karakteristisk, og som har det Fortrin at vaere sand ved Siden af.

Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionaererne. Fruen vil

ikke for nogen Pris miste det Renommee, hun hidtil ubestridt har havt: at

hun giver de flotteste Soireer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa

Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Ojne paa

Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en

straalende Illumination af den vilde gjore magelos Effekt som

Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,

for hun ojeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med

Foresporgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.

Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man

ikke lejede den ud. Men forbloffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine

Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende

hende Regning paa Monumentet, hun kjobte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af

Amerikanermillionaerer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med

deres Glands. Rastaqouairen gjor umaadelige Anstrengelser for at kunne

holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiererne, og halvvejs

lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfodt Distingveret, der

mangler dem, og som Hjaelper ham. Men i een Henseende har de en uhyre

Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er vaesentlig ugifte

Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionaererne traeder det

mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Dottre med deres enorme

Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer laert sig en

vis, om end noget kantet og stojende, saa dog yderst flot Pariserchiched,

saaledes har de heller naeppe sat Foden paa fransk Grund, for de er

fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har

undfanget. Og de saetter sig da strax i Fart for at fore Hus. Portene

smaekkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjober for fabelagtige

Summer de beromteste Kunstnere og Virtuoser til at optraede, Bordluxus'en

lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises

flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udover endogsaa

Tiltraekningskraft paa adsillige Modre fra Faubourgerne, som ved deres

Sonners Partier maa vaere betaenkte paa at faa det noget falmede Stamtrae

forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionaerernes Saloner bliver Centret

for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der soges, de eneste, der

tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.

Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens

Rabalder, og den glider sammen, med den og lofter sig op i det store,

moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

[Illustration: I Amerikanermillionaerens Salon.]

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i

Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens

Anvendelse som Maalestok for Menneskevaerdet i System, og han har ved sin

hele stojende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at

maerke: ikke af den virkelige Elite, af det aegte Paris, Intelligensens

lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af

mod enhver Beroring med Rastaqouairer og Amerikanermillionaerer; jo

vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere traekker det

sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever

i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det

er just paa dette Punkt, at man maa soge en ganske naturlig Forklaring

af, hvad Udlaendinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgaengelighed,

Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst naermere Forhold til dem, den

kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i

Grams, kjobe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at

pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme

til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som

for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La

Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjore sig den

Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil vaere billig

og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det

og kalde det Mangel paa Imodekommenhed og Gjaestfrihed? Alle gamle

Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imodekommende

og gjaestfri. Folkefaerd; man har ingen Ret til at tvivle om disse

Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som

Slangerne skifter Ham. Saalaenge Pariseren dannede sine Forestillinger om

Udlaendingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og

Halvtredserne, kunde han vaere og var han gjaestfri, men de to elskvaerdige

moderne Typer, der nu staar som Repraesentanter for den Fremmede i Paris,

de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det

strengest nodvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,

der springer ham i Ojnene? Den uendelige Turisthaer forst og fremmest, med

Citysnobberne som Hovedelement. Englaendernes Hensynsloshed paa Rejse er

stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende

grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er

formelig, som om de gjor sig en personlig Glaede af at sparke til alle

Vedtaegter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for

desto storre Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at

tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og

lader dem betale. Men foroger de for den taenkende og raesonnerende Pariser

ikke det odiose Skjaer, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har

stillet den Fremmede, saa afdaemper de det ganske sikkert heller ikke.

Hojst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres

kuriose Kostumer og med deres rode Baedekere turer gjennem Gaderne og

stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde

Historier paa AErmet af den forste den bedste Spasmager, der gaar forbi,

eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en

Cook-Forers AEgide gjor Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser

hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernaest Tydskerne. I de forste Aar efter Krigen holdt de sig

forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret

omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes laengere. De giver sig

nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue

Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort

Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse

af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brodfode. Bedriften

gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvommet Handels-

og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente

det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag

at lofte Hovedet igjen og saa smaat at fore sig op som Herrer allerede.

"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kafeer, og med overlegen

Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og

hore paa den smukke Vise.

[Illustration: Rejsende Englaendere i Paris's Gader.]

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne

gunstigt for det som Helhed. Fojer man yderligere dertil Hele Skaren af

Industririddere, der fra alle Herrens Lande vaelter sig som en

Graeshoppesvaerm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at

dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod

de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden

en saadan Reservation vaere det graendselost, utilgiveligt. Den er en

Nodvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret

til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke

behoves, saa er de strax rede til at laegge den af Kunstnernes Stilling

viser det saa tydeligt, som onskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige

Salon, at der indrommes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads

og lige Ret med de franske, de samme Udmaerkelser og Belonninger som dem,

i hele Pariserlivet gjores der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes

Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at

de fortjener Gjaestfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,

der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Dore paa vid

Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at

traenge igjennem og gjore sig gjaeldende i Paris, bliver i samme Ojeblik

betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjor det, de store Flokke ikke mindst af

studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Maengde

fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe

Perioder, i hvilke en Folelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager

dem fangen og faaer dem til at onske sig langt bort fra Byen, der paa

Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens

Herligheder. Det Trosterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden

varer laenge. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at

elske den hojere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den faengslet

saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig los. Det tyder dog

vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa vaere saa

ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,

og den Sot folger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald

kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men

kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet

Smaaoer, som, om de end ikke er Faedrelandets Jord, dog har et Par

Spadefulde af den stroet paa sig. Der soger han hen. Han tyer til

Kunstnernes Kreds paa _Hoernan<s._ eller til Haandvaerkerforeningen i _Cafe

du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes faelles

Hovedkvarter paa _Cafe de la Regence._ Han finder der Nordens Blade, han

horer Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og

mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin

fortraeffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg

elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens

Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,

bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.

VRANGSIDEN AF PARIS.

Pauperismebaeltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de

store Byer. Den har vaeret der bestandig, og den vil trods alle sociale

Reformatorer blive ved at vaere der bestandig, indtil Kampen for Livet

horer op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den

ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalaenge Stenen

ligger rolig, daekket af gammelt Mos og omgroet med Graes og Blomster,

taenker Ingen paa Krybet under den. Forst naar den voldsomt rokkes og

rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden

og Skyggen under den, frem og; vaekker Afsky og Skraek.

Paris fik ved Kejserdommets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar

siden da er det bleven efterfulgt, af Stod paa Stod. De har aabnet Ojet

for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag

det Paris, som leer og; straaler og blaender, robet et, hvor Diamanterne

erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave

Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Lae af

Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar

Krybet kommer frem. Man er bleven forskraekket; man er muligvis bleven det

over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er

Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,

der rummer den storste Sum og de mest afskraekkende Former af

menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nod det triste Ry at have Forrangen i

saa Henseende. Muligt har det engang vaeret med Rette, men det er det i

hvert Fald ikke laenger. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag

langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er

Trangen ogsaa storre. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og

voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Aflobskanaler for den mere;

samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa

understotte, for at de ikke skal do af Sult, at holde sig konstant. I

London er det i Lobet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris

derimod er endnu som ved Kejserdommets Fald af hundrede Beboere mellem

syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjorenheds Lister. Det er

denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de

forste Betingelser for at kunne fore en menneskelig Tilvaerelse, som har

gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver

ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfaerdige paa Pletten. Naar da

Gambetta har lovet at soge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun

aflagt et Lofte, som han vilde gjore vel i engang at holde. Der findes i

disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode

Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad

de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, for der i begge Henseender bliver

gjort, hvad det er muligt at gjore. At Kommunen og alle de Rodes

Spektakler siden den maatte til, for man fik Ojet op for denne Vrangside

af Paris, har iovrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man

laegger under almindelige Forhold kun Maerke til det, man seer stadig

omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.

Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal

Tilbojelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har

rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaanden er da

Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehor rykket laengere og

laengere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at

regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands

uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det

brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der moder ham overalt.

Hist og her i Naettet af travle Handelsgader, der straaler ud fra

Borspladsen, er det ganske vist, naar man soger godt, endnu muligt at

finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misere

er bleven haengende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber

i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan faerdes roligt i sin Stad af

Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa AErmet af

Elendigheden.

Til Gjengjaeld har den rundt om Luxusens By draget et Baelte, hvor den er

paa sin egen Grund, og hvor den hersker souveraent.

Centrifugaltilbojeligheden bliver ved; dette Baelte traekker sig laengere og

laengere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terraen

mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaanden

blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og

Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet

Faellesskab, ingen Beroringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er

ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for

Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som

Folkevittigheden har dobt "Cite des Khroumirs", oprindelig en stor,

ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,

sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden

Vinduer og Dore, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for

dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affaeldige til at kunne

kjore omkring laenger paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cite

des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i

Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med

Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris stromme derud og falde i

Forbauselse og Forfaerdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslaegten

kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af

Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt

fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte

dens Existens. De havde forst for nylig faaet Stadion i Kvarteret,

sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebaeltets Fysiognomi ingenlunde saaledes

allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstaendigt

Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besogende og give ham

et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmaendene soger altid, saa

laenge det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er

kun de faerreste Kvarterer derude staerkt bebyggede endnu, man traeffer

mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa

Rentierer, der havde Lyst til at saette Foden paa egen Grund, men hvem

Terraenet, i selve Paris blev for dyrt, kjobt sig Jord og indrettet sig

det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og

Kjokkenhaver. Disse gronne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt

gjennemskaarne af brede, taetbeplantede Alleer, for Exempel den naesten

milelange Pyrenaeergade, som straekker sig gjennem hele Belleville,

Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Hojdepunkterne tidt

saerdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebaeltets. Ydre

Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa

Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Forst og fremmest har selve de

gronne Alleer uhyggelig; meget tilfaelles med hine Dekorationstaepper og

Saetstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske

Kejserinder en Idee om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort

fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor

tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Straeder, dels af ode

Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Moddinger og alskens Urenlighed. Her

er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke laenger mulig. Pjalterne,

der haenger ud af de ituslagne Ruder, Kludekraemmerboderne i hver anden,

tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der traenger sig om Vaertshusenes

Skjaenkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Bornene, der ligger

og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa

Braeddeskur, som samtidig agerer Kjokken og Butik, saelger radikale

Skillingsblade, obscone Brochurer, muggent Hvedebrod og raadne

Paerer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,

man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebaeltet

gjennemsnitlig hver tiende Beboer er traengende i den Grad, at de maa nyde

offentlig Understottelse.

Endnu mere afskraekkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i

selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager hoje, men

hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun

undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskraenker

sig til et ganske lille, morkt Kjokken; meget tidt har Mand, Kone og en

hel Rede af Born i alle Aldere kun et eneste Vaerelse til deres

Disposition. Ifolge en Opgjorelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog

stadig Understottelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.

Over Halvparten af disse indskraenkede sig til et enkelt Rum, tre tusind

havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind

fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstaendig

morke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede for Terraenet endnu

blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuvaerende Forstaeder kun var

Landsbyer, der skjod deres yderste Forposter herud. De er de vaerste,

adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mork Korridor med

opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud

allevegne. En faldefaerdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde

blive klemt fast i den, forer da op til Etagerne, Stanken fra disse

Lokaler, hvis Dore vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar

aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfaere af den gyseligste Art; Lys

er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa

Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brond, der forer Titulaturen

Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig

finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Storsteparten af den lavere

Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempellose Uorden og

Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse

de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun

sjeldnere. Det har engang vaeret ganske taekkeligt; nu er det Meste i

Stykker, Betraekket haenger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt

Lag af Stov og Smuds. Det er, som hvert eneste Mobel fortalte Familiens

Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med

glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde

Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Bornene er komne, Illusionerne er

bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i

Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og

atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svomme

ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.

Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen

dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Vaev;

det spinder sig taettere og taettere om den Ulykkelige, der engang er

kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse

leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og

tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebaeltet--hver syvende Beboer

er her understottet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog

altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom

de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem

maa man soge i de saakaldte "Cite"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der

ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i

de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af

den store Stads Befolkning. De horer paa en vis Maade ikke med til Byen;

de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer

og forsvinder som disse, uden at Nogen laegger Maerke dertil. En

entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,

afslutter med den paagjaeldende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist

Antal Aar af en af de store, ode Tomter, der findes i tilstraekkelig

Maengde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en

Fart nogle Hytter op af Ler og Braedder. Bygningskommissionen bliver

afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til

Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang

staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur

og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers vaere husvilde, nu giver

han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilfoje, at han lader sig

denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,

hvilket repraesenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans

Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid

betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid

nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en

Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv

at sorge for, tyer de til Logishusene; taeller Familien derimod, hvad tidt

er Tilfaeldet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv

de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme

under Tag er da Citeerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er

i dem et Saersyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.

Entreprenoren for denne skjonne Trafik forbinder i Regelen dermed en

Virksomhed som Skjaenkevaert ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besog ved

hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og

udsaette sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind

baade i Pose og Saek, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har

lejet Jorden, hvorpaa Citeen staar, kan han med fyldte Lommer forlade

Bestillingen. Gydens Hytter har ikke vaeret bestemte paa at gjore Tjeneste

laenger, de er faldefaerdige, uden Dore, uden Vinduer, uden Tage tidt.

Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen

dertil af Sundhedspolitiet. Citeen forsvinder sporlost, men samtidig har

der paa andre Tomter af Pauperismebaeltet rejst sig nye. Hvad Vaerten

angaar, har han hurtigt aflagt Traeskoene og Kyperforklaedet, har kjobt sig

Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart

der den ansete Position, som folger Hundredetusinderne i Tilgift, og er

han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i

sin Kommune.

Et praegtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige

Citeer, der som en forunderlig Modsaetning har bunket sig sammen i den

naermeste Omegn af Vidunderanlaeget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en

Skjaenkevaert: tyk, jovial, med rode Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,

snilde Ojne, der altid griner, bred og kordial i sin Facon,

tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,

"nitten hundrede Sjaele" i sine Citeer, altsaa flere end der findes i

mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cite Tarn, Cite Gand,

Cite Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele

knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem

Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhorer, er

det Eneste, den iovrigt saerdeles meddelsomme Vaert ikke ser sig i Stand

til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernaerer

sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private

Affaerer, Pengene gjaelder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere

saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i

Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersoge det; den

moralske Finfolelse hos disse nitten hundrede Sjaele er naeppe af den

delikateste Natur.

Hovedciteen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i

de smaa Siderender, som i Aarenes Lob har skudt sig ud fra den, skinner

Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved forste Ojekast naermest en eller

anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nojere til, bliver

Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet

har over sig et Praeg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under

den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige

Kaar, hvori de lever. I Citeen derimod er det ikke blot Armod, man moder,

det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed

og desvaerre tillige menneskelig Degradation under dens mest

afskraekkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,

er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Honsestige,

der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa

deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og baelgmork Gang, for de kan

finde Doren til deres Vaerelse; men de har saa til Gjengjaeld den Luxus at

vaere i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder

af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade

lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade

sig noje alene med en Dor. Lukkes den, ophorer enhver Udvej til at se

derinde ved Hjaelp af Andet end den lille Blaendlygte, der horer til i alle

disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar

Citeernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede

Frugter og Grontsager eller andre Gjenstande, som det er mindre

tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den

tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller

Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld

Braende, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, saetter en

Kogekjedel, som man har laant hos Skjaenkevaerten, over det og lader Rogen

flagre, som den vil. Og skulde det naesten Utaenkelige arrivere, at man

arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale

sig at braende Lys til det, saa raekker samme driftige og tjenstvillige

Vaert ogsaa i denne Henseende en hjaelpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i

timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at

se; det, som Ojet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad

Bohave angaar, indskraenker det sig til et Minimum. Den forekommende Vaert

stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje

betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den

mangler kun sjelden, og gjor den det, er den altid det forste,

_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,

forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man

kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnod tage til Takke med en

Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt

gjore det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjon og

Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og

det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums

Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er naesten altid Born i Masse;

ynkelige, smaa, gule, forkroblede Vaesener, uden Kjod og uden Klaeder paa

Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i

illustrerede Blade har seet af Hungersnoden i Indien. De gjor et naesten

forfaerdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og

Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nod

og Pestasmosfaere, er en Gaade. De gjor det imidlertid, man traeffer

femten- og sextenaars Ynglinge, der er fodte i Citeen og har tilbragt

hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besog. De laa

og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene

laeste hojt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde

have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde

angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa

Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil

gjennemsigtige Kort af den Slags, som saelges i Smug paa Boulevarden. Det

var Moder, Sonner og Datter. Den Lilles oprorende Legetoj forklarede,

hvad der var hendes Brodres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise

Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjod og Vin paa Bordet.

Himlen skal vide, at de har vaeret dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Laekrerier ind i Citeen.

Man er tilfreds, naar man kan kjobe sig et "Assortiment", det vil sige en

Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Polser, Log, der

oprindelig har vaeret kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af

Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de

kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,

kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede

Fangst, Hokeren i Cite de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter

Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle

Sous har kjobt de Levninger fra Gjaesternes Tallerkener, som Folkene i

Kjokkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brod; Properhed er

et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end

den, der endnu sidder i Kjodet paa de torre Ben, man har samlet op,

Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om

at oversvomme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue

de l'Operas Millionaerhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et

eneste af disse Butikers Vinduer vilde vaere nok til at skaffe samtlige

nittenhundrede Sjaele, som boer tilleje hos Skjaenkevaerten i Rue de Meaux,

en menneskelig Tilvaerelse for hele Livet. Kejserdommet bildte sig ind at

forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebaeltets

Stedborn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder

sig dets Tusind og en Nats Anlaeg. Det er en af Paris's mest beundrede

Sevaerdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrom og

gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Soer og Vandfald

under praegtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,

flojelsblode Plaener, stolte Traeer og blomstrende Busketter, Alt er her,

hvad der kan gjore en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besoger

Paris, slaar Haenderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citeernes

Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har

ingen Sands for Blomster og Fontaener. Det er Andet, disse Ulykkelige

traenger til. Elendigheden er en Kraeftskade paa den store By, som aldrig

helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Laege, der

kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For

den tredie Republik er det en Livssag, at den laegger sig efter at laere

denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Lob gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,

der omslutter Oen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I

Aarhundreder var denne O Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens

stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der

strommer gjennem Kaempestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker

og Kongeborge. Seineoen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever

og straeber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt

Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjaebne tilbage til den

gamle Modero. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,

Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der

fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner

Annex til Templet for den menneskelige Retfaerdighed. Den er et Slags

Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere

uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa

ureglementeret, at det stoder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i

Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee

paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Maend, Kvinder og Born,

passerer aarlig gjennem "Politipraefekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det

klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden

Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav

saetter af mellem Aar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind

kommer det Altsammen _pelemele,_ Storsteparten leveres fra

Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Lobet af Natten og Dagen

fanger, bringes til disse Stationer, hvor en forste Undersogelse gaar for

sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig

Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en

noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende forelobig "au violon",

som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Laes paa. Fem, sex Gange

daglig kjorer den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,

graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.

_Panier a salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er

den virkelig som en Grontkurv. Men endnu mere broget er dog selve

Depotet. Thi ikke blot den store Faellesvogn bringer Gjaester til det; ved

Siden af dens ordinaere Rykind er der den finere Portion, som kommer

enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,

Depotets Honoratiores, som man har gjort den AEre at anholde hjemme hos

dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er

obligatorisk for Alle, hvem Loven laegger Haand paa. Enkelte bliver der

kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, for man oppe i Justitspaladset

faaer truffet Bestemmelse om deres Skjaebne. To Dage skulde i Grunden vaere

Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen

med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa

humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Faengsler

langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilvaerks mod det

uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem

Sagsanlaeggelse er nodvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefaengsel

overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalaenge

Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevaegelse.

Greffierens Pen staar naesten aldrig stille. Det er ham, der forer de

indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den forste Forholdsregel, som den

Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt

det vaerste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Haende for at

forfolge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den

Grund, og af andre med, horer det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han

strax er aerlig og tilstaar det. Undertiden stoder, man paa en

Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdommets Tid blev en Mand

anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod

at hedde Sidi-Sahel og vaere overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til

Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa

man snart, at det var en Fabel. Faengselslaegen erklaerede ham for gal, og

han blev sendt til Bicetre. Men Hospitalslaegen mente, at han havde sin

fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og

tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde

ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte vaere Udlaending, og

transporterede ham til Graendsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der

for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved naermere

Undersogelse viste sig at vaere identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var

umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Forst efter flere Aars

Forlob kom man ved et Tilfaelde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde

vaeret i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet

Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden

Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem

utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa

alle Kanter har at kaempe med i den store Stads Myretue, hvor der kun

undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres

Vedkommende, som ikke kommer forste Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse

besvaerlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjaelpemiddel. Men

det taeller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr

er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny

Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Hojde

forer Greffieren tilbogs sammen med de ovrige Oplysninger. Albummet har

Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;

Eftersogningen er paa den Maade lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig

finder der en Visitation Sted. Depotgjaesterne maa kverken have skarpe

Redskaber hos sig, ved Hjaelp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,

eller Penge over et Belob af ti Francs, Forst naar hele dette

Indtraedelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er

Sortering; ikke engang i Politipraefekturets Depot respekterer man fuldtud

den Lighed, som Franskmaendene holder saa meget af at fore i Munden ved

alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr

end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;

det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvfolgelig har Depotet forst og fremmest sin Mandfolke- og sin

Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge

Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinaere

Faelleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer

Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store

Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den

socialt hojtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vaekke for megen

Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;

mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter

Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinaere Depotsal vilde i

Virkeligheden vaere en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefaengt Sted kan

man ikke taenke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med

Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmorkt, klamt og hyllet

i en Atmosfaere, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante

til Forstadsgydernes Huler. Man faar naermest Indtrykket af, at man er i

en uhyre Kvaegstald. Langs Vaeggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen

sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store

Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,

denne forfaerdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede

sammen som Sardiner i en AEske, og det haender ovenikjobet tidt, at

Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjaelp. Man kan taenke sig,

hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemodding. To, tre Gange

daglig, medens Fangerne fores ud i Gaardene for at traekke Noget, der

kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Stromme af Vand.

Men det hjaelper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde

Murene efter to Dages Forlob give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Faellessalen i Politipraefekturets Depot.]

Det kan vanskeligt vaere anderledes. Hovedparten af Faellessalens

Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over

Hovedet netop de Naetter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover

de under Concordebroens Buer, mellem Teglvaerksovnene ude ved Barrieres

d'Amerique, i Champs-Elysees Busketter, naar der er Lovvaerk og varme

Naetter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og

Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og

naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,

vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest

i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for

Vagabondering; sogte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.

Paris lokker og drager saa staerkt. Fra det ovrige gamle Evropa vandrer

man ud; alle de uregelmaessige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan

finde Tumleplads i Hjemmet, soger hinsides Havet til den store,

ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig praesterer ingen, eller i hvert Fald

forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmaendene har nu engang Raedsel for

at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjogler deres Fantasi

dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og gronne Skove at tjene,

Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot straekker

Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store

Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer

bringer i Vejret, baerer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse

Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse

for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa vaere let at

naa ogsaa for alle Andre. Kunde man taelle dem, der Aaret rundt kommer til

Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behover at

saette Foden paa den parisiske Stenbro for at gjore deres Lykke, vilde man

faa et rentud forfaerdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de

kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik

over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire

Tusinde er Udlaendinge. Talrigst repraesenteret er naturligvis det naere

Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin

Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.

Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og

Norge har kun nogle ganske faa Repraesentanter, Island derimod hele

elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,

Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange

dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens

Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem

intet Andet at gjore end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed

og Hjaelpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de

Indvandrende ikke har denne forste store Betingelse for at lide Skibbrud,

selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste

Kraefter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brod i

Millionstaden. Livskampen er svaerere der end nogetsteds, Existensudvejene

ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.

De stritter imod saalaenge, indtil den vaerste Sygdom af alle: Trang og

Sult, endelig faar Bugt baade med Humor og Arbejdslyst og Kraefter. Det er

uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store

Vagabondhaer.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu vaerre og

uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Svaerdsiden er

Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden losagtige Fruentimmer.

Politiets Runder gjor ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en

altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Faellessal er i

Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske

tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken

og Flojlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set

Fruentimmerne med aegte Zobelskinds Pelsvaerk og Diamantsmykker til

Tusinder; forhorte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa

omtrent den samme. Faedrene samlede Klude, og Brodrene arbejdede paa

Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjaester i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Haer. Forst og fremmest kommer

Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskraekkende;

saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Forste, man gjor,

at bringe dem et Brod. Den franske Justits har den humane

Betragtningsmaade, at enhver Lovovertraeder, den fanger ind, kan vaere

kommen i Konflikt med den som Folge af Sult. Den kjender sit Paris, den

veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende

Butiker segner Ulykkelige, hvis Dod, hvor utroligt det end klinger, ikke

skyldes nogen anden Grund end Hungersnod. Den veed ogsaa, at dens Depot

aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels

Familier, der er kastede paa Doren af ubarmhjertige Vaerter, vandrer om og

skjuler sig, hvor de kan komme til, saalaenge indtil Bornene begynder at

skrige efter Brod. Saa maa Moderens Raedsel for Depotet vige, og hun

melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfaelde til

Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Fode og Husly, indtil

Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop

denne dets Rolle som Forsorger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der

er dem, der i Grunden har Depotet til regelmaessigt Standkvarter og kun

fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der

fortaelles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har vaeret

anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu for han naaede

Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun

paa Grund af hans nomadiske Tilbojeligheder. Man domte ham, han sad sin

Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planlose

Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke

mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, for det fandt ham paany, gik

han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg

har hverken Existensmidler eller fast Bopael, det er bedst, I spaerrer

mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen

Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig

anholdes for Vagabondering, er Born. Hjemmet i Forstadshulerne er kun

altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa

lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Foraeldrene gjor

vel i Regelen ikke overvaettes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund

mindre at forsorge er altid saa Meget vundet. Det haender tilmed ikke

sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,

naar de falder dem til Besvaer. Hittebornshospitalerne, som vi kjender dem

fra de aeldre franske Dramaer, existerer ikke laenger i Paris, men Depotet

har erstattet dem.

[Illustration: Hittebornene og deres Vogter.]

Der er i det en saeregen Sal for Born, som Politiet har fundet paa Gaden,

og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de

horer hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De

stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa

staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres

Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Foraeldre

eller Paarorende skal komme og soge dem. Men i de ni Tilfaelde af ti

kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af

Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske

fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om

det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og graeder efter

Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjaebne.

Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde

det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at

spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke

undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslaegtede: Oldinge i

Barndom, der er blevne samlede op paa en Baenk i Champs Elysees, Fremmede,

der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,

Gale eller Folk, der har gjort Forsog paa Selvmord og vaegrer sig ved at

love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt

med at foretage Arrestationer uden at vaere ganske sikker. Haender det i

eet Tilfaelde af Tusinde, at en sageslos Person bliver spaerret inde i

Depotet, er det Hojden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man

har havt et vaagent Oje med laenge, for man laegger Haand paa dem, eller

ogsaa Misdaedere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de

Anholdte horer til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle

Depotgjaester, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor

Faengslet, horer det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en

Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne

Sociologer er i Faerd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden

mange Aar vil den muligvis have fort til en total Omformning af det hele

Straffevaesen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde

Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;

men det maa siges til den franske Republiks AEre, at den ogsaa paa dette

Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De

forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet

end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's

store Faellesfaengsler, disse Laere- og Opdragelsesanstalter for

Forbrydelsen, er i Faerd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pelagie og

det forfaerdeligere Saint-Lazare, Kvindefaengslet, hvor alle de

Indespaerrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhore, blandes mellem

hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Bornefaengslet,

er allerede Cellesystemet indfort. Straffekolonierne er det naeste Skridt

paa Vejen.

Men det maa gjores snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal

viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig

Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet

det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens

Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags

Vedkommende, i de hojere er det ganske sikkert Borssvindelens Fristelser,

der spiller en vaesentlig Rolle i Forogelsen. Alverden er besat af Mani

for at gjore Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan

det kun altfor tidt haenger sammen med disse Forretninger. "Der gaar

naesten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine

Herrer herind." Han har Ret; alle Staender er repraesenterede i

Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra

hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, hoje

Embedsmaend og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der

har hort til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipraefekturets

Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad

Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misere.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Cafe de la Paix.]

KAFE- OG GADELIV.

Paris har mellem det Meget, der gjor den til en By _a part_, een Ting,

som Alle, selv de, der nodigst vil synge dens Pris, maa indromme er noget

Magelost: den har sine Gader. Man maa absolut Vaere skabt som en Kvaeker

for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvaekere mener jeg--, der

nylig kom over fra Hendes britiske Majestaets alvorlige Land for at

praedike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke vaeret fem

Minutter paa Boulevarden, for de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.

Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de maerkede, at Fristeren kom op

i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det

have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.

Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad

han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa

jo ... saamaend, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke

paa laengere Tid har vaeret i Kongens Kjobenhavn, taber Ens Blik let sin

kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de

Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som

Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,

stille, lyse Sommernaetter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner

under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man foler

Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa

paa En, gaar vaek; Livslysten begynder at krible, Humoret kommer op. Man

fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget AEggende i

Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som saetter Fart i En fra

Top til Taa.

Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstaendig saeregen Beskaffenhed.

Det er ikke blot Faerdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige

Verdensstadskolorit, der gjor den til, hvad den er. Af den Slags Liv har

London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke

alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to

Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa

dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,

bliver i det samme Ojeblik man saetter Foden udenfor Doren den eneste

Tanke, man har. At vaere paa Gaden blot for at vaere der, lader sig aldeles

ikke gjore. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter

afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Traengselen for at komme

frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede

Stoj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man

seer Ingenting, man sandser Ingenting, man foler kun Stimen, der er

bagved, man synes, den vilde vaelte over En og lukke sig og begrave En,

hvis man standsede, og man tumler da med i det rastlose Jag. Man gaar og

gaar og gaar og bliver forst Feberen kvit og kan traekke Vejret igjen,

naar man er ved Maalet.

I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Faerdselen er

storst, er der ikke noget Aandelost ved den. Folk har nok travlt hist og

her, men man laegger knap engang Maerke til det, de forsvinder mellem

Maengden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kafeernes

Fortougsstole, staar i Gadedore eller i Grupper paa Trottoiret og

passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en

Fornemmelse, som om man var paa Fornojelsestour, for at hvile sig, for at

se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Ojnene rigtigt op og fylde

sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besorge Et

eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man

kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.

Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig los fra

den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Ojeblik

folt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har folt sig som i

en Salon, hvor man befandt sig fortraeffeligt, og hvor man folgelig blev.

Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender

Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter

Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vaegge, midt i Tummelen og Traengselen,

helst hvor den er allerstorst, der er der flest Incitamenter, som faaer

Blodet til at rulle hurtigere og saetter den letpaavirkelige Fantasi i

Bevaegelse. Man soger til Boulevarden; den er den store Faellessalon, hvor

hele Byens Befolkning strommer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang

til Selskabelighed, hvor man modes med Lyst til at vaere sammen, hvor man

faerdes mellem hinanden med den elskvaerdige Forekommenhed, den Lethed i

Tilnaermelse, der er en ganske naturlig Folge af Bevidstheden om, at man

gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv

bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,

fornojelige Toner over sig, den Glands af Glaede, den Hvile midt i Uroen,

den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det

fortryller, den Charme, der gjor Pariserboulevarden til noget ganske

Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.

II.

Uhyre betegnende for den er dens Kafeer. De ligger Side om Side,

utaellelige naesten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra

Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befaerdede

Templekvarter, paa Straekningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssojlen, faaer

Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont

nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa

sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde vaere

latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som

Bevaertningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om

Pariserne var det mest forfaldne Folkefaerd i Verden. Nu er de imidlertid

tvertimod det allersobreste, der kan taenkes, og samtlige Kafeejere bliver

hovedrige Folk alligevel i Lobet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har

Andet at byde deres Gjaester end de Varer, der skjaenkes ud. Kafeen er en

reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjorne i den store

Faellessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at vaere

det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby

som Paris naesten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en

sluttet Kreds kunde traekke sig tilbage for sig selv, mangler fuldstaendig;

hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun

akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa

at sorge for Gjaesternes Underholdning har man heller ikke lagt Vaegt; kun

i de afsides Gader har Kafeerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser

er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt

Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,

er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,

uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkafeen,

ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har

forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.

Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsaetter sig ud paa

dette. Kafestolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere

Kafeer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det

Vaesentlige, Salene indenfor er naermest kun at betragte som et Slags

Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjaesterne kan

bilde sig ind, at de sidder i Torrevejr, og heller ikke Kulden kan jage

dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,

naar den gaar over alle Graendser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kafeen i

Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriost.

Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for

den aabne Vaeg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjaelderen

igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,

Pariserne er ikke kuldskjaere, naar de blot kan faa Lov til at vaere paa

deres kjaere Gade.

Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kafeen halvvejs tom, vegeterer

med morgengnavne Opvartere og baedekerstuderende Rejsende. Allerede ved

Frokosttid begynder Gjaesterne at stromme til den i Masse. Den er i

Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er

nodvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om

Tiden til at kunne gjore en Rejse til den anden Ende af Byen for at

spise. Frokosten paa Kafeen, koster dem ganske vist mindst tre, fire

Francs, og der gaar ogsaa der let en Time eller to med i Lobet Men

hverken de eller Pengene er spildte. Man traeffer den Kreds af Mennesker,

med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter

Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjores

tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,

klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden

Omsvob, foler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og

ned ad Vaeggene for at faa en Sag i Orden. Et Sporgsmaal, et Svar--_<vola,

c'est entendu_. Garconen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,

inden han faaer den naeste Ret serveret. Frokostkafeen er Bors

ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer

ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertraeffelig. _Le chef de la

cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide

Forklaede, Hirschfaengeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin

Metier. Han kan undertiden vaere indisponeret ved Dineren; om der ved den

sniger sig en Smule Skjodesloshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.

Publikummet er det kritiklose, der kommer i Ny og Nae, som ikke har nogen

selvstaendig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har

Renommee. Ved Dejeuneren derimod er det nodvendigt at holde Orene stive.

Han arbejder da for Gjaester, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce

releve's_ Pikanteri, og som ojeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis

han tog sig et Blund. Han er paa Hojden af sin Kunst, og hans Kunst er

stor. Boulevardkafeen vilde vaere uforlignelig, selv om den ikke havde

andre fortraeffelige Sider end sin Kjokkenchef.

[Illustration: Le chef de la cuisine.]

Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra

Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de

l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time

andetsteds; den passer kun for Pariseren, den haenger netop paa det

Nojeste sammen med den Rolle, Gaden og Kafeen spiller i hans Liv. Naar

han henimod Aften er faerdig med sit Arbejde, laegger han mellem

Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa

ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilvaerelsen kan have

af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han

kjober sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafe, saetter sig ved det

lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin

Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,

Legeme og Sjael, svomme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der

kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i

Grunden er en magelos praegtig Ting. Absinthen, det halve Glas Ol,

Fingerbollet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er

kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlaegger af sin Plads, som de to Sous,

han i Parc Monceau eller Champs-Elysees betaler Madammen for sin Stol. Og

Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa

Solen og blive slugt af dens Flammer, for Absinthtimen var forbi, vilde

hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Ojne, hvormed

han seer paa dem, er i Slaegt med Papas Orer i den lille, lune

Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har

kommet Sukker og Flode i hans Middagskaffe, og hans lille Pige taendt den

store Merskumspibe for ham, og han saa laegger sig paa Sofaen og siger:

"Saa Born, snak I kun, Fa'er horer efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og

Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er horer ikke, han holder Absinthhvil paa

sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,

for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjaerlighed og Stolthed.

Hans Sjael glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver

ligesom Et med den. Det er Velvaeret for ham, det har paa sin Viis al den

lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske foler, naar

han nogle Ojeblikke lever helt i det, han elsker.

Middagen, kommer. Ekvipagerne, som Kafegjaesten mellem Fem og Syv har

siddet og seet baere al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder

at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og

Fodgjaengertraengselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder

loser sig selv paa de Hjorner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,

der er Efternolere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver

hurtigere, Damerne er hort op at stromme ud fra Butikerne, deres

Toiletters brogede Luxus afloses af de smaa Arbejderskers sorte

Merinoskjoler, Avissaelgernes Raaben med de friske Aftenaviser dor hen.

Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalaenge Absinthtimen varede,

budt Trottoirepublikummet den hojeste Udfoldning af sig selv, men

Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kafestolene

gjor det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.

Naar Absinthen ikke laenger kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,

kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er

Boulevardkafeen det store Forlystelsessted, hvis Tiltraekningskraft

bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i

Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en

Pariserfamilie af de jaevnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig

fornojelig Aften, gaar den paa Kafeen, og har man Gjaester, er det naesten

uundgaaelig nodvendigt, at man forer dem derhen. I Hjemmet har man

hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved

at vaere sammen. Om Selskabelighed inden fire Vaegge har den langt

overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;

Kafebesoget traeder i Stedet for. Skal der vaere exceptionelt Gilde, gaar

man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysees, hvor Publikum

sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa

Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er

den Fornojelse imidlertid for dyr. "_Entree libre_" hedder det vel paa de

fristende, illustrerede Kaempeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,

man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nodt til at bestille

her som paa enhver anden Kafe, koster til Gjengjaeld tre Francs. Det giver

Pariserne nodigt ud for at more sig, de er for forvaente med virkelig at

faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkafeen er Morskaben for dem

omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man

betaler for sit Ol, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalaenge man

lyster. Kun Odelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det

tomte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer

paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i

ustandselig Raekke, Tiden gaar, uden at man maerker det. Man har ikke Behov

for Kafeens Varer. Livet, Tummelen, Luften, maettet med Boulevardens

Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjor En or. Naar man gaar hjem,

er det, som om man havde vaeret en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun

siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkafeens

Hemmelighed.

III.

For en stor Part af Pariserne indskraenker Kafeen sig imidlertid ikke til

at vaere Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den

er for dem Kontor tillige, Arbejdsvaerelse, Modtagelsessalon, politisk

eller litteraert Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget

gamle Traditioner. Garconen i den lille, historisk beromte Cafe Procope i

Rue de l'ancienne comedie paa den venstre Seinebred viser endnu med

Stolthed Gjaesterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har

siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,

d'Alemberts, Crebillons og Mirabeaus Portraetter kiger ned fra Vaeggen og

fortaeller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrogede

Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa

at sige hver eneste Kafe sin Biografi vaevet ind med beromte Navne.

Bohemeperioden var saerlig deres store Tid. Hvertandet selv af de

betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kafeen.

Naar man engang fandt dem dode paa et Tagkammer, i en Kasse med Boger og

Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopael var,

men lige til det Ojeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.

Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte

Exemplarer af den gaar i vor nogterne Milliontid om som Spogelser, hvem

en driftig Impressario godt en skjonne Dag kunde falde paa at vise frem

for Penge i Folies-Bergere. Men deres Betragtning af Kafeen var altfor

aegte parisisk, passede altfor godt for specifik franske

Nationaltilbojeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres

Efterfolgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,

fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De

mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke

destomindre er Kafeen vedbleven at vaere det Sted, hvor de med

Forkjaerlighed afgjor alle Forretninger med Omverdenen. De har en

regelmaessig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,

hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv

opgiver de stadig "deres Kafe", naar man sporger, hvor de kan traeffes,

deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader

endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i

aarvis, omgaas daglig, vaere Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litteraere og artistiske Samlingssteder er Kafeerne tildels allevegne, men

i Paris er de tillige politiske. Under bevaegede Perioder er det dem, der

bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fodes der og udgaar

derfra. Gambetta og en Maengde andre af de Maend, der nu i forskjellige

Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa

Kafeerne; har Kafediskussioner og Kafetaler som Basis for deres

Popularitet og deres Position. Under Kejserdommets sidste Aar var Cafe

Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er

senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum

og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister

deres Samfundsomvaeltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles

paa den fornemme Cafe de la Paix, der indtager Hjornet af Operapladsen og

Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks

tro Maend og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede

Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madere_. Til daglig Brug

spiller Politiseringen ganske vist ikke en saa fremtraedende Rolle som i

Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kafeer ligefremme Krigslejre,

der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskraenker sig ikke til Demonstrationer,

man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti

vinder en stor Sejr, haender det ikke saa sjeldent, at det uden videre

lukker det andets Kafe. Noget saadant kan under normale Forhold ikke

passere i Paris; i det mylrende Kjorind af Fremmede og tilfaeldigt

Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kafeen

dens absolut udpraegede Farve. En Mazaringjaest vilde betragte det som en

dodelig Fornaermelse, om man bod ham et Glas Ol paa Cafe de la Paix, og en

Tortoni-gjaenger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne saette sin

Fod paa en af de fuldblods republikanske Kafeer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste

Pariserkafeer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt

finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,

skvadronnerende Borsmatador har erobret Cafe Riche og sidder

selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de

Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele

Boulevarden. Paa "Neapolitain" har hver anden Gjaest den rode Roset; det

er Kafeen for "les officiers superieurs". "Suede" samler Skuespillerne,

"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Cafe" de gamle Grundejere og

"Helder" de unge Levemaend. Af de Fremmede har hver Nation sin saeregne

Kafe, hvor de, som Tydskerne paa Cafe de la Terrasse ved Gymnasetheatret,

i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Saeder, at ingen

Pariser vover at saette Foden paa deres Enemaerker. Det er kun Nordboerne

paa "Regence", der er et saa fremkommeligt Folkefaerd, at de kan enes om

Kafe ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.

Foruden for Theatre francais' Personale er Regence tillige Samlingssted

for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er

Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres saerlige Kafe, er

endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets

Udodelige, der modes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til

Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfaeller paa

"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,

nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en faelles Interesse

forbinder, uden at de maa til Kafeen for at drofte den i Kompagni. Dertil

kommer saa Haerskaren af flygtige Turister. De er ifolge Sagens Natur

henviste til at leve paa Gaden og Kafeen, og de gjor det selvfolgelig

efter saa meget storre Maalestok, naar de kan gjore det med et saadant

Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert

tiende Hus har en Kafe i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere

ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brod som

Skjaenkevaerter eller Garconer.

[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Cafe de la

Regence.]

Kafeens, saerlig Boulevardkafeens Publikum er imidlertid ikke

Indtaegtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud

efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa

velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler

Partiet omkring Cafe Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at

underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.

Fornojelsesetablissementerne spaender Gasguirlander med deres Navne ud

mellem Traeerne foran Kafeerne, driftige Skraeddere praesenterer paa

Husmuren ligeoverfor en lang Raekke komiske Laternamagikabilleder for at

faeste Opmaerksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,

Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest

passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmaend, der

soger at slaa deres Existens fast i Kafepublikummets Bevidsthed, fordi de

veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv

bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,

fordojende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkafeernes Stole,

er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Traek i den store Stads Gadefysiognomi,

disse altid tilstedevaerende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der

lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan maettes, hvordan de

stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan

sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Hojeste. Men

adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strompeskaft fuldt af

Guld og Solv, laenge for de opgiver deres halvt saelgende, halvt betlende

Zigeunerexistens paa Boulevardkafeerttes Trottoirer.

Alverden, der har vaeret i Paris blot en eneste Dag, kjender

Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem

Kafebordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmaerksomhed, han er der strax

med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele

Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles

Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"

forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har naesten

Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han

en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen

tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se

hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede

Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,

medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over

hvilket han i Tidens Lob har bevaeget sig Millioner og Milliarder af

Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spaendt aarvaagne,

halvt lurende Ojne.

I sit Folge har han en Haerskare af andre ambulante Handlende. Det er en

hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time

foran en Boulevardkafe. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de

samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny

Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkafeerne er en

Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens

Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det

samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som

Paris's Gadefysiognomi; maaske hjaelper ogsaa netop det ikke saa lidt til

Hjemligheden, man foler i disse Gader.

Fodt med Kafeen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener

som saa, at intet Menneske gjor Ret i at odsle sin Tid bort, selv ikke,

naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjaesterne paa

Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belaerende

Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de

sig strax og laegger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man

nysgjerrig, rorer man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende

Indrommelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til

at afkjobe ham hans Sprognogle for to Sous; men lader man det

hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen

Gestus eller noget Ojekast at give Interesse for det tilkjende, falder

heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har

endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine

Smaasummer ind, og han veed altid ganske noje, hvem der har vaeret

nysgjerrige; kun de maa bode. Da Boulevardkafeerne imidlertid stadig er

fulde af Fremmede og andre debuterende Gjaester, gjor den Stumme som

oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa

hvide Terryhvalpe og gronne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres

hvide Forklaeder og deres glaserede AEbler stukne paa Pinde,

Stokkehandleren, Gibsfigursaelgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,

langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spaedt Barn paa Armen,

den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,

Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver

Arm, hvilke Kunstvaerker han paa Grund af ojeblikkelig Forlegenhed onsker

afhaendede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjore

sig tilborligt gjaeldende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris

Repraesentanter. Hvert halve Minut maa man gjore Kaempeanstrengelser for at

slippe for at kjobe imiterede Uhrkjeder, AErmeknapper, Spraeldemaend,

Smaadjaevle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af

deres Traehylster. Det er Altsammen faenomenalt billigt, men naturligvis er

Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt

Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfaerdeligste

Markedskram, Millionaeroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,

Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og

Ringstativ, ude i Champs-Elysees klods op ad Ledoyens Restauration,

Kagekonens tag- og vindulose Bod ved Siden af Juvelerens

Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,

hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:

intet Svaelg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og

Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine

Svovlstikker til Salg paa Boulevardkafeen, kan om nogle Aar hore til

Verdens Matadorer, der behoves dertil i en By som Paris kun Talent og

Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu

skjodeslost slynger sin Havannacigar ind under Kafebordene, efterat have

taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle

Maaneder maaske--der behoves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle

Naetter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i

Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er

befaestet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af

Boulevardkafeens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjaester og forsvinder forst igjen, naar

mellem Et og To om Natten den sidste Efternoler forlader Kafeens

Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han

strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har

Spurvens skarpe Oje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, naesten

fredet om paa Boulevardkafeen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.

Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den taetteste Traengsel for at hente

sine Smuler under Bordene, der staar laengst inde, og Folk rykker tilside

og gjor Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,

og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem

fra Boulevardkafeen med fyldte Lommer. En saadan Kafes Publikum paa en

enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa storre end mange Smaabyers samlede

Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere

fortvivlet, jo storre den er, men den har ogsaa en uendelig Maengde af

Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for

Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra

Ingenting, saa er Kafefortouget der. Meer end een Millionaer er begyndt

med at saelge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor

hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens

Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,

Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest

forunderligt faengslende Udfoldning af sig selv.

[Illustration: Cigarstumpesamleren.]

[Illustration: Den provencalske Digter Mistral.]

BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.

Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man

naermer sig. Det forste Indtryk, Ojet faaer, er en stor, jaevn Flade, hvor

det Hele glider sammen i graesgron Ensformighed. Men efterhaanden, som man

kommer naermere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der

aabner sig Klofter, det Graesgronne oploser sig i Hundreder af fine

Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt laerer at kjende.

Istedetfor den ubevaegelige, stive Maske, dannet af de historiske

Faenomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjaelelig

Bevaegelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs

Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man

synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et

Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa naert Hold tager

Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en

ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man

taenker sig det kun befolket af rode Revolutionsmagere, en anarkistisk

Krudttonde, der blot behover at komme i Naerheden af en Gnist, for at den

skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden

ogsaa at have iojnespringende baade folkepsykologiske og historiske

Faenomener at stotte sig til. Sydfranskmanden er en udpraeget Romaner,

siger man, letbevaegelig, letflammende, en Natur, af hvis sjaelelige Evner

Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Raesonnement. Han bliver

derved i de ydre Former--om end paa sin elskvaerdige Maade--et Stykke af

en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,

ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk

og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;

Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hotel-de-Ville-Erobringer og alt

Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien

paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra

1789 har der ikke vaeret nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,

Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer ojeblikkelig

marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske

Arbejderkongresser, de vaelger Kommunarder til deres Repraesentanter i

Kammeret, de stikker den rode Fane ud hvert Ojeblik, naar de kan komme

til. Og de gjor Alt dette med en Eclat, en Hojrostethed, en

Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa

Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt

Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser

med en Folelse af at naerme sig det kogende Krater, hvorfra

Revolutionernes Lava altid har vaeltet op hedest og vildest, vil, naar han

kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis

vil han traeffe baade Typer og Stromninger, som passer ind i de

konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene

Fantasier. Men han vil ved Siden af det rode Spogelse, som han venter at

finde tilbedt af Alle, mode en Konservatisme af Kjod og Blod, fuldt

rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende

ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig

i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle

Galliens hojtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven

knust af de fremtraengende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus

syntes der at stige en ny Fugl Fonix i Vejret. Det rige Land mellem Loire

og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kraefter, dets frie

Handelsstaeder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris

gjor det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa

Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjonne Kvinders

Pris i dette Hjems blode, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en

hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting

samler sig; den opfanger som et Braendpunkt alle Udstraalingerne af dens

Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig

det sydfranske Sprog med en Glans, der naesten ikke er mindre end

tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens

Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og

Kvindetilbedelsen, sidder i Hojsaedet, Konger og Fyrster fra de fjerneste

Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem

universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som

tidligere Barbarerne fra Osten har kastet sig over Gallien, Handel og

Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge laegges i Grus,

Troubadourerne bliver fattige og hjemlose, deres Sang forstummer, og med

den ophorer ogsaa Propagandaen over Verden for det skjonne sydfranske

Sprog. Selv fra dets Hjemstavn soger de nye Herrer at jage det bort: de

paatvinger Retsvaesenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og

efterhaanden synker da Troubadourernes hojtudviklede, naesten

verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der

ikke laengere har nogen Literatur, og som kun tales af Bonder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har

Forholdet vaeret saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",

under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun

lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de

tilstodende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste

Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Praedikestol, det er ikke blevet

hort i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet

ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte

Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og

Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.

I alle de sydlige Departementer, saerlig i de gamle Provinser Provence og

Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstraekning, at

mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af

Praestens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjaerlighed af Byernes

dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en

Haandevending at vaere absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel

naegter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at fore sin tavse,

beskedne Tilvaerelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvraengt, noget Unaturligt, som umulig

kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade

fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den

sejge Kjaerlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har

fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af

Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin

Skjonhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig

Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk

Bestraebelse for at haeve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,

saa i hvert Fald dog til en jaevnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne

Kultursprog.

Sjaelen i denne Bevaegelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de

saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den forste

By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet

over til at vaere ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes

skjonne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne horte.

Den provencalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophort at flyde, selv

i den torreste Paryktid. Men forst i vore Dage er der blevet gjort Forsog

paa at iklaede denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem

atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris

for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere

blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa

deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og

dets skjonne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa

Akademiets Laenestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brod

som Boghandlere, Bagere, Landmaend o.s.v., samtidig med at de digtede for

Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har

haft, levede og dode som Frisor i Agen; Reboal drev Bagerhaandvaerket i

Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har

skaffet ham Tilnavnet Provences Beranger. De er ganske vist derved

personlig blevne mindre beromte, end de upaatvivlelig vilde vaere blevne,

hvis de som deres Landsmaend Daudet og Zola havde valgt at skrive paa

Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vaekke en

Opmaerksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved

tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har

allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjaeftiger sig med romansk

Sprog og Poesi; der holdes Forelaesninger herover ved tyske Universiteter,

og den nye provencalske Poesis Hovedvaerker findes i gode, af virkelige

Digtere besorgede tyske, italienske og engelske Oversaettelser. I selve

Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi

Pariserbladene gjorde de provencalske Digtere forhadte gjennem

Beskyldninger for separatistiske Tendenser--laenge strittet imod og ikke

rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet

har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende

Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimee rent ud havde

erklaeret, at Provencaleren Mistral ubetinget horte til vor Tids storste

Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjont

og klassisk Vaerk som hans episke Digtning "Mireio" [*], er i ethvert

Tilfaelde denne Digter tagen til Indtaegt af den franske Nationalstolthed,

og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han

Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle

Frankrigs literaere Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige

Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besoge ham og i Stilhed bringe ham en

Hyldest, som han tager imod paa den elskvaerdigste og beskedneste Maade

af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mireio", Navnet paa den unge

provencalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store

episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,

indtager imidlertid en ikke mindre hoj Rang mellem moderne Digtervaerker.

Af begge Arbejder findes forskjellige Oversaettelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provencalske Digtere, saerlig Roumanille[1], og

Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der

er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt

William Bonaparte Wyse [5], der, skjont fodt Englaender, ikke har kunnet

fornaegte Kjaerligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog

er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor

den sydfranske Befolkning, for hvem de naermest skriver. Inden ret mange

Aar vil maaske "Felibrene" vaere de Digtere, som fortrinsvis laeses. Deres

Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strommende Kildevaeld af frisk

og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Miougrano

entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounie"

samt flere storre episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske

Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har forelobig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver

sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden

deraf propaganderer staerkt for det, der paa alle Punkter er og bliver

disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit

felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og

taellende mellem dem adskillige sydfranske Rigmaend og Notabiliteter, hvis

Indflydelse maa bode paa de tarvelige Vers, de skriver. Jaevnlig samler

disse Foreninger, der synes gjennemtraengte af en endnu staerkere

prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,

sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem

maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har

Prisbelonninger, uddelte af den skjonneste Kvindes Haand. Man drikker

"Felibrernes Vin", den aedleste af alle, paastaar Digterne selv, og af

hvilken et eneste lille Glas skal vaere nok til at fremkalde Begejstring;

man lovpriser i Vers og Tale det skjonne Land, hvor man bor, og dets

elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og

Poesien og Lovtalerne. Men samtidig saetter disse Sammenkomster dog ogsaa

en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af

et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og

paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har

skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget

Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at

komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvoen til Hjaelp, og de

har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affodt omfattende

filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste

videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet

Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa

paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal

blive et romansk Sidestykke til Littres Vaerk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevaegelse er voxet i

Vejret, efterhaanden som den har vundet staerkere og staerkere Tilslutning

hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige

optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for

en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjaerligheden til det

gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfolelse, der iovrigt

for Sydfrankrigs Vedkommende altid har vaeret staerkt udpraeget og ofte nok

historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.

Den bringer den naturlige Vedhaengen ved Alt, hvad der er ejendommeligt

for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har

holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjaer af

noget Helligt, som der ikke maa rores ved, fordi det er et af Momenterne

til at vise, at man er et saerligt Folk, der har Ret til at have sit

saerlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at

selv Kvinder fra Byerne, gifte med Maend i fremtraedende Stillinger, stadig

bevarer denne Dragt og ikke engang laegger den af, naar deres Mands

Embedsstilling medforer en Flytning til andre Egne af Landet; den naerer i

sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var haedret og maegtigt,

en dyb Kjaerlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den

svundne Tid.

Bevaegelsen har imidlertid ogsaa andre Folger. Idet Felibrene stiller sig

som Bannerforere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der

bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres

eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske

Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den

ganske naturlig paa alle Punkter forer dem over i den Lejr, der gjor

skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,

afsides Tilvaerelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske

Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en

anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rod

Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse traenger fra den

populaere Poesi, der i ethvert Tilfaelde er de lavere Klassers eneste

aandelige Fode, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,

befaester den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbojelighed til

Konservatisme og Religiositet og udbreder saaledes mere og mere sin

stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med

Forbavselse moder nede i de rode Anarkisters Land. At en saa omfattende

Bevaegelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,

vilde vaere hojst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa

paa det ikke mindre iojnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende

og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker

elsker og kaemper for, det er den, der staar som Repraesentant for alle de

Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de

aegges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhaengere og Embedsmaend, og

det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjor Front mod denne

Statsmagt og efterhaanden overforer paa den al den intensive Forbitrelse,

der folger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt baerer til Skue, er de

imidlertid Sydlaendinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig

tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og

de kommer da til at tilhore det politiske System, der er den bestaaende

Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres

naermeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags

Forstaeder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden naesten ikke

finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig

store Antal Legitimister, som man traeffer paa, og det tilmed Legitimister

af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt

dens Tilbehor. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske

Cafe ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man

Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Torklaeder,

Bonderkonerne baerer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst

indvaevet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa

udpraeget Farve og med saa hvasse Artikler, at de naesten bliver barnlig

naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab

mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at vaere et normalt

og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Saersyn, at

der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man soge om

selv i Vendee og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terraen saa at

sige Dag for Dag, og der kan naeppe vaere Tvivl om, at "Kongen" nu taeller

sine talrigste og troeste Tilhaengere i Syden. Republikanerne er ganske

vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevaegelsen nede,

de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kafeer og forer

samtidig selv det store Ord saa hojrostet, at man paa Afstand kun laegger

Maerke til dem. Men netop det er det, der gjor Modstanden indaedt og

udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i

Kampen for det nationale Sprog, gjores den Indvending, at der endogsaa

mellem Forkaemperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udpraegede

Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtraedende

Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de

Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel

og anvendte sin Formue i velgjorende Ojemed, stillet sig temmelig

utilsloret paa Kommunens Side. Sporger man imidlertid de legitimistiske

Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Rode, faar

man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kaemper imod den

bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfaelde er

Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end

dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Rode vil omdanne

Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevaegelse

gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud

paa en Losrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme

til sin Ret, i Forbindelse med en foderativ Tilslutning til Spaniens

nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske

Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde vaere saare let at

underminere hele denne antirepublikanske Stromning, naar man blot vilde

gjore lidt Indrommelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Forere

er det ubetinget afgjorende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det

traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny

Blomstring for deres kjaere Sprog. De slutter sig ikke til

Chambordpraetendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde

Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi

han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imodekommen mod

den romanske Sprogbevaegelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i

ethvert Tilfaelde skjonne og hojt udviklede provencalske Dialekt, vilde

den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det

moderne franske Sprog behover ikke at vaere bange; det er ganske sikkert

staerkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man folte, at

Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde braende med aegte sydlandsk

Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Trae bevaegede sine Blade;

det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke

maerker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefaengte Pust,

der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt

overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som

ikke havde kunnet faa Plads paa Baenke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,

havde lejret sig i lange Raekker paa Daekket, der var saa taet besat, at man

ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af

Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige

i deres sorte Talarer, nogle Kroblinge, en del Folk, som falbod

Appelsiner, Brystsukker og Brod, og foruden dem knap nok en tyve, tredive

Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis

rystende Haender knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigeborn.

Smukke var baade Gamle og Unge naesten uden Undtagelse. Rhonemundingernes

Departement, isaer Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse

Frankrigs skjonneste Kvinder, Graekere Romere, Saracener og Gallere, der

efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de

formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige

Skjonhedstraek i Arv, som udmaerker deres Race. For Malere og Billedhuggere

er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefaegtninger eller

andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem

hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis

Skjonhed er fuldt vaerdig til at foreviges af den storste Kunstner. Og

Nationaldragten, som endnu baeres af Hoje og Lave uden Forskjel, passer

fortraeffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune

Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt

Skjort og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet

med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids

af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et

Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som

er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger

laengst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Daekket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte

Psalmeboger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues

solbraendte Kyst, sang de i deres vidunderlig blode Dialekt, af hvilken

alle Konsonanter synes at vaere forsvundne, Egnens maerkelige Sange, disse

Sange, der klinger lige svaermerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser

Madonna eller det dejlige Faedreland. Af og til lod ogsaa de bekjendte

Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre

sacre coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man

igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa

staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende

Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte

bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget naesten uafbrudt.

Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Oje paa en

Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues

gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i

vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, naesten helt udyrkede O

mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,

hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan

Pause af Sangen ombord kunde man hore Nattergalens Triller inde fra

Solvpoplerne naermest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de

trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar

Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdovede med

det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Svaermeri, som aandede ud af Sangene,

havde ikke Noget tilfaelles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og

hurtige, naesten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornojet,

som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme

Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som

ikke indgod mindste Folelse af Skraek. Sangen kunde endog pludselig

afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen

blev, desto gladere lod Melodien, og desto livligere og mere fortrolig

blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide

langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de

sommerklaedte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest

op fra deres Lejr paa Daekket for med Jubelraab og viftende Torklaeder at

hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af

en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede

Taarntinde, som haevede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les

Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortaeller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobaei, gift

med Kleophas, en Broder til Tommermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til

Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere

andre Disciple efter Kristi Dod, og da Forfolgelserne imod hans

Tilhaengere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartoi uden Sejl,

Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var

ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Fort af Guds Haand kom

Fartojet uskadt til den yderste Pynt af Oen la Camargue, der tilhorte

Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste

de hellige Marier et Alter til Guds AEre, og paa det Sted, hvor det skete,

lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til

Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her

blev Maria Jacobaei og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere

spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved

Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Dod begravede i Kapellet,

hvor der selvfolgelig nu skete de maerkvaerdigste Mirakler, som bevirkede,

at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.

Istedetfor det lille Kapel opfortes allerede for det sjette Aarhundrede

en Kirke, der til Beskyttelse mod Soroverne forsynedes med

Faestningsvaerker og endnu i det Vaesentlige har bevaret sin antikke

Skikkelse. Den horer til de maerkeligste Mindesmaerker i det sydlige

Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong Rene lod den i det femtende

Aarhundrede gjennemsoge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens

Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,

at det var de aegte. Paven stadfaestede da ogsaa, at de vare authentiske,

og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestrae, som hensattes i Kirkens

Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstaendig udplyndret,

men der forsikres, at den nidkjaere Sognepraest forinden havde taget de

hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage

til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske

lignede de aeldre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads

i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange

Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstodelig fast, at

de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en

vidundergjorende Kraft, der isaer gjor sig gjaeldende paa det

laegevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed

fra den nyere Tid. Det synes at vaere et Faktum, at et Barn, som var

blevet bidt af en gal Hund og havde vaeret sygt i flere Maaneder, kom sig

igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Folge heraf er, at

alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i

Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la

Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre

Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanfore og

Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi

Kisterne har den beundringsvaerdige Egenskab, at alle Gjenstande, der

bringes i Beroring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes

Amuletkraft, og enhver Familie onsker naturligvis at have et saadant

Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,

hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten

over til den folgende Eftermiddag. Det gjaelder altsaa om at benytte dette

Dogn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,

kan Ingen faa Adgang til dem, forend der paany er forlobet et Aar.

Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke

misbruges. De gjor det saa strengt endogsaa, at da AErkebiskoppen for

nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses

ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Opror og tvang ham med ladte Gevaerer til

at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig

Landsby, som taenkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke

ovenikjobet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger

tilmed naesten i en Orken, idet hele den sydlige Del af la Camargue

bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besoger den

kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger

dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.

Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjor

Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Ojeblik udsaetter sig for at

lobe paa Grund, bringer andaegtige Gjaester i Masse til den gamle Kirke,

men Vejen over la Camargue bedaekkes af Hundreder af Vogne, under hvis

Laerredssejl Selskaber af Slaegtninge og Venner valfarter til Relikvierne.

Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke

mange i from Iver tilbagelaegger Vejen tilfods trods den braendende Sol og

gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da

ogsaa et hojst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa

Borde, hvor der saelges Rosenkranse, Bonneboger og Krucifixer, Mairiets

Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for

Publikum, fra overst til nederst bedaekket med Glansbilleder,

forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues

Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for

Menneskeklynger, udenfor _Cafe de la Porte_, som paa en Gang er Byens

eneste Kafe, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjaester som

udenfor Kafeerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af

Huse, som udgjor den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af

Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt

bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved

en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.

Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige

Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben

ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele

Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til

titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man

ikke er saa andaegtig, at man tilbringer Natten paa en Baenk i Kirken,

sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade

Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene

forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke

som Pilgrimme. Men de faar saa selvfolgelig ogsaa Lov til at betale denne

Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste

Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs

for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage

at onske.

Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende straekker sig over

et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil vaere med til

Hestevaeddelobene og Tyrefaegtningerne, der afholdes i de naermeste Dage

efter Processionen, strommer altsaa Pilgrimme fra hele det troende

Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre

den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,

Nedsaenkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har

imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til

Kirken for at foje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede

braender til Mariernes AEre, og da der er al Udsigt til, at man vil komme

til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en

Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien

begynder, er den iovrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den

andaegtige Forsamling har ikke ladet sig noje med de Baenke, der saa taet

som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,

saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Born oppe

paa selve Alterbordene, paa Praedikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort

sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa

eller sidde. Selv Sognepraesten er naerved at opgive AEvret, da det gjaelder

om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da

han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det overste Pulpitur,

viser det sig, at vi naeppe kan traekke Vejret der. Luften er aldeles

forpestet af Voxlysenes Os, Rogelsen og Uddunstningerne fra de mange

Mennesker. Der er ligefrem Fare paafaerde. Men Praesten er snarraadig og

redder vort Liv ved egenhaendig at slaa et Par af de naermeste

Kirkeruder ud.

Psalmerne til AEre for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer

fra Tusinder af fromme Laeber, som Begejstringen gjorde utraettelige selv i

denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte

en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele

Forsamlingen rejste sig, man horte en daempet Mumlen og saae dette

Menneskehav bevaege sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister

hoppede som Lygtemaend frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Ojeblik

efter herskede der dog igjen fuldstaendig Stilhed. Alle havde faaet det

Voxlys taendt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvaelvingen forvandledes til

et stort, morkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende

Stjerner. Rogelseskyerne blev bestandig taettere, der hortes en

hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de

Andaegtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i

Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene

og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, rode Kister,

bedaekkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var

blevne holdte svaevende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde

se dem, saenkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berorte

Gulvet, gav den laenge tilbageholdte Spaending sig Luft i et tusindstemmigt

Jubelskrig, og Alle, som stod i Naerheden af Koret, styrtede frem imellem

hinanden for at vaere de Forste, der berorte Relikvierne.

Alterklokkerne ringede, Praesterne messede, Smaabornene hvinede af

Fortvivlelse over Varmen, som var naer ved at kvaele dem, og Psalmesangen

begyndte igjen, hurtigere, hojere og vildere end nogensinde for.

Hvor laenge dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv

vaere betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de

fysiske Lidelser, et laengere Ophold i Kirken medforte. At Stimmelen

omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den

folgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at

rore ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Born, som var komne til

Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa

Kisterne og holdte der saa laenge som det tillodes; thi der var stadig

Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsogt af en Lidelse, sogte at

bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Saede, i Beroring med

Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af

Helgenbilleder, Bonneboger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa

Kisterne for at blive indviede ved Beroringen.

Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder

med for at kunne laegge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange

af Pilgrimmene lagde nemlig den storste Vaegt paa at kunne blive i Kirken

hele det hellige Dogn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som

ikke tog Sagen saa rigorost. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end

en Fest, under hvilken Andagten og Glaeden, gik Haand i Haand. De drog

omkring i Bevaertningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er

uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved

Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lod muntre Sange.

Derpaa aflagde de et nyt Besog i Kirken, og efterat de en halv Times Tid

havde lyttet til en af de Praedikener, som de tilstedevaerende Gejstlige

uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at

soge Adspredelse. Mange Grupper vandrede laenge omkring i den maanelyse

Nat, forend de sogte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse

Spadsereture alleslags Lojer og Lystighed, Men saadan er nu engang den

romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at

Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religios Betydning for disse glade

Mennesker.

Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den folgende Dag

havde dog ogsaa et hojtideligt Praeg. En kolossal Procession drog langs

Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifolge Traditionen

gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge

Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne

i deres Rosenkrans, medens de bad, og Maendene gik med nylig plukkede

hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,

medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide

Maager, som floj ind over Kysten, sogte af og til Hvile paa Fanerne. Der

var baade Skjonhed og Hojtidelighed i det Billede.

Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten vaesentlig til Ende. De mest

Andaegtige overvaerede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes

op paa deres Plads i Loftshvaelvingen og kastede sig i det sidste Ojeblik

over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat

sig i Bevaegelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til

Hjemmet og aflaegge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde

gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste

Gang var det isaer Sarah, som vandt Berommelse ved at helbrede en

Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,

og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget

Menneske kunde onske at vaere det. Naar man spurgte de troende Kvinder,

som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den

Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist

tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,

at Miraklet havde fundet Sted.

Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortaeller ved deres

Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,

Landsbypraesterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og

Tusinder af Katholiker foler sig herved yderligere befaestede i deres Tro.

Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var

nodvendig; intet Menneske, der virkelig horer vor Tid til, kan naere nogen

Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Sporgsmaal, om den franske

Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere

Skridt, end det er klogt og hensigtsmaessigt. Den regner med de store Byer

og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende

Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Vaerk, og

det kan et Pennestrog, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs

Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfaelde med Sikkerhed sige, at flere

Generationer vil gaa i Graven, for det lykkes at losrive Massen af

Befolkningen fra det Herredomme, som den katholske Gejstlighed

udover over den.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]

Oldtidslevninger i Provence.

Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra

Alverdens Egne oversvommer hver Krog af Italien, men til Provence kommer

ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige

Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af forste Rang

og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,

maerkvaerdige Byers Gader er Manden med den rode Baedeker under Armen saa

sjelden som en Grindehval i Oresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og

Oliventraeer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af

angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra

sine Vandfald og saelger sin Vin til en halv Snes Ore Litren. Det er for

saa vidt praegtigt, det giver dette dejlige Land et Praeg af Friskhed og

Ejendommelighed, der gjor det dobbelt fortryllende; over de gaengse

Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk

Urtekraemmer besoger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjonhed,

en Luft af noget Banalt, der stoder fra. Men det er uforstaaeligt

tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets

Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjonne, og dets aedle

Druer fuldt saa fyrige.

Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for

hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa

stor, at selv vor grinende Skepticisme andaegtigt bojer Hovedet for den

endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed

det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssaeums og Forum Romanums Ry er i

Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer

hjem fra Rejsen, skynder sig at fortaelle Naboer og Gjenboer om, hvad de

har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader

kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre

overvaeldende Rigdom.

Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede

Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af

dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af

Galliens Byer horte til de storste og betydeligste i den antike Verden.

Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde

dem Kampen svaerere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,

Staten var oplost, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der

allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle

Galliens Kultur under Barbarstrommen fra Ost. Dets Byer braendte, dets

Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge

Borge og Faestninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen loftede ingen

Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev

stort og beromt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets

Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye

Turneringer og nye Kampe, sank Gruset taettere og hojere om Levningerne

fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brod sig om. Hvad der i disse

lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa vaere uhyre, det, som vore Dages

fredende Haender har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os

tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.

Saerlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det

var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i

Sinde at gjore denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for

hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader moder man endnu Levninger fra

den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser

midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang

til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin

Trosse om en afbrukken Marmorkolos; hojere oppe ser man nogle gule,

forvittrede og af Solen braendte Taarne og Arkader, det er Levningerne af

Constantins Palads! Man sporger om Navnet paa den Cafe, hvor man sidder:

Cafe du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner

helt beskyggede Plads udenfor ligeledes baerer dette antike Navn paa

Hjornet, og opdager virkelig taet ved Levninger af det gamle Forum:

Granitsojler med praegtige korinthiske Capitaeler, Thermernes Facade o.s.v.

Man spadserer langs Rhonekajen og stoder snart paa Fragmenter af en

romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Faestningsvaerker,

der lobe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og

Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,

mellem hvilke den aurelianske Vej forte ind i Byen. Eller man folger

Strommen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig

pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til

hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med

fire klodsede Fodder og Laag ovenpaa, som der sagtens behoves en halv

Snes Mand for at lofte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne

Allee drager sig hen over det gamle Champs-Elysees, paa Romernes Tid en

uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.

De smukkeste Marmorsarkophager er forte bort til Barberinimuseet i Rom,

til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,

hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i

selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa

den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dodes gigantiske Gade er

derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.

Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske

Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjobet naesten udelukkende fra

dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar

man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har

rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,

at der under Erkebispens Bolig findes det antike Praetorpalads. Men hvad

man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den praegtige romanske

Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at

vaere Byens storste Maerkvaerdigheder. Amphitheatret synes at vaere en hel

Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af

Marmorstatuer, Sojlekapitaeler, Urner, Smykker, Monter o.s.v., hvormed man

herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de storste

Mestervaerker; man har fra den romerske Tid, saaledes den beromte Venus

fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet

Venushoved, der maaske endogsaa i Skjonhed overgaar et hvilketsomhelst

antikt Billedhuggervaerk, men som desvaerre mangler Naesen. Mange af

Frankrigs store Kunstnere har forsogt at saette en ny paa, men de har alle

vaeret den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsoget igjen.

Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af

Scenen derimod vaesentlig kun to praegtige, kolossale Prosceniumspiller,

hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitaelernes nederste Stykker.

De giver en Idee om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom

Orkesterpladsens Udstraekning og Indretning er det vanskeligt gjennem de

opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjaeld

ser man derimod den antike Arena saa fuldstaendig, at den med en Smule

Fantasi staar for En i hele sin overvaeldende Storhed.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]

Den er efter Colossaeum i Rom den storste, man har. Da man i 1825 begyndte

Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte

fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse

bort, som i Aarhundreder havde fort en Parasittilvaerelse indenfor dens

svaere, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere

imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,

overfor hvilken vi moderne Mennesker maa fole os som rene Dvaerge. Gjennem

tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvaelvede Galleri, fra

hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper forer op til Tilskuerpladsens

tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for

Ridderne, den overste med henved en Snes Saederaekker over hinanden for

Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til

Arenaen, findes Saederne for Kejseren og hans Folge i komplet restaureret

Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og

rundt omkring den hele Etage lober med tresindstyve Adgange og

tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden

udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et

Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent

halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind

Tilskuere. Dets overste Raekke er nu borte, men naar paa varme

Sommersondage Arles' og Omegns Befolkning strommer sammen for at vaere

Vidne til Tyrefaegtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens

populaere Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind

Mennesker sig paa de gamle Stensaeder. Skinner Solen da med sydlandsk

gylden Glod ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig

skjonne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt

mellem Udskjaenkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste

Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og

Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og

stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte

i denne Gjenopvaekkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,

men ikke enestaaende. Ogsaa det naerliggende Nimes har ligesom Arles sin

antike Arena, hvor der holdes Tyrefaegtninger saa at sige hver Sondag om

Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjondt der boede to tusind Mennesker i

den, for den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er

bedre konserveret og restaureret. Man taenker endogsaa paa at saette den

ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nimes er i det

Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provencalske By.

Fremfor Alt har den sit Maison-Carree, den mest fuldstaendige Bygning,

paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i

Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa

godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive

kannelerede korinthiske Sojler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken

Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har

man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en

Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,

Ruinerne af Augustus' praegtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.

Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele

Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene

findes der Rester af Akvaedukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette

Land kommer ingen Rejsende!

[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]

Petrarcas Hjem.

Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et

frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og taetbevoxet med Morbaer- og

Oliventraeer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glodende Farver langs Vejen,

blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider

over de gronneste Egne af Provence. Men saa naermer man sig Bjergene;

mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spaender sig en

pittoresk Akvaedukt, under hvis hoje Buer man ruller ind, Skraenterne

bliver efterhaanden hojere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig

taettere, og taettere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,

gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvaedukten er ikke mere end en

hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer

det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstaendig lukket Kjedel

mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sonderrevne; paa Toppen af den

laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men

naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde

den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter

har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede

Borgruiner. Lidt laengere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med

dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rodligtbrune.

Sydens Sol braender paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld

Guldglands, vilde Figentraeer med deres store, fingrede Blade og de morke

Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke

seer en Fodsbred Jord, Skraenterne er bedaekkede med Olivenplantager, der

gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstroede Klippeblokke, hist

og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnoddetrae Skygge over en

romantisk Plet med Brombaerranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og

overst oppe vrimler det af forunderlige, morke Huler inde i Bjerget. Men

hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,

vilde Verden vaere oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er

en hel anden Ting, der gjor Vaucluses lille Klippedal baade skjon og

ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som

siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til

Le plus riant vallon qu'eclaire l'oeil du monde.

Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en

Kilde, hvis Vaesen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en

Afgrund under Bjerget, en mork, mysterios Grotte, hvis Bund Sonden ikke

har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en

Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.

Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig

ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere

dens bundlose Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det

aarhundredgamle Figentrae, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og

breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste

morkegronne, klare Vand.

Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens

Karakter og gjor den saa henrivende skjon. Fra Bassinet vaelter det sig i

hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, staerkt skraanende Flodseng

af store, med taet, brunt Mos som med et Flojelstaeppe betrukne

Klippeblokke, og fortsaetter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,

stadig afbrudt af smaa, solvhvide Fald, sit Lob langs Bredder, der kun er

smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste

i Verden.

Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbaerlunde laegger

Skygge og drommende Stilhed over gronne Lovpartier, lyse Mandeltraeer

sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabolger,

Haengepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig

maet, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet

spiller igjen under Morbaertraeernes Blade som hurtigt jagende, luftige

Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgron Plante med fint, takket

Lov, som bojer sig i den flygtende Rullen af Bolgerne og daekker Bunden

med et Taeppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,

gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at baere sig ad som Kvaeget,

der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svaelge i disse gronne

Planter. Skjaeret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder

blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnoddetraeet voxer saa

taet ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule

staerkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenlov, af

Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedaekkede Klippeblokke

bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er

Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af

slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjael, der funkler af

Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver

Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som AEdelsten til det

dejligste Smykke.

Vauclusedalen er fra Akvaedukten til det lukkende Bjerg, under hvilket

Kilden fodes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele

sit Lob gjennem den intet af Dybets Kjolighed. Det fylder den snevre Dal

med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den

hede Vind fra Sahara ikke kan baere nogen Sygdom ind til dens lykkelige

Beboere, og det gjor, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri

Himmel braender med hele sin sydlandske Kraft, den naermeste Bred ved

Floden til det mest velsignede, kjolige Opholdssted, noget Menneske kan

dromme sig. En Eftermiddag paa Graesskraenterne her med deres Tusinder af

metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer

paa de morkrode Valmuer, med deres Rosenhaekker, som spejler sig i en

stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Vaeddesang timevis uden

at traettes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle

Ungdomsdromme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis

Skjonhed vil folge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i

Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,

som er den ejendommelig, naaer sin hojeste Virkning en varm Sommernat,

naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjor de vilde

Klipper dobbelt hoje og dobbelt imponerende og glider med sine

hemmelighedsfulde, blode Skygger ind mellem Buskadset langs den summende

Flod, fortaettende Traeernes Lov, forvandlende hver lille hvid Kaskade til

et blinkende Vaev af Guldfiligran og bredende over Alt sin naesten

aengstelig drommende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno

sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar

Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende

Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet naermest omkring

Kildebassinet ligger i Morke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette

sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at lofte sig saa hojt i Vejret,

at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,

her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra

Afgrunden man tydeligt kan hore--man kan umuligt staa her mellem dette

Kaos af vaeltede, nogne Klippeblokke uden at fole en Isnen gjennem alle

Nerver, der naesten knuger En til Jorden af Raedsel. Men seer man saa

nedefter over Dalen, forbi Skraenterne med de stille, sorte Cypresser og

deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over

det i Maaneskinnet naesten solvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de

takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike

Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til

den blanke Flod og dens taetbevoxede Bred--hvilket forunderlig blodt, med

Drom og mild erotisk Nattestemning maettet Landskab moder man da ikke i

Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem

mellem de hoje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Haengepilens

Lov og bliver, idet Vandet leger med Traeets Grene, til en Guldregn af

hoppende Blink, den skinner paa Laurbaerbuskenes blanke Blade, saa de

tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt

Solvmor, og laengst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge

Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende

Mollehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det loftes op, funkler

som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem

har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser

endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille

Plet med aarhundredgamle Laurbaertraeer og en Luft, som Tusinder af Roser

og Jasminer maetter med naesten bedovende Vellugt. Der er saamange Digteres

Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste

Interesse, fordi de Intet fortaeller om de Stemninger, der har paavirket

Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa

Klippeskraenten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til

Sonetdigterens Sange. De kunde vaere blevne til ogsaa uden nogen Laura,

men de kunde aldrig vaere skrevne paa noget andet Sted end netop i denne

snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

Vaucluse, heureux sejour, que sans enchantement,

Ne peut voir nul poete, et surtout nul amant.

[Illustration: Vaucluses Kilde.]

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtraekkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris

havde en Cannebiere, vilde det vaere et lille Marseille," siger

Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende

Muhamedaner tor paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans

Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal haende, rent

springer Guden over og gjor den skjaeggede Profet til ubetinget Numer Et,

saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjor

Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han

er stoltest af sin skjonne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden

Side skal det saa indrommes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebieren er i Virkeligheden en ganske maerkvaerdig Gade. Man spadserer

ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man

har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det naeste Aandedraet fyldt

En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store

Boulevarder er for Paris, taenker man sig. Og saa finder man naesten ikke

engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa

hver Side. Man laeser paa Hjornerne, man sporger sig for; jo det er ganske

rigtigt: det er den vidtberomte Cannebiere. Der er saa uhyre Meget, man

har taenkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det

selv. Ved Cannebieren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er

til at le himmelhojt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man

alligevel slet ikke foler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over

det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en

Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen

til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er traet, saetter

man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlaessede og med Lavrbaertraeer og

Springvande oversaaede Kaempekafeer og bliver siddende der timevis uden at

bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,

hvad!" Siden kjorer man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et

Gadehjorne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Saet gjennem

En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser

sig op i Vognen og sporger Kudsken, hvad det er. "Cannebieren" lyder

Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiere igjen. Og

Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den

Gadestump, som selv en stor By har Lov til at vaere stolt af. Hvordan det

gaar til, er nemmere at fole end at forklare, men den smitter

ubetvingeligt med godt Humor. Man har en Fornemmelse i den, som man trak

Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan taenke sig Grundtraekket i dens Fysiognomi:

Boulevard des Italiens har vaeret Monster. De samme kolossale

Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til forste Sal

med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,

den samme Overlaesning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,

Trottoiret fyldt med Kafestole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle

Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende flojlsblodt hen over

Gadeasfalten. Kun Alleetraeerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden

bliver derved lysere og ligesom bredere; det Gronne har man nok af oppe

ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsaettes i lige Linie gjennem stejlt

stigende Alleer med maegtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,

man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved

Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjaere og

en Svaerm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og

bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det

storstilede Praeg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere

og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en

Sjael laegger Maerke til dem, men en Pariserlaps i Cannebieren vilde

Sofolkene udenfor Kafeerne ikke taale; han vilde vaere jaget vaek med Grin

og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

[Illustration: En Kafe paa Cannebiferen]

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere

og alle de brogede Taepper udenfor Husene rent har beruset den med

Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den taenkt; her maa jeg

indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebieren og

straaler og braender Burnusmaendene lige i Ansigtet, saa de drypper af

Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I

saamaend faa at fole.

Men der er forresten det at bemaerke ved det, at Marseille i Grunden ikke

er det gamle Evropa laenger, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man

staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklaedte, pjaltede

Lazzaroner og af brogetpyntede rige Osterlaendinge, Frugtsaelgerskerne med

deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jodiske Vexellerere i

deres aabne Boder paa Gadehjornerne ved Siden af Skriveren, der sidder

midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjaerlighedsbreve til de

smukke, brungule Marseillepiger, den exempellose Skidenhed i de gamle,

sorte Gyder, Alting fortaeller tydeligt nok, at man er paa Springet til at

drage ind i den skjonne, dovne, brogede Verden, der hedder Osterland. Men

Ingenting fortaeller det dog saa hojt som just de store, mangefarvede

Taeppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spaender sig ud fra

hvert eneste Hus i Cannebieren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes

Butiker, og de spaender sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv

de allerstorste, er Svobelsesborn imod dem; de naaer over hele Fortovets

Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tojer pranger i

alle mulige skrigende rode, blaa og gule Farvestriber. De Taepper er det

maaske, der allermest gjor Cannebieren saa festlig og fornojelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Stovlepudsernes og

Blomstersaelgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater horer til de

mest ejendommelige Traek i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner

faar sit Skotoj borstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader

det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjaeftigelser.

Men til Gjengjaeld traeffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,

en elegant, magelig Laenestol, hvor man kan saette sig hen i Mag og laese

sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous

"vernisserer", borster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af

Byens mandlige Befolkning lever af at borste Stovler, en Fjerdepart af

dens unge Piger af at sidde i hoje, blomsterfyldte Kiosker og binde

Bouketter og byde dem ud til det altid kjobelystne, forfaengelige

Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse

brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med

Farver og Fornojelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de

afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kaempestore

Bogstaver springer Ojet imode, hvor det seer hen. Den ene inviterer En

til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med

Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La

Platastaterne og Brasilien, en fjerde praesenterer den dampende Parketbaad

paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det

Uendelige. Det er, ligesom alle Graendser var slettede ud, som om man

havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.

Man flyver i Tankerne, man svaelger i Solskinnet, i Farveorgierne og i

Kafeernes kolige Sorbetter, man fylder sine Naesebor med Tjaerelugten og

sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa

Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man

foler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og

gladere tilsinds end paa en Kafestol i Marseilles Cannebiere.

Og saa er der det Udmaerkede ved Tingen, at naesten hele Byen har Noget

over sig af det Samme. Naturligvis ikke den aeldste, uhyre svinske Del;

men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer

de nye Kvarterer stadig baade i Storrelse og Rigdom. Marseille har ikke

flere Indbyggere end Kjobenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes

Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,

og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Faerdsel, et Kjob,

et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i

Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af

Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge

dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten staerkt stigende

op ad Hojdeskraenter. Det Parti af disse Gader, der ligger naermest

Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder

samtidig Platanalleerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og

bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have

yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt

luxiost i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allee med stille

Skovskjonhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser

man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra

"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med

kirketaarnshoje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontaener til

Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens

Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den

skjonneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er

Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra

Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glaede, maettet

med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige

Menneskeslaegt. Alverden har efter den Tid sogt og sogt den tabte Edens

Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har vaeret i Forlegenhed

for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Ost og Vest,

saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. For Jernbanerne kom, kunde

det nu vaere en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var

navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den

Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og do salig i den Tro, at skjon som

den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er

svunden ind til ikke at vaere synderlig Andet end en paen Park, hvis store

Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,

gaar det ikke an laenger uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il

faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage

efterhaanden har besogt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt

et Ojeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der

hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.

Hvilket af hele denne Hob er det aegte, Skaberens Mesterstykke, Klodens

Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Sporgsmaalet kunde vaere kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa

heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har

Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjonhedsprove for

en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt AEblet

til den Vaerdigste. Dommen er inappellabel, thi den er faeldet med ufejlbar

Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en

enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst

og dale ned og saette sig til Hvile paa den, hvis Honning er sodest, det

er dem, der har overtaget den dommende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge

og Dale, Skove og Soer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til

Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og

pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og

Kjendelsen er bleven afsagt, AEblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig

at saette Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser

med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er

Kontrollen let; det aegte baerer fra Skaberens Haand et Maerke, som selv den

mest vingede Digterlyrik ikke kan gjore efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre

Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og

faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migraene af den

graatunge Vinterhimmel, der haenger lavt over deres Hoveder, saa daekker

man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang

af blomstrende Roser, man ligger i Haengekojer under Palmetraeer og tager

Solbad, man gaar omkring i lette Klaeder og lyse Farver og aander en Luft,

af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og

godt Humor. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid gron, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske

Violer, der gror modne Jordbaer ved Groftekanten i April, og store,

favnehoje Nerier staar som Alleetraeer og drysser deres Purpurblomster ned

over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa

Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa

kalder man det strax for Blaest og Storm, og dukker der paa den blanke

Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i

fem Minutter, saa er det et Faenomen, over hvis Forfaerdelighed hele

Paradiset korser sig Maaneder i Traek. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa

stille, at man maerker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin

Pragt, sine glodende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene

aander al denne Skjonhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et

Velvaerets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer

og Haver saaledes med deres Skatte, at man naeppe laenger veed, hvad der er

vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Vaerk. Det er ikke Adams og

Evas Paradis laenger, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er

adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore forste Foraeldre

har vaeret.

Som Folge af denne Fordringsfuldhed traengte selv Lyksalighedslandet her

til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjore sig gjaeldende.

Forst for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da

hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Son kom og fandt

det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;

Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,

Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og

har hentet Laegedom for Legeme og Sjael i dens varme, underfulde Straalers

Glands. Men den Menneskehedens Velgjorer, som fandt den, har Samtiden

halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en

simpel Stenstotte paa Paradisets skjonneste Plads, og den troer at have

gjort nok; En retfaerdigere Efterslaegt vil saette hans Navn ved Siden af

Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den

tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.

Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skraenter af Bjerge

og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,

at den hist og her naesten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en

Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille

allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Straekning af en

halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.

Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Graendse paa den

anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturneglige, omkring Nice

derimod praesenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.

Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og

vintertrist, at Livets Sondagsborn, de Lykkelige, som kun er fodte for at

nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de forste Sneflokke er

faldne, begynder Eliteteten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin

Flugt. Jernbanetogene, spaender deres polstrede Salonvogne for, og der

brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned

gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat

kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man

vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man onsker

bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet

er en Aabenbaring. Man gnider forst Ojnene og troer ikke, at det er

Virkelighed, det, man seer. Saadan, klaedt i de Farver, den Klarhed, det

Skjaer af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang for.

Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man

svaermede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har

gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Dromme

undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme

forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man foler

en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og saette

En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.

De folger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et

pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af

rodbrune Skjaergaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og

Agaver i hver Kloft; et Ojeblik staar det der i Solens Forgyldning, man

lukker Ojnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Haenderne som

paa Theatret, naar Taeppet gaar op for en Feeridekoration, men for

Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man

farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt

Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og

fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En

halv Dag staar man ved Vinduet og raekker Hals og seer og venter og seer

igjen. Man kan ikke blive traet af disse blaa Bugter, som man undertiden

kommer saa naer, at man naesten kjorer ude i dem, undertiden seer dybt nede

under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skraent, fyldte med Oer hist

og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af

Akvamarin, straekkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,

krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,

krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig maet heller paa disse blanke

Blade af Laurbaer og Oranger, disse Kaempekaktus'er i Klipperevnerne, denne

Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at

bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa

overdaadig yppig er den. Or bliver man, mere og mere or for hvert nyt Kig

ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man

er paa en Jernbane, man foler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,

hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.

Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme

Lakajer med rode og blaa Knaebenklaeder staar i lange Geledder, Ekvipager

holder ned over Vejene i Raekker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit

Hovedtoj pyntet med Blomster, selv Fyrboderen, der kommer og pudser

Waggonens Dorgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornojede Ansigter,

Sondagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen

Solskinnets Glands, dette Solskin, som man foler man kan stole paa og

give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og

forsvinder forst, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,

straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det

hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme

Ojeblik man saetter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den horer

forst op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i

et Par Maaneder har da den fine Verden sin Saeson her. Naturligvis er her

paa den Tid praegtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det

er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver

Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan

det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar

og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre

pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i

dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet

Moment, som spiller en Rolle. Saalaenge Saesonens Publikum huserer her, maa

man vaere lidt i Slaegt med Millionens Verdener for ikke at fole sig fattig

mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, fojer

Paradiset til sine ovrige Herligheder ogsaa den at vaere det billigste

Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem

Nice og Cannes en lille Halvo ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap

incomparable har en provencalsk Digter dobt den. Vi var et Par Danske

engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi folte det

som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjondt det var

lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu

Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige

Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstaendig tomt og Folkene

aldeles konsternerede over at faa Gjaester paa denne Tid af Aaret. Hele

Huset fra overst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel

med alt Tilbehor--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om

Dagen, deri indbefattet fuld Fortaering, Frokost med fem, sex og Middag

med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor torstige Gane

begjaerede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den aedle

Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra

det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den

skjonneste af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden

havde man for sig Hojderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice

og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvo nedenfor En med sine

Pinielunde og Orangehaver, sine bolgende Vinskraenter, sine solbraendte

Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et

Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land taelles

ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan

gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!

Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som

var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og

alskens flagrende og summende Insekter paa Graestaeppet under et gammelt

Oliventrae. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus

op over en lille Stenskraent og gik paa Toppen af den i Kompagni med

Fyrre- og Figentraeer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en

gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terraenet nedefter med smaa

firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og

brogetblomstrede Bonnebuske, saa en Kile ind, der var brandrod af

Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltraeskroner skjod

sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der

flimrede ind mellem det lette Lov. Og helt nede endelig det blaa Hav, men

blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,

varmt, klart som blaa Pigeojne, hvori Ungdom og Kjaerlighed lyser. Det var

guddommeligt. Og rundt om paa Halvoen var der Hundreder af saadanne

Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men

Luften var saa velsignet ren og Himlen saa hoj og Alting saa eventyrlig

skjont, at man lod sig braende og lo af det kun og aldrig noget Ojeblik

onskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en

underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvo ode. Ikke en

Villa er beboet. En Maengde af dem maatte man kunne faa at leje for saa

godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke

Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider

komme,--man maa vaere Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.

Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer

og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berommelige

Fyrstendomme Monaco, det mindste, men det skjonneste og lykkeligste

samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre

Lande, det er ikke saa stort engang som en paen lille Herregaard, dets

hele Laengde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap

er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendommets constante Befolkning taeller

femten hundrede Sjaele, og dets Souveraen raader over en Armee paa Alt i

Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette

Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det

er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske

Idealister knap har vovet at dromme. Indenfor dets Graendser er

Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har

mindste Slaegtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske

Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvaere. Hvad

Menneskehjerner nogensinde har udponsket for at gjore Tilvaerelsen

komfortabel, findes her i sin hojeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar

det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har

een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager

Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har

en Allieret, som saetter den i Stand til at tillade sig alle

Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det

er meer endnu end Monte-Christos Skat.

Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt

Paradis skal vaere komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det vaere

nok saa dejligt, dets Skjonhed mangler det lokkende, pikante Element, og

det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,

Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i

Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et AEble,

siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det

moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en

Spillebank.

Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohojen,

bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og

Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Hojen, hvis Top det

kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med

deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,

Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin

blaa, skjaergaardsbraemmede Kappe som ingen anden. Man har ikke vaeret paa

Rivieraen, naar man ikke har vaeret i Monte-Carlo, det er som Apotheosen

efter alle Feeritableauerne.

Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjor sin Person

saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man saetter sig i Stemning

ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuose, Verden har, og man gaar ud

for at se og nyde. Men sandt at sige, denne forste Promenade bliver

sjelden lang. Ojet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil

forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait

paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og

man horer kun den. Man er nervos, man giver Varmen Skyld, saetter sig paa

Kafeen og tommer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets

Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrompede Dameben hopper ud og

farter op ad Marmortrappens blode Taeppe. Habitueerne kommer; altid

enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjorende

fortvivlede Forsog paa at synes nonchalente, men i Smug taellende

Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,

klemmende sig op ad Trappens Raekvaerk for at undgaa Taeppet i Midten, der

bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder hojere og hojere. Om man fulgte

efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne forst som sidst.

Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Raekker omkring hvert af de

gronne Borde. Men Alting gaar stille, douce og daempet. Kuglens Rullen er

den hojeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_

med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Ojeblik Rouletten

standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til

sig; med Taskenspiller-Behaendighed lader han mellem to Fingerspidser

Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites

votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin

Metaltraadskurv, saetter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,

sit System. Nervost regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_

markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne

trille hen over Taeppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair

sidder stot og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt faerdigt. _Rien

ne va plus!_ Kuglen spraetter atter rundt i den aandelose, spaendte

Stilhed, de Bageste straekker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.

[Illustration: Omkring det gronne Bord.]

Rodt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er

det, som det lod igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber

man ned i Vestelommen og traenger sig frem mellem Raekkerne. Man staar ved

Bordet, man saetter ud. Beskedent forst et Femfrancsstykke. Man vinder.

Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen

bliver, desto storre bliver Modet. Man prover "Hestene", saa en Karre,

saa et enkelt Tal. Man er allerede forlaengst ved Guldet; Sex og tredive

Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg

Herre, med rystende Haender og store; rodtunderlobne Ojne rejser sig. Man

tager hans Plads. Nervositeten er borte, man forcerer sit Spil, man

doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man

skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har

man alle Lommerne fulde af Guld.

Nu forst, i den friske Skumringskjolighed, gaar det rigtigt op for En,

paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blod

Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og

Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over

Haveterrasserne, Alt har man Oje for nu, og Alt saetter En i Begejstring.

_Un bon diner_ folger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes

med aegte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et

Par Guldmonter meer eller mindre, hvad gjor det! Man finder jo hvert

Ojeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke

havde taenkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlaessede Sal, i

Krydsild af Smil fra guldblonde Skjonne, ombolget af bedovende Duft fra

Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af

Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens

dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke

underlige, nye, sodt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i

Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous

sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantojne, som

man sad ved Siden af ved Rouletten. Spraenge Banken! Man leer af det

forst, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,

siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet hojere, naar vi var

bleven ved... ved Kaffen drofter man med den alvorligste Mine af Verden,

hvilke Midler der findes til at sende storre Pengebelob bort fra Monaco,

og hvilke Forholdsregler, der vil vaere at iagttage, hvis man en

Aftenstund skulde komme til at sove i Vaerelse sammen med en Million eller

saadan Noget.

Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjore _un petit coup_ om

Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man

holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karre'er og Numere uden

Forskjel, man behover ikke engang at dublere. Klokken Ti er man traet og

har nok. Man drikker en Flaske Moet frappe paa Kafeen, driver et Par

Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken

spiller, vinker saa ad en Vogn og kjorer sin Promenade i den vidunderlige

Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad

Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende

Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin

lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjoretour, det er en Drom, der fylder

hver Fibre med Vellyst. Man sover meget laenge den naeste Dag. Man har

Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" for

Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde

se lidt forhippet ud at komme for Frokost. Om man kjorte over Bjergene

til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren

raadfores. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal

proves idag. Man tager Carnet'en frem og undersoger den igjen; alle

Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som

vaelter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Raekkerne omkring

Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.

Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde onske, men ikke een

af dem svigter. Systemet holder; man taenkte det jo nok, men det er altid

rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.

Man gaar tilbage til Hotellet for at laegge Gevinsten af. Det er dog

bedst, man tager til Nice den naeste Dag; det begynder at blive lidt

aengsteligt at baere alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der

forskjellige Ting, man skal kjobe; Ens Garderobe traenger til at indrettes

paa det varme Klima. En Undersogelse af Monacos Boutiker foroger den

forelobig med det Nodvendigste: en Solskaerm og et Par blaa Briller; man

tager sig et Bad og kjorer saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er

uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og

Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes

Forstaerkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,

men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan

jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.

Om man stoppede og rejste og lod sig noje med, hvad man endnu havde i

Behold? Nej, det vilde vaere at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne

tjene en Formue, det gjaelder kun om at vaere sikker paa sig selv og holde

sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at

gjore det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nogle hos

Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa vaere saa uforsigtig ikke at tage

hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man

ikke bleven spraengt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa

den tolvte.

Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har vaeret "forsigtig" nu,

man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,

Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,

og man horer hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil

maaske, der ikke er ganske fri for at vaere en lille Smule fortrukkent,

rejser man sig. _Vous partez_? sporger den Guldblonde, der staar bagved.

_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec

plaisir_. Og hun saetter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,

der ikke kom. Kuglen spraetter og standser. _Noir, pair et passe_.

Naturligvis.

Man drikker den Aften ingen Moet, og man kjorer ikke over _la Condamine_.

Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men

Musiken gjor trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt

tilsengs. Man gjor det hverken i det lyseste Humor eller med de venligste

Folelser mod Tilvaerelsen. Men den naeste Morgen, naar man vaagner, er det

Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa

vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjonhed! Og hvor det

ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imode, som det vilde

sige: Nu forstaar vi hinanden, nu horer Du mig til. Man nynner et Vers og

klaeder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,

brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der

dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Forst nu straaler

Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Ojet er blevet

aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende

Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de

Paris"! Dog ligemeget--man har vaeret i Rivieraens Paradis, og bringer man

end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og

sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens

Sjael, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forode.

End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***

This file should be named 7fdmf10.txt or 7fdmf10.zip

Corrected EDITIONS of our eBooks get a new NUMBER, 7fdmf11.txt

VERSIONS based on separate sources get new LETTER, 7fdmf10a.txt

Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.

Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the

PG Online Distributed Proofreading Team

Project Gutenberg eBooks are often created from several printed

editions, all of which are confirmed as Public Domain in the US

unless a copyright notice is included. Thus, we usually do not

keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

We are now trying to release all our eBooks one year in advance

of the official release dates, leaving time for better editing.

Please be encouraged to tell us about any error or corrections,

even years after the official publication date.

Please note neither this listing nor its contents are final til

midnight of the last day of the month of any such announcement.

The official release date of all Project Gutenberg eBooks is at

Midnight, Central Time, of the last day of the stated month. A

preliminary version may often be posted for suggestion, comment

and editing by those who wish to do so.

Most people start at our Web sites at:

http://gutenberg.net or

http://promo.net/pg

These Web sites include award-winning information about Project

Gutenberg, including how to donate, how to help produce our new

eBooks, and how to subscribe to our email newsletter (free!).

Those of you who want to download any eBook before announcement

can get to them as follows, and just download by date. This is

also a good way to get them instantly upon announcement, as the

indexes our cataloguers produce obviously take a while after an

announcement goes out in the Project Gutenberg Newsletter.

http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext03 or

ftp://ftp.ibiblio.org/pub/docs/books/gutenberg/etext03

Or /etext02, 01, 00, 99, 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90

Just search by the first five letters of the filename you want,

as it appears in our Newsletters.

Information about Project Gutenberg (one page)

We produce about two million dollars for each hour we work. The

time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours

to get any eBook selected, entered, proofread, edited, copyright

searched and analyzed, the copyright letters written, etc. Our

projected audience is one hundred million readers. If the value

per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2

million dollars per hour in 2002 as we release over 100 new text

files per month: 1240 more eBooks in 2001 for a total of 4000+

We are already on our way to trying for 2000 more eBooks in 2002

If they reach just 1-2% of the world's population then the total

will reach over half a trillion eBooks given away by year's end.

The Goal of Project Gutenberg is to Give Away 1 Trillion eBooks!

This is ten thousand titles each to one hundred million readers,

which is only about 4% of the present number of computer users.

Here is the briefest record of our progress (* means estimated):

eBooks Year Month

1 1971 July

10 1991 January

100 1994 January

1000 1997 August

1500 1998 October

2000 1999 December

2500 2000 December

3000 2001 November

4000 2001 October/November

6000 2002 December*

9000 2003 November*

10000 2004 January*

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been created

to secure a future for Project Gutenberg into the next millennium.

We need your donations more than ever!

As of February, 2002, contributions are being solicited from people

and organizations in: Alabama, Alaska, Arkansas, Connecticut,

Delaware, District of Columbia, Florida, Georgia, Hawaii, Illinois,

Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky, Louisiana, Maine, Massachusetts,

Michigan, Mississippi, Missouri, Montana, Nebraska, Nevada, New

Hampshire, New Jersey, New Mexico, New York, North Carolina, Ohio,

Oklahoma, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina, South

Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Vermont, Virginia, Washington, West

Virginia, Wisconsin, and Wyoming.

We have filed in all 50 states now, but these are the only ones

that have responded.

As the requirements for other states are met, additions to this list

will be made and fund raising will begin in the additional states.

Please feel free to ask to check the status of your state.

In answer to various questions we have received on this:

We are constantly working on finishing the paperwork to legally

request donations in all 50 states. If your state is not listed and

you would like to know if we have added it since the list you have,

just ask.

While we cannot solicit donations from people in states where we are

not yet registered, we know of no prohibition against accepting

donations from donors in these states who approach us with an offer to

donate.

International donations are accepted, but we don't know ANYTHING about

how to make them tax-deductible, or even if they CAN be made

deductible, and don't have the staff to handle it even if there are

ways.

Donations by check or money order may be sent to:

Project Gutenberg Literary Archive Foundation

PMB 113

1739 University Ave.

Oxford, MS 38655-4109

method other than by check or money order.

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been approved by

the US Internal Revenue Service as a 501(c)(3) organization with EIN

[Employee Identification Number] 64-622154. Donations are

tax-deductible to the maximum extent permitted by law. As fund-raising

requirements for other states are met, additions to this list will be

made and fund-raising will begin in the additional states.

We need your donations more than ever!

You can get up to date donation information online at:

http://www.gutenberg.net/donation.html

***

If you can't reach Project Gutenberg,

you can always email directly to:

Michael S. Hart <[email protected]>

Prof. Hart will answer or forward your message.

We would prefer to send you information by email.

**The Legal Small Print**

(Three Pages)

***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS**START***

Why is this "Small Print!" statement here? You know: lawyers.

They tell us you might sue us if there is something wrong with

your copy of this eBook, even if you got it for free from

someone other than us, and even if what's wrong is not our

fault. So, among other things, this "Small Print!" statement

disclaims most of our liability to you. It also tells you how

you may distribute copies of this eBook if you want to.

*BEFORE!* YOU USE OR READ THIS EBOOK

By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm

eBook, you indicate that you understand, agree to and accept

this "Small Print!" statement. If you do not, you can receive

a refund of the money (if any) you paid for this eBook by

sending a request within 30 days of receiving it to the person

you got it from. If you received this eBook on a physical

medium (such as a disk), you must return it with your request.

ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM EBOOKS

This PROJECT GUTENBERG-tm eBook, like most PROJECT GUTENBERG-tm eBooks,

is a "public domain" work distributed by Professor Michael S. Hart

through the Project Gutenberg Association (the "Project").

Among other things, this means that no one owns a United States copyright

on or for this work, so the Project (and you!) can copy and

distribute it in the United States without permission and

without paying copyright royalties. Special rules, set forth

below, apply if you wish to copy and distribute this eBook

under the "PROJECT GUTENBERG" trademark.

Please do not use the "PROJECT GUTENBERG" trademark to market

any commercial products without permission.

To create these eBooks, the Project expends considerable

efforts to identify, transcribe and proofread public domain

works. Despite these efforts, the Project's eBooks and any

medium they may be on may contain "Defects". Among other

things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or

corrupt data, transcription errors, a copyright or other

intellectual property infringement, a defective or damaged

disk or other eBook medium, a computer virus, or computer

codes that damage or cannot be read by your equipment.

LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES

But for the "Right of Replacement or Refund" described below,

[1] Michael Hart and the Foundation (and any other party you may

receive this eBook from as a PROJECT GUTENBERG-tm eBook) disclaims

all liability to you for damages, costs and expenses, including

legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR

UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT,

INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE

OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE

POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES.

If you discover a Defect in this eBook within 90 days of

receiving it, you can receive a refund of the money (if any)

you paid for it by sending an explanatory note within that

time to the person you received it from. If you received it

on a physical medium, you must return it with your note, and

such person may choose to alternatively give you a replacement

copy. If you received it electronically, such person may

choose to alternatively give you a second opportunity to

receive it electronically.

THIS EBOOK IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS". NO OTHER

WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS

TO THE EBOOK OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT

LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A

PARTICULAR PURPOSE.

Some states do not allow disclaimers of implied warranties or

the exclusion or limitation of consequential damages, so the

above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you

may have other legal rights.

INDEMNITY

You will indemnify and hold Michael Hart, the Foundation,

and its trustees and agents, and any volunteers associated

with the production and distribution of Project Gutenberg-tm

texts harmless, from all liability, cost and expense, including

legal fees, that arise directly or indirectly from any of the

following that you do or cause: [1] distribution of this eBook,

[2] alteration, modification, or addition to the eBook,

or [3] any Defect.

DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm"

You may distribute copies of this eBook electronically, or by

disk, book or any other medium if you either delete this

"Small Print!" and all other references to Project Gutenberg,

or:

[1] Only give exact copies of it. Among other things, this

requires that you do not remove, alter or modify the

eBook or this "small print!" statement. You may however,

if you wish, distribute this eBook in machine readable

binary, compressed, mark-up, or proprietary form,

including any form resulting from conversion by word

processing or hypertext software, but only so long as

*EITHER*:

[*] The eBook, when displayed, is clearly readable, and

does *not* contain characters other than those

intended by the author of the work, although tilde

(~), asterisk (*) and underline (_) characters may

be used to convey punctuation intended by the

author, and additional characters may be used to

indicate hypertext links; OR

[*] The eBook may be readily converted by the reader at

no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent

form by the program that displays the eBook (as is

the case, for instance, with most word processors);

[*] You provide, or agree to also provide on request at

no additional cost, fee or expense, a copy of the

eBook in its original plain ASCII form (or in EBCDIC

or other equivalent proprietary form).

[2] Honor the eBook refund and replacement provisions of this

"Small Print!" statement.

[3] Pay a trademark license fee to the Foundation of 20% of the

gross profits you derive calculated using the method you

already use to calculate your applicable taxes. If you

don't derive profits, no royalty is due. Royalties are

payable to "Project Gutenberg Literary Archive Foundation"

the 60 days following each date you prepare (or were

legally required to prepare) your annual (or equivalent

periodic) tax return. Please contact us beforehand to

let us know your plans and to work out the details.

WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO?

Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of

public domain and licensed works that can be freely distributed

in machine readable form.

The Project gratefully accepts contributions of money, time,

public domain materials, or royalty free copyright licenses.

Money should be paid to the:

"Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

If you are interested in contributing scanning equipment or

software or other items, please contact Michael Hart at:

[email protected]

[Portions of this eBook's header and trailer may be reprinted only

Michael S. Hart. Project Gutenberg is a TradeMark and may not be

used in any sales of Project Gutenberg eBooks or other materials be

they hardware or software or any other related product without

express permission.]

*END THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS*Ver.02/11/02*END*

Livros Grátis
( http://www.livrosgratis.com.br )
 
Milhares de Livros para Download:
 
Baixar livros de Administração
Baixar livros de Agronomia
Baixar livros de Arquitetura
Baixar livros de Artes
Baixar livros de Astronomia
Baixar livros de Biologia Geral
Baixar livros de Ciência da Computação
Baixar livros de Ciência da Informação
Baixar livros de Ciência Política
Baixar livros de Ciências da Saúde
Baixar livros de Comunicação
Baixar livros do Conselho Nacional de Educação - CNE
Baixar livros de Defesa civil
Baixar livros de Direito
Baixar livros de Direitos humanos
Baixar livros de Economia
Baixar livros de Economia Doméstica
Baixar livros de Educação
Baixar livros de Educação - Trânsito
Baixar livros de Educação Física
Baixar livros de Engenharia Aeroespacial
Baixar livros de Farmácia
Baixar livros de Filosofia
Baixar livros de Física
Baixar livros de Geociências
Baixar livros de Geografia
Baixar livros de História
Baixar livros de Línguas

Baixar livros de Literatura
Baixar livros de Literatura de Cordel
Baixar livros de Literatura Infantil
Baixar livros de Matemática
Baixar livros de Medicina
Baixar livros de Medicina Veterinária
Baixar livros de Meio Ambiente
Baixar livros de Meteorologia
Baixar Monografias e TCC
Baixar livros Multidisciplinar
Baixar livros de Música
Baixar livros de Psicologia
Baixar livros de Química
Baixar livros de Saúde Coletiva
Baixar livros de Serviço Social
Baixar livros de Sociologia
Baixar livros de Teologia
Baixar livros de Trabalho
Baixar livros de Turismo
 
 